Rue: Med døden til følge - The Hunger Games

Kun 12 år gammel og skræmt fra vid og sans, bliver pigen Rue nådesløst kastet ind i Dødsspillet med treogtyve andre stærkere, ældre og modigere deltagere. Hvordan klarer hun sig, når det er hendes liv der står på spil? Jeg har læst bøgerne på engelsk, så nogle af navnene vil være lidt anderledes, for dem der har læst dem på dansk. Jeg vil meget gerne have nogle kommentarer, så jeg ved, om der er noget der skal laves om på - eller andet :)

9Likes
3Kommentarer
2170Visninger
AA

1. Uden skygge

I det kunstige lys fra natlampen på bordet ved siden af hende, lå hun og tænkte. Udenfor havde mørket omsider raget sin lange, ækle arm frem og opslugt byen Panem. Ingen mennesker kunne ses på hovedstadens kolde gader. Aldrig i sit liv havde hun følt sådan en frygt. Ikke engang da naboens store, bidske hund havde overfaldet hende i baghaven. Man kunne vel ikke rigtig kalde det for en baghave, men hun kendte ikke andre ord for det lille stykke jord med græs på, der lå bag det lille forfaldne skur af et hus. 

  "Jeg er kun tolv år," udbrød hun hulkende. Eller gjorde hun? Her på det seneste havde hun ikke kunnet kende forskel på, hvad der foregik inde i hovedet på hende, og hvad hun sagde højt. Hun havde lukket sig inde. Isoleret sig fra den mægnde af mennesker, der havde kendt hende siden barns ben, men som ikke kunne sætte sig ind i, hvordan hun havde det nu. Alle de gamle mænd og koner fra nabolaget derhjemme, dem hun plejede at stage en lille sludder med, der forærede hende brød, bare fordi de godt kunne lide hende. Hun kendte dem ikke længere. Og nu lå hun i en ukendt by, i en fremmed seng. Der var ganske vist blevet taget godt af dem. Maden var helt vidunderlig, hun kunne ikke genkalde at have smagt mad så fortryllende før. Og der var bunkevis af det. Men hun havde aldrig været en stor spiser, og selvom maden var imponerende lige så vel som resten af Panem kunne hun ikke lade være med at tænke, at hun ville have været meget gladere, meget mere tilpas, hvis hun kunne være hjemme igen. Det var ligegyldigt med alle menneskerne derhjemme, det var bare den følelse af længsel efter at være tryg igen, der tvang hendes tanker til at dagdrømme. 

Efter offentliggørelsen af deltagerne fra deres distrikt, det næstsidste distrikt, havde hun til sin rædsel set, at en pige fra det 12. distrikt, en pige på hendes egen alder, også var blevet udvalgt. Og hun så med en hjertebankende beundring, at en mørkhåret pige med en lang, flot fletning trådte frem fra hoben af mennesker og tog pigens, Prims, plads i det skrækindjagende Dødsspil. Aldrig før havde hun set så megen skræk og beslutsomhed i en persons blik. Men pigen med fletningen, hun gjorde hvad intet andet menneske i legenes historie havde gjort før: Hun ofrede sig selv, sit liv og sin "frihed", for et andet menneske. 

Rue sukkede og vendte tilbage til deprimerende tanker om morgendagens problemer. Mon hun nogensinde ville komme hjem igen? Hun tvivlede. En lille pige mod treogtyve andre ældre, stærkere og bedre trænede deltagere. Hvad skulle der blive af hende? Og selvom hun formåede at vinde Dødsspillet, kunne hun ikke garantere, at hun ville komme tilbage som den præcis samme pige, der forlod distrikt 11. Nej, den chance var nok lig nul.

  "Og hvad kan jeg egentlig?" Denne gang var hun sikker på, at hun havde sagt det højt, for hun kunne høre ekkoet af hendes egen lille, bedrøvede stemme strømme gennem det næsten mennesketomme værelse hun lå i. Det mindede hende bare om, hvor alene hun egentlig var. På trods af den fine pointgivning hun havde fået af dommerne, var hun stadigvæk ikke sikker på, hvorfor hun havde fået et 7, for den overfladiske præstation hun havde vist. At springe fra forhindring til forhindring var ikke noget særligt i hendes verden. Det var det man gjorde til dagligt i distrikt 11. Men hun måtte indrømme at hun var blevet god til det. Nogle gange konkurrede hun med skovens flyveegern, og hun var overraskende tilfreds. Hvis Rue var et dyr, så ville hun være et flyveegern. Hendes mor plejede at kalde hende Sans Ombre. Det var de franske ord for Uden Skygge. Hendes mor sagde, at hun bevægede sig så hurtigt gennem byen, fra træ til træ, at man ikke kunne nå at se hendes lille efterfølger, den mørke skygge.

Rue brast i gråd. Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Det var ubarmhjertigt, umenneskeligt og ikke mindste hadefuldt at sende en gruppe børn i døden, bare for underholdningens skyld. Hun forbandede den mand, der havde opfundet Dødsspillet. Hvilket grusomt menneske han måtte have været.

Langsomt forsvandt den pludseligt ophidsede flamme i hende sjæl, og den blev erstattet med med en følelse blandet af hjælpeløshed og skræk. Mens en varm, saltet tåre gled brændende ned ad Rues kind, så hun over på uret på det lille natbord. Klokken var 06:00. Om to timer skulle hun op og stå ansigt til ansigt med døden i form af et spil...   

 

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...