Rue: Med døden til følge - The Hunger Games

Kun 12 år gammel og skræmt fra vid og sans, bliver pigen Rue nådesløst kastet ind i Dødsspillet med treogtyve andre stærkere, ældre og modigere deltagere. Hvordan klarer hun sig, når det er hendes liv der står på spil?

Jeg har læst bøgerne på engelsk, så nogle af navnene vil være lidt anderledes, for dem der har læst dem på dansk.

Jeg vil meget gerne have nogle kommentarer, så jeg ved, om der er noget der skal laves om på - eller andet :)

9Likes
3Kommentarer
2241Visninger
AA

2. Gyldenbrune øjne

Tik, tak, tik, tak...

Uret på natbordet ved siden af Rue konstaterede at der kun var to minutter tilbage, inden Shanti ville stå uden for døren og råbe i vildens sky for at få Rue ud af sengen og ned til morgenmaden. Men hvad var pointen? Hun vidste, at lige så snart hun trådte ét skridt inden for Dødsspillets murer, ville en nådesløs pil ramme hende fatalt gennem brystet. Og så er der allerede en fjende ude af billedet, tænkte hun med et opgivende træk på skulderen. Og hvad skulle der så blive af hendes mor? Hun ville aldrig kunne klare sig uden Rue. 

Hun lagde sig tilbage mod sengens bløde lag og lukkede øjnene tæt i. Hun genspillede hele udtrækningsceremonien for sig i hovedet. Hun mindedes alle hendes venner og bekendte. Iblandt dem, mødte hun masker af chok eller triumf. Ja, hun genkaldte det vindende, håndende blik i Troug fra Kløveelbens øjne. Det var et blik, der bare råbte: Ha, dit navn, du, blev trukket, og det gjorde mit ikke! Og det var da en skam! tænkte Rue bittert og bed tænderne sammen. Men måske var det meget godt, at det ikke blev ham. Troug var godt trænet. Den stærkeste af drengene i distrikt 11. Hans far var en vigtig mand. Han udstålede en irriterende og, ligesom hans søn, triumferende autoritet. Han kunne få alt, hvad han pegede på uden at løfte en finger. Han brugte den i hvert faldt ikke til andet end at klø sig i røven. Rue kunne ikke helt komme i tanker om, hvorfor Trougs far fik lov til at gøre, hvad han ville, men det var vist et eller andet med, at han havde været Præsident Snows fortrolige i flere år. Den eneste grund til, at han var flyttet til distrikt 11, var fordi han havde forelsket sig i en kvinde der boede der. Han ville gerne have hende til at flytte til Panem, men hun nægtede. Så til hans misbehag, måtte han jo flytte. Det var vist også den eneste gang, han havde gjort noget, han ikke havde lyst til, tænkte Rue og sukkede dybt. Hvis bare...

Lyden af en høj og øredøvende banken bragte Rue tilbage til virkeligheden. Hun fik med lidt besvær skubbet sig ned fra den høje seng og hen til døren for at lokalisere kilden til den unødvendige støj. Forsigtigt og lydløst åbnede hun den tunge aluminiumsdør. Hvad der befandt sig uden for døren, var noget hun ikke havde forventet.

Thresh, den mandlige deltager fra distrikt 11, knælede på gulvet uden for hendes dør. Rue så ind i de bekendte gyldenbrune øjne - en farve magen til hendes egen. Normalt var det som om en kold og robust betonmur skilte Thresh fra resten af verden. Han havde isoleret sig endnu mere end Rue.

Men nu, nu da hun så ind i hans ellers altid iskolde øjne, fandt hun kun et blik af fortvivlelse og sorg. Hun satte sig ned på hug foran ham. Hvad skulle hun gøre? Aldrig i sit liv havde hun været så tæt på en dreng før. Hun havde altid været for genert. Desuden var hun stensikker på, at ingen dreng på jorden ville have en lille, spraglet pige som hende selv. Dog havde Rue selv været vild med flere fyre - mange på én gang. Men alle de drenge hun godt kunne lide var alt for gamle til hende. En gang havde hun faktisk været hemmeligt forelsket i Thresh. Men det måtte han aldrig få at vide. Hun havde været nødt til at få sin veninde Thristle til at sværge, at hun aldrig i sit liv ville nævne det for nogen. Thristle havde nemlig tænkt sig at fortælle Thresh, om Rues hemmelige følelser for ham.

