Stenhus Kostskole

Sophie skal flyttes på kostskole, meget imod sin vilje, og er ikke særlig positiv omkring det. Snart får hun dog venner, og begynder at finde sig til rette på skolen.

OBS det skal lige siges jeg aldrig har været på Stenhus Kostskole! Alting er lavet ud fra min fatasi!

2Likes
8Kommentarer
2049Visninger
AA

1. Kapitel 1.

”Jeg vil ikke mor!” ”Unge dame, du har et gennemsnit på 11,8! Det er kun fair vi flytter dig til en skole, hvor du kan lære mere, og komme videre med din uddannelse, på en bedre måde.” ”Kan jeg ikke bare rykke en klasse op?” ”Sophie nu ta’r du dig sammen! Plejer du ikke at sige, vi skal behandle dig, som en stor pige? Så prøv at opfør dig som en.” Jeg vendte om på hælen, og stormede ind på mit værelse. Døren blev smækket hårdt i, hvorefter jeg smed mig på min seng, og prøvede at holde tårerne tilbage. Jeg ville ikke græde. Ikke tale om. Selvom jeg vidste hun havde vundet. Derfor begyndte jeg at smide mit tøj ned i de tre gigantiske kufferter, der fyldte to tredjedele af min gulvplads. Siden min mor for en uge siden fortalte mig, at jeg skulle på kostskole, havde vores forhold været meget annspændt. Især fordi vi havde snakket om det en million gange. Mindst. Jeg havde venner og et liv, som jeg havde brugt lang tid på at bygge op. Det ville min mor tage fra mig, ved at sende mig på en rigmandskostskole, der lå i en lille flække, oppe i Nordsjælland. Juleferien var ved at være slut, og det var planen jeg skulle fortsætte ottende klasse på kostskolen, i stedet for den folkeskole, jeg havde gået på, hele mit liv. Der var omkring to timer til min mor ville køre mig derop, og jeg var langt fra færdig med at pakke. Min første plan havde været at lade vær’ med at pakke. Jeg havde simpelthen sat mig i protest, og nægtede at gøre mig klar. Det mislykkede. Min anden plan, var at stikke af, men da det kom til stykket, fandt jeg ud af, at jeg egentlig ikke havde nogle steder at stikke af til. Så den gik heller ikke. Til sidst overgav jeg mig, og begyndte at pakke. Der var ingen vej udenom. ”Sophie, er du ved at være færdig med at pakke? Vi skal køre om et kvarter.” Min mor stak forsigtigt hovedet ind ad døren, og så de tre kufferter, der stod pakket og klar på mit gulv. Jeg lå selv på min seng, og så på et fotografi af mig, og mine to bedste veninder, Sally og Alexandria. Dem ville jeg komme til at savne. Hvorfor skulle mit liv også ødelægges på den her måde? Selvfølgelig kunne jeg komme hjem i weekenderne, men det var ikke det samme. Hvor meget måtte jeg overhovedet være hjemme? Jeg anede intet om kostskole, og det var ikke meget information mine forældre havde givet mig. ”Jeg er klar.” Jeg lagde billedet ned i min rygsæk, og rejste mig fra min seng. Mit værelse så underligt tomt ud, uden alle mine plakater. De var pakket ned, og kom først op, hvis jeg måtte have plakater på det værelse jeg kom til at bo på. Hvordan skulle jeg nogensinde klare mig igennem det her? Jeg fik sagt farvel til min far, og min 10-årige lillesøster, hvorefter jeg satte mig ind i vores blå citroën, og kørte væk fra alting jeg kendte og elskede. ”Har du husket dine toiletting?” Jeg rullede øjne af min mors moderlige bekymringer. Det var hendes idé jeg skulle starte på kostskole. Så burde hun ikke være bekymret. ”Ja mor, og tøj, og make-up, og tasker, og alt andet,” sagde jeg, og lagde tvært armene over kors. Jeg fortrød jeg var taget med hende. Jeg skulle være stukket af alligevel. Taget over til Sally eller noget. ”Dit sygesikringskort? Penge?” Hun blev ved og ved. Selvfølgelig havde jeg husket alt! Mit værelse var jo næsten tomt. Hvordan kunne jeg ha’ glemt noget? Der var lidt stilhed imellem os, indtil hun brød tavsheden. ”Far kører op med din guitar og din violin imorgen.” Jeg så overrasket på hende. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Overhovedet. Men jeg ville ikke begynde at blive venlig overfor hende nu. ”Okay,” svarede jeg koldt, og fortsatte med at kigge ud af vinduet, hvor det lige var stoppet med at regne, og alt virkede friskt og nyt. Jeg tror det sårede min mor lidt, at jeg ikke gad snakke med hende, men jeg var ligeglad. Jeg var virkelig sur på hende. Turen op til den lille by, tog halvanden time, og min mor prøvede at gøre mig god igen, hele vejen. Da vi kom frem, trådte jeg ud af bilen, og spærrede øjnene op. Foran mig tårnede en kæmpe stor hvid bygning, med et gammelt udseende, sig op. Foran den var en velpasset græsplæne, og helt perfekt trimmet hække. Der gik en grussti hen imod højre, og jeg gættede på det var den vej til indgangen, til mit personlige helvede; Stenhus Kostskole.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...