Dødt skrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2012
  • Opdateret: 19 feb. 2012
  • Status: Igang
Den 21 årige Anita har knas med kærligheden. lige meget hvad hun gør går hendes mand rundt og ignorerer hende. det har han gjort i en uge. hvad skete der for en uge siden der gør at han nægter at se på hende.
Da anita i vrede går ud i den kolde efterårsaften, gennemgår hun en grufuld opdagelse.

16Likes
20Kommentarer
1571Visninger
AA

1. En lille fadøl, tak!

Jeg skreg. Jeg var vred. Hvorfor ignorerer han mig igen? Er han stadig sur? Jeg troede at alt var okay igen. Mit navn er Anita. 21 år og pædagog. Og jeg har knas med kærligheden.

Lejligheden var lys og luftig men i dette humør som jeg var i, var det mørkt og indelukket. Jeg havde ikke taget mig af mine planter i en uges tid og de var begyndt at hænge med hovederne. Der var heller ikke gjort rent og en bunke pizzaæsker havde samlet sig på sofabordet foran tv’et.

Jeg vælter den vase jeg gav ham i årsdagsgave ned på gulvet. Den knustes og han fik et kæmpe chok. ”nå nu kan du måske tage og lytte efter, hva?” Hans blik var fæstnet på vasen. Jeg var da ligeglad med den dumme vase hvis vores forhold aldrig kom nogen vegne. Men hvorfor var han så oprørt over det? Han gik langsomt hen og samlede stumperne sammen. Han ignorerede mig. Igen! Jeg kunne slå ham lige nu. I stedet tænkte jeg at jeg hellere måtte køle lidt ned og tage en tår vand. Jeg var ikke tørstig. Men jeg ville have tankerne væk på en eller anden måde. Jeg åbnede for hanen og skulle til at tage et glas fra skabet. Han gispede. ”slap af! Jeg tager bare en tår vand.” Han gik hen til hanen og stirrede vantro på den. Han lukkede for hanen.

Hvad sker der? Er det nu forbudt at tage en tår vand? Hvornår har vi to sidst haft et måltid sammen? Han gik tilbage til at samle stumper af vasen op. Han havde på dette tidspunkt ikke kigget på mig en eneste gang. ”Hvis du gerne vil sige noget skal du ikke holde dig tilbage” sagde jeg. Jeg måtte få ham til at tale med mig. ”skatter undskyld jeg har været lidt strid på det sidste. Kan vi ikke tale om det?” intet svar. Havde jeg lige ført en samtale alene?

Det var dråben. Jeg var den der var skredet. Jeg måtte ud herfra. Jeg havde undskyldt og prøvet at tale med ham men næ, nej. Han skulle bare give mig den kolde skulder. Det havde han gjort i en uge nu. Jeg troede, at jeg havde glemt en vigtig dato eller sådan noget men jeg havde tjekket kalenderen og der var intet. Jeg havde skyndt mig så hurtigt ud af døren at jeg ikke havde taget en jakke på. Men jeg frøs ikke. Det var efterår men temperaturen var lige tilpas. Der var også vind men den bemærkede jeg ikke. Det var efterhånden ved at være sent. Jeg havde ikke været ude af huset i en uge og det føltes godt.  

Vi levede i en fin by. Den var ikke for stor og ikke for lille. De små byer havde tendens til at være kedelige og fri fra butikker, mens de større havde mange drankere og teenagere der stak hinanden ned for stoffer. Her i vores by var det lige tilpas. Her lugtede godt nok ikke så rat men i aften lagde jeg overhoved ikke mærke til det. En gruppe på 3 unge stod og hang ved en blindgyde. Jeg følte mig utilpas men de gav mig ikke ét blik fordi de havde for travlt med at skændes over den sidste cigarret de havde. Gudskelov. Jeg var næsten henne ved min yndlingbar. den havde længe åbent. jeg så en enkelt dranker der sad udenfor baren. Han havde fået for meget og var garrenteret helt væk. Han havde åbne øjne med kiggede ikke på min røv som de sædvanligvis gjorde. Engang havde en af de typer knebet min røv mens jeg gik forbi. Han gik derefter hjem med en blodtud. Men jeg var også ung dengang.

Jeg gik ind. Jeg satte mig mellem to store fyre der under normale omstændigheder ville have begyndt at lægge an på mig. Men jeg tror at de kunne læse stemningen og vidste at jeg ikke ville flirtes med. De så nyheder på et lille tv over baren. I nyhederne var de i gang med at opremse hvad der var sket i nabolaget den seneste uges tid. ”jeg snupper en lille fadøl” sagde jeg til bartenderen. Men han var også helt opslugt af det dumme tv. De kørte en uge gammel nyhed om et eller andet ungt par der var kørt galt. Den kvindelige passager var død. Jeg var da ligeglad. Nu kunne han godt se at komme med min øl. ”hey.. mester? En lille fadøl?” intet svar. Skønt! Flere der ignorerer mig!

Jeg opgav og begyndte selv at følge med i nyhederne. De viste et billede en den afdøde kvinde. Det var et billede fra en af de pårørende. Hun var omkring de 20 år, havde orange langt hår og grønne øjne. Nøjagtig som mig. Som mig? Jamen.. kvinden på billedet ER jo…

Jeg skreg. Ingen lagde mærke til det. Og hvorfor skulle de? Jeg mener.. hvordan skulle nogen kunne høre en død kvindes skrig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...