Prinsessens Øjne

Hvor meget er du parat til at opgive for kærlighed? Og er det i enden det hele værd?

4Likes
1Kommentarer
1052Visninger
AA

1. Dronningens Ønske

I et land langt borte, boede en meget smuk dronning med sin dejlige mægtige mand, kongen. Dronningen var kendt for at have en amulet, der gav hende alverdens skønhed. En amulet der fik snefnuggene til at danse med ynde, hver gang de strejfede hendes ufejlbare lyse kind. En amulet der fik dyrene i skoven, til at liste sig hen til hendes slot og smugkigge ind af hendes vindue. Hvilket føre os videre til den næste magiske genskab, hun havde. En ring af prydet ægte guld, som dværgene oppe i de store bjerge havde brugt flere år på at smede, til der ikke var den mindste ujævnhed. Hver gang dronningen havde ringen på, og det havde hun ofte, kunne hun forstå og tale med alle dyrene. Dronningen sad ofte og spandt ved sit vindue, lige ud til den store frodige grønne skov. I løbet af dagen kom der mange dyr fra fjerne egne for at se om rygterne talte sandt. Var der virkelig en dronning så smuk som selve livet, der samtidig kunne forstå og tale med dyrene? Rygtet talte selvfølgelig sandt. Men dronningen var ligeglad med sine to magiske smykker. Jovist var det godt og for ikke at glemme morsomt, at kunne tale med dyrene og at være så smuk som hun var, men hun manglede noget i sit liv.

Hun var så forfærdelig ensom. Kongen var sjældent hjemme, da han var på jagt i andre lande eller skulle til fornemme møder. Så dronningen sad for det meste af tiden helt alene tilbage på slottet, med kun de indelukkede tjenestefolk som selskab og de besøgende dyr. Men der var ingen andre end hende selv, der vidste at hun sad og græd imens hun spandt de flotteste ting. For dronningen havde alt man kunne ønske sig, bortset fra en ting. Et lille sødt barn. Et barn hun kunne vugge i sine arme, til det faldt i søvn. Et barn som hun kunne opdrage og bekymre sig om, alt imens barnet voksede sig større og større. Men lige meget hvor meget hun havde prøvede at få et barn, ville det ikke lykkes. Kongen selv var ligeglad, han havde ikke tid til et lille barn der hang om halsen på ham. Derfor sad dronningen også en sen eftermiddag og græd ved sit vindue, da en lille fe kom forbi og hørte dronningen græde. Den lille fe kunne naturligvis ikke forstå, hvorfor sådan en mægtig dronning kunne sidde og græde, så hun spurgte dronningen, hvad der var galt?

”Oh kære fe, ser du jeg har alt, men alligevel ikke. Jeg har så mange folk omkring mig hele tiden, men alligevel ikke. Jeg mangler et lille nyt liv kun for mig, et lille yndigt barn. Men det jeg ønsker højest, vil aldrig gå i opfyldelse. De jeg ønsker højest, kan jeg ikke få.” Dronningen gemte fortvivlet sit ansigt i sine hænder. Den lille fe fik straks så ondt af dronningen, at hun besluttede at opfylde dronningens ønske. ”De stakkels dronning ved De hvad? Deres højeste ønske kan stadig nå at gå i opfyldelse. Jeg kan give Dem et lille yndigt barn med sunde røde æblekinder, og en lille lyserød veltruttende mund med den dejligste latter.” Dronningen blev så overvældet, at hun omfavnede Den lille fe og takkede og lovede Den lille fe alt godt i verden. ”Men der er en betingelse, en ulempe,” skyndte Den lille fe sig at sige. Dronningen trak sig bekymret tilbage og så pinefuldt på Den lille fe. Nu havde nogle lige lovet hende det hun ønskede højest af alt i verden, så kunne vedkommende da ikke bare tage det løfte tilbage? ”Dit sunde barn vil blive født med lykke og kærlighed, men det vil mangle en ting. Et syn, to smukke øjne. Dit barn vil blive født uden øjne, dem vil jeg opbevare for hende indtil den dag hun skal forlade denne verden.” Dronningen slappede straks af igen, det kunne have været værre. Hun takkede pænt ja til Den lille fe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...