En spadseretur på kirkegården

Dette er en skoleopgave, jeg venter feedback på.
Selvom det ikke er en rigtig novelle, så håber jeg at der bliver taget godt imod den :-)

1Likes
2Kommentarer
1250Visninger
AA

1. En spadseretur på kirkegården

De slidte, rustne og hærgede gamle hængsler nærmest skreg i smerte, da min vantebeklædte hånd nænsomt skubbede gitterlågen op. De smukke omgivelser bød mig velkommen med den salige ro, der ofte findes på steder som dette. Den smukke hvide frost lå som et tykt lag glemt støv over gravstenene og de små, ellers grønne hække, der omkransede gravene. Selv de døde var gået i vinterhi. Når jeg går igennem en kirkegård og skimter alle de ukendte navne, så kan jeg ikke undgå at lade mig indhylle i den fantastiske ro, der findes i nærvær med de døde. Jeg er altid tavs, og jeg bevæger mig altid snigende frem, som mellem sovende mennesker. Måske er jeg bange for, at vække dem, der rådner i gravene, eller måske er det blot respekt jeg føler. Jeg skal i hvert fald ikke være den, der afbryder de dødes søvn i gravens ro. For det er da det, man venter på som en syg, gigtramt, træt gammel kone, der er påvirket af livet? Endelig at finde den længe søgte ro. Ikke at skulle noget. At frasige sig alt ansvar. Bare nyde dødens tavshed, der overtager ens krop. Eller hvad? Uanset hvad, så finder jeg det utrolig vigtigt, at kunne forholde sig til døden, for ikke at blive knust når man mister en elsket karakter i sit liv, eller mister sig selv. I vores moderne samfund er døden tabu. Man snakker helst ikke om den, man forholder sig helst ikke til den, man vil allerhelst bare glemme den og komme videre. Karen Blixen skrev på et tidspunkt: "Livet og døden er som to skrin, der hver især indeholder nøglen til det andet." Det er jeg helt enig i, for jeg mener, at man skal kunne forholde sig til livet, for at kunne forholde sig til døden, og omvendt. I vores moderne verden er døden kun noget der sker for naboen. Gruset knasede under mine fødder. Ikke en vind rørte sig. Ingen fugle sang. Kun mine fodtrin hørtes under stjernernes blinken. Det var som at træde ind i en lomme uden tid. Dampen fra mit åndedræt var den eneste bevægelse omkring mig. Hvor var her tavst, roligt og dødt. Dødt, mere dødt, mest dødt. Alle de, for mig ukendte mennesker, der ligger begravet på en kirkegård, uden blomster på sin grav, fører mig ind i en vemodig stemning. Hvem kender disse mennesker? Hvem husker disse mennesker? Hvornår synker de hen i glemselens tykke tåge? Og hvad skal man gøre for ikke at gå igennem livet fuldstændig anonym? Jeg er bestemt ikke den person, der siger mest og kræver mest opmærksomhed på mig selv. Specielt ikke i uvante omgivelser. Jeg vil helst føle mig helt tryg før jeg lufter min mening. Ikke desto mindre har jeg ofte ret, eller har ofte en super idé, som ingen jo så kommer til at kende til, blot fordi jeg tier i frygt for at spilde andres tid. Bliver jeg glemt? Højst sandsynligt ja. Præcis ligesom jeg selv har glemt min farfars far. Skal de døde simpelthen bare træde om bag scenen, så de levende kan stå i rampelyset? Hvis vi tager Hitler som eksempel, så er han bestemt ikke glemt, og bliver det nok heller ikke foreløbigt. Der bliver stadigt fortalt grusomme historier om ham og hans gerninger, som en reminder om, hvor galt det kan gå. Hvis vi så stiller Michael Jackson op imod Hitler, hvem bliver så husket længst? Hitler, helt klart. Der vil altid komme en ny Michael Jackson, men forhåbentlig aldrig en ny Hitler. Skal man være ualmindelig diabolsk for at blive husket? Er lede historier nemmere at huske end gode? Ja. Stadig, tavs som døden, bevægede jeg mig i ly af skyggerne igennem kirkegården. Jeg var så godt som ikke til stede. Som en død. Ingen hast eller mas. Ingen kalendere, ingen ure. Intet udover intetheden. Hvad betyder det at dø? Nu bevæger jeg mig måske ind i emnet tro, som bestemt intet har med død at gøre, men dog alligevel måske har alt med død at gøre. Hvor havner man efter livet? Slukker man som en stikkontakt, der lader alt forblive sort, eller havner man foran helvedes skarpe porte, parat til at se i øjnene, hvor meget ens sølle liv var værd? Jeg ved det ikke, men hvad jeg ved det er, at "døden" er betegnelsen for enden på livet, som vi kender det, og den kan startes på mange måder, men den slutter altid ens. Der findes mange forskellige myter og overtroshistorier om, hvad der sker efter døden indtræffer. Kristne mennesker mener, at vi består af to dele. Den dødelige og den udødelige. Kroppen dør, begraves og gives tilbage til jorden, der skabte den, mens sjælen sendes op til himmelen. Disse forskellige myter har utrolig megen indflydelse på folks handlinger. På hvad der er rigtigt og forkert. Hvor ville vi være uden tro? Der er sågar mennesker, der påstår, at de er vendt tilbage fra de døde. Genoplivet i sidste sekund. De påstår, at et stort, hvidt lys rejste sig for øjnene af dem, og tiltrak dem med en varm fornemmelse. De påstår, at livet vendte tilbage til deres krop i sidste øjeblik, inden døden langsomt ville have ført dem væk fra dette helvede mellem himmel og helvede. Da jeg, efter lang tids langsom spadseregang, endelig når til den velkendte grav, kan jeg mærke hullet i maven springe op. Blodet sprøjter ud fra min krop. Smerten får mine øjne til at se sort. Jeg famler i blinde efter et fast punkt i tilværelsen. Jeg synker ned i knæ, falder forover og drukner i mit eget blod, der nu har oversvømmet graven og spejler de ensomme stjerners uforstyrrede blinken. Jeg dør. Normalt skænker jeg ikke døden mange tanker. Jeg ved ikke, hvordan jeg helst ikke vil dø. Jeg er påvirket af samfundets skræk for døden, derfor tænker jeg helst ikke på den. Jeg har selv mistet, og det vil jeg komme til at opleve igen, hvad enten det er kæledyr, mennesker eller andet. Jeg har aldrig været god til slutninger. Hvad end det er film, bøger, liv. Men er der overhovedet nogen, der er det? Nogle har måske større erfaringer med det, men mennesker er ikke skabt til forandringer og uvidenhed. Vi lærer det aldrig. Jeg er bange. Skrækslagen. For at miste. For at efterlade. For at være alene. For at dø. Men jeg er også ung og har, forhåbentlig, hele livet foran mig. Men på et tidspunkt vil jeg selv ankomme til kirkegården, af den ene eller anden grund.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...