Fucking Facebook

Der skal ikke meget til. En kommentar eller to, og du er ødelagt.

5Likes
36Kommentarer
1525Visninger
AA

1. Fucking Facebook

Hun var lige kommet hjem fra skole. Hun smed tasken i gangen og gik ind på sit værelse. Hun havde lige fået nyt tapet og synes det var rigtig flot. Hun var rigtig glad. Det havde været en god dag. Hun åbnede sin computer og gik på Facebook. Hun surfede lidt rundt på nogle forskellige sider, da der pludselig kom en notifikation. En fra hendes klasse havde skrevet på hendes væg. Hun trykkede på sin væg og så, at hele hendes væg pludselig var fyldt med grimme kommentarer om hende. Der stod ting som: Du er så klam, dit svin. Jeg fatter ikke folk gider være sammen med dig, men det er også klart jeg synes det, når du er så tyk. Din bitch. Du er så fed og klam, at jeg ikke kan holde ud at se på dig. Hun havde også fået beskeder. Hun havde fået en besked fra den dreng, den dreng hun havde været vild med, så længe hun kunne huske. Du er mega tyk og klam. Ingen kan lide dig, kælling! Hun forstod ikke noget. Hvorfor kaldte folk hende sådan nogle ting? Det var jo hendes venner! Hun skyndte sig at logge af Facebook og slukke computeren. Hun kunne mærke tårene presse på og hun begyndte at græde. Bare græde og græde og græde. Tårende ramte hendes blomstrede dagbog. Den dagbog, hvor hun havde skrevet drengens navn over det hele. Ham der lige havde skrevet til hende. Det var helt fra personer hun tit var sammen med, til nogen hun knap nok kendte, der havde skrevet på hendes væg. Hvad var der galt med hende? Folk havde aldrig sagt eller hentydet til sådan noget før. Hun havde gode venner, som hun tit var sammen med, enten hjemme eller i klub, som pludselig skrev grimme, onde og nedladende ting til hende over nettet. Hun åbnede sin dagbog og rev en side ud. Hans navn var skrevet over det hele med skråskrift. Hun rev en side mere og en mere. Tilsidst var dagbogen helt smadret og papirene flød ud over det hele. Hun vidste godt, at hun måske ikke var den tyndeste pige i klassen, men hun var ikke tyk! Eller var hun?

Hun tørrede øjnene, men det nyttede ikke noget. Tårene løb. Hun rejste sig og gik ud på badeværelset. Kiggede sig i spejlet. Hun tog alt sit tøj af, undtagen undertøjet og kiggede på sit spejlbillede. Hun så en pige. En pige der ellers var glad for at være den hun var. En glad pige, der aldrig kunne drømme om, at sige noget grimt om nogen. En pige der lige var blevet offentlig ydmyget på nettet, uden at vide hvorfor. Hvorfor gør man sådanne ting? Hvorfor? Det er spørgsmålet. Men hvem skulle hun spørge? Det vidste hun ikke. Hun mærkede og kiggede på sin krop. På hendes lår, mave og ansigtet. Tårene løb stadig langsomt ned af hendes runde kinder og hendes mandelformede, blå øjne var fyldt med tåre og blev ved med at fyldes, jo længere tid hun kiggede på sit spejlbillede. Hun lukkede øjnene og tænkte på hendes dag. Hvordan hun og hendes veninder havde snakket og grinet sammen. Alt i alt bare havde haft en god dag. Hvordan hun havde fået ros af læreren og var blevet rigtig stolt af sig selv. Hvordan hendes venner også havde rost hendes stil og sagde hun var så pæn og sød. Men hvorfor? Hvorfor løj de? Ville de opbygge en tryg mur omkring hende og uden nåde ødelægge den, når hun var allermest tryg? Hun fik ingen svar og det ville hun heller ikke få et svar.

Hun stod på badeværelset. Tænkte. Tænkte. Pludselig blev alt tomt. Hendes hoved blev tømt for tanker og hun kastede sig ned til toiletbrættet. Opkasten strømmede gennem hende, ned i toilettet. Hun kastede op flere gange og tilsidst sad hun bare på gulvet, med armene hængende og hovedet på brættet. Hun svedte og hendes lange, lyse hår klistrede sig til hendes svedige krop. Hun ville ikke mere. Hun havde besluttet sig. Uden at rede hår eller noget, tog hun tøj på igen. Hun rodede i skabet på badeværelset. Glassene med piller, væltede ud på gulvet og hvide piller væltede ud af pilleglassene. Men tilsidst fandt hun dem hun ledte efter. Panodilerne. Hun havde hørt, at man ikke måtte tage flere om dagen, da det kunne være skadeligt. Hun fandt hurtigt en flaske i køkkenet og fyldte den med vand. Vandet i flasken kunne ikke måle sig med alle de tårer hun havde grædt idag. Da hun havde fyldt flasken gik hun ud af huset med pillerne i højre hånd og flasken i venstre. Hendes mor skulle ikke se hende. Og da slet ikke hendes lillesøster. Den lillesøster, som så op til den storesøster, den pige der var på vej væk nu. Det skulle være et andet sted, et sted ingen så eller kom. Hun vidste hvor hun skulle hen.

Målrettet gik hun ud over den gyldne kornmark. Det støvregnede på hendes hår, på hendes næse. Det var en stor mark, men i enden af marken, var nogle træer. Hun var næsten sikker på, at ingen ville lede her. Det var ret øde, hun behøvede kun, at stille sig lidt bag buskadset mellem træerne, når hun tog pillerne. Det var sensommer, og den kolde vind blæste op under hendes hår og hun følte sig fri. Fri til at gøre lige hvad hun havde lyst til. Der var ingen vej tilbage nu. Hun havde besluttet sig. For hvad var livet værd, hvis ingen elskede hende? Hun nærmede sig de næsten nøgne træer. Hvad var livet værd, hvis ens bedste venner ikke elskede en alligevel? Hun stillede sig mellem det tætte buskads. Hvad var livet værd, når man var tyk? Hun åbnede vandflasken og pilleglasset. Hvad var livet værd, hvis den man elskede, ikke ønskede ens nærvær? Hun tog en lille håndfuld piller i hånden og lagde dem i munden. Hvad var livet værd? Hun tog vandet op til munden og skyllede pillerne ned, en efter en. Det hele var bare et spil. Et åndsvagt spil, som aldrig ville slutte. Et spil folk spillede, for at få magt, og ikke falde i grøften som de svage led. Det gav ikke mening. Men det var der efterhånden ingenting der gjorde længere. Livet var ikke noget værd, længere, men selv hvis det var, var det for sent nu...

Hun var et af de svage led. Hun var egoistisk. Hun glemte sin mor og sin lillesøster. Hun glemte sig selv, glemte at sige farvel. Glemte at få et svar. Hun var tilfreds og glad for sig selv, inden fucking Facebook ødelagde det hele. Nu er det for sent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...