Rue havde ikke været tætte venner med Thristle efter det.

Endnu en gang opslugt af egne tanker, måtte Rue tvinge sig selv til at vende sin ufordelte opmærksomhed mod Thresh. Han sad bare; sad bare og så ned i det grå betongulv. Alt i bygningen, bortset fra nogle enkelte genstande, var lavet af gråt, ubrydeligt beton. Man skulle jo nødigt slippe væk, inden Dødsspillet blev sat i gang.

En lyd, der lød som en blanding af et hulk og et grin, undslap den store skikkelse, der knælede foran hende. Hans brede skuldre hang, så han ikke så lige så enorm ud, som han plejede. Rue fik medlidenhed med det store brød af en dreng og lagde forsigtigt armene om ham. Først stivnede han. Chok, overraskelse, tænkte Rue. Men så med ét knugede han hende tæt ind til sig. Hans arme føltes hårde som det betongulv de sad på. Han duftede af gran, men det var blandet med noget, der fik Rues øjne til at fylde med tårer. Han lugtede af hjem. Rue havde ikke troet, at hun ville komme til at inhalere en duft så velkendt, hjemlig og tryg igen. Tænk en gang. Her sad hun med Thresh af alle mennesker. I hovedstaden Panem, skabt af Satan. Hun tog mod til sig. Nysgerrighed var en af hendes dårlige sider.

  "Thresh? Hvad er der galt?" spurgte hun så lavt, at man næsten ikke kunne høre hende. Men Thresh måtte have hørt hende, for han svarede hende med en hæs, røstende stemme: "Det er min, øhm, far. Han-han har et meget stort temperament, og når det bliver for meget, søger han trøst i alkohol. Jeg har altid været den eneste, der kunne få ham til at stoppe - tage en slapper, du ved. Men i går blev savnet af mig for meget; vreden over, at jeg nok ikke ville vende hjem igen. Så han, o-opsøgte nogle Fredsvogtere, og-og..." Hans stemme kækkede over og en strøm af tårer faldt i en hidsig fart ned af hans kinder.

Rue havde en forfærdelig fornemmelse i maven, men hun ville ikke presse på. Han skulle selv have lov til at fortælle resten, når han var klar igen.

Det forfærdelige regnskyl af tårer, stilnede og forvandledes til en, næsten, uhørlig silen.

  "De slog ham ihjel," udbrød han. "Min far, han ville slås, og de førte ham væk - og han kom ikke tilbage. Så i dag- I dag fandt kromutter Listle, din ven Thristles mor, ham. Død." Nu var det Rues tur til at knuge Thresh ind til sig og lade tårerne falde frit. Hun vidste ikke, hvorfor hun pludselig var så følelsesladet - det kunne ikke beskrives. Men hendes mor havde altid sagt, at Rue var en følsom og empatisk sjæl. Hun ville ønske, at hun kunne sige noget der ville hjælpe ham, opmuntre ham. Men for en gangs skyld, var der ikke en tanke i Rues hoved.

Hun kunne mærke Thresh løfte sit hoved fra hendes skulder. Den var blevet gennemblødt af Threshs gigantiske og varme tårer. Han tørrede sit ansigt med sin håndflade og så på hende, med et blik hun ikke forstod. Han lod en varm hånd glide forsigtigt hen over hendes våde kind og smilede. Eller noget der var var i nærheden af et smil i hvert fald.

  "Der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig, Rue." Rue ventede i tavshed.

  "Du er min søster," sagde han saligt.

Inde i Rues hoved eksploderede et hav af tanker...        

 

 

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...