The Hunger Games - A Different End

Dødspillet er igang. Alle de tolv distrikter, har sendt to personer ud i spillet. en Pige og en Dreng. Men hvad sker der når skovkrigeren Nikita Montefiore, møder Kattua. Kattua ved ikke hvad Nikita er i stand til - men det vil hun finde ud af snart. Nikita er den sidste skovkriger tilbage, pga. dødspillet. Hvert år, dræber de unge flere skovkrigere, pga. frygt. Men det stopper nu. Nikita vil sætte en stopper for det. hun vil hjælpe Kattua og de andre med at overleve til sidste ende. men da magthaverne finder ud af det, tager de Nikita til fange og nu er det de unges tur til at beskydte hende.

3Likes
3Kommentarer
821Visninger
AA

1. My name is Nikita....

Jeg kan se dem alle. De kan bare ikke se mig. Ikke mere.

De dræbte min slægt. Min familie. Men værst af alt. 

Hinanden. Jeg har set alle dødsfaldne. Jeg har prøvet at rede dem.

Uden held. Men så en skete der noget, den dag hvor jeg mødte

Kattua…

 

Jeg løb gennem skoven, i usynlig tilstand. Ingen måtte vide at jeg var her. Jeg satte mig i de højeste træ, og kiggede ned over forsamlingen, af de unge som gjorde jeg klar til at løbe for sit liv. Jeg må hjælpe dem i år. Jeg så for mange dødsfald sidste år, i år skal mindst to overleve. ”GO!” blev der råbt, og de unge løb over mod rygsækkene, tog dem over armen og løb, hurtigt ind i skoven. Jeg brugte mine evner til at lokalisere, den spiller som var tættes på mig. Det var en pige, en ung kvinde. Hurtig det er hun squ. Det må jeg give hende. jeg hoppede, fra trædes top, ned til dens rødder. Jeg kunne mærke jorden vibrer under mine føder, hver gang de unge tog endnu et skridt. ”Hvem er du?” sagde en svag kvinde stemme, bag mig. Jeg hørte at hun spændte hendes bue. Jeg vendte mig om og smilede skævt. ”jeg er en skovkriger. Mit navn er Nikita Montefiore.” sagde jeg og tog tre hurtige skridt over mod hende. ”det er ikke sikkert at stå her.. Kom med” jeg tog fat i hendes håndled, og gjorde os usynlige. Hun stoppede op, da hun så at en af spilles mandlige spiller, komme nærmere. ”Ham kender jeg.” hviskede hun, og pegede. ”Red ham.” ”hver glad for at jeg har et godt hjerte” hviskede jeg tilbage. Vi løb hurtigere end lyset, over mod ham, en evne som en skovkriger kan give, eller dele med andre. Jeg tog hurtigt fat i hans rygsæk, hev den af ham, og tog fat i hans håndled, og løb så hurtigt som jeg kunne med to spillere, til et sikkert sted – mit hjem. ”woah, er det her du bor?” sagde hun og kiggede rundt. ”ja jeg bor, flere kilometer væk fra spilles område. Det ville tage den seksogtyve dage, med løb og uden stop, for at nå her til.” de stirede bare på mig. ”hvem er i så?” smilede jeg skævt og forventede et svar. Ingen sagde noget. ”Gale Hawthorne og Primrose Everdeen, formoder jeg” ”Kattua Everdeen” rettede hun mig.”hvad er der sket med Primrose?” ”jeg valgte mig frivilligt. Hun skal ikke dø. Det er hun for ung til!” udbrød Kattua. Jeg nikkede. Hun er modig, ung og elskelig. Hun skal nok hjælpe mig med at rede de andre spiller. ”hvad er du?” spurte Gale, han virkede usikker og bange. ”jeg er en skovkriger. Jeg har boet i skoven lige siden jeg blev født. Hvert år afholder De dødsspillet og så er jeg forpligtet til at se på at jeres rase dræbee hinanden. Men i år, vil jeg hjælpe. I år er der ingen som skal dø” forklarede jeg, og kiggede på skifte vis over på Gale og Kattua. Mit hjem bestod af fire træer, hvor jeg havde brugt grene og andre træer som vægge og tag. Jeg havde bygget det så jeg kunne sove et trygt sted uden nogen larm. Det var 25 senge. En til hver person i spillet og mig selv. ”tag en seng og lad som, om I er hjemme. Der er mad i hjørnet, det over” sagde jeg og pegede. ”hvor skal du hen?” spurte Kattua, ” Jeg skal nå at rede de andre inden de dræber sig selv” sagde jeg og gik. Jeg løb, så hurtig som jeg kunne, men stoppede hurtigt op da jeg kunne lugte blod. ”shit” hviskede jeg og løb over til personen som lige var faldet. Jeg gjorde mig usynlig, tog fat i skyderens bue og pile smed dem, langt væk, tog ham i hånden og kastede ham ind i et træ. ”hvaaad?” stammede han og ømmede sig. Jeg satte mig ved siden af den sårede og gjorde mig synlig. Hun gipsede forskrækket. Hun havde en pil i låret. ”det kommer nok til at gøre lidt ondt” sagde jeg og tog fat om pilen og hev. Hun skreg af smerte, da pilen kom ud. Jeg lagde min ene hånd over hendes mund og den anden over det hul som pilen havde lavet. Jeg lukkede mine øjne og sagde en besværgelse. Det lyder som volapyk, men det virker. Jeg tog mine hænder til mig og hulet var væk og hun havde ingen smerter mere. ”kom med” sagde jeg og tog hende og ham som jeg havde, kastet ind i træet med mig, gjorde os usynlige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...