Shadows

Dette er en anderledes verden, der ligner vores uhyggelig meget. I hovedstaden findes der mange bander. Men i disse bander er medlemmerne knyttet tæt sammen, som en familie, og derfor er det farligt når to bander mødes, for man kan let miste nogle, man elsker...

4Likes
2Kommentarer
1684Visninger
AA

4. Tvillingernes værste fjender

Jenny var den første han fik øje på, da han brasede ind i den forladte forretning som var deres hjem. Han løb nærmest over til hende og fortalte alt hvad han havde set og hørt. Jenny gloede først på ham som om at han ikke var helt klog, men da han var færdig, lyste hendes ansigt af chok.

"Hvordan så de ud?"

Det irriterede Jim at hun spurgte hvordan de så ud, når han lige havde sagt at der var to bander der måske slog sig sammen for at bekrige dem. For at irritere hende, såeh..."Hvem?"

"Ja hvad TROR du? De to du udspionerede!"

"Altså siden det ikke var min mening 'udspionerede' jeg dem da ikke..."

"HVORDAN SÅ DE UD FORHELVEDE?!"

"Okay, okay..."

JIm tænkte tilbage. Pigen... havde hun ikke haft lyst hår? Jo, han huskede hvordan det filtret lå ned af ryggen. Og drengen, ja han havde kedeligt brunt hår... Deres ansigter kunne han ikke fremkalde, det havde været for mørkt. Han gentog det han lige havde tænkt igennem til Jenny. Hun så næsten bange ud, og Jenny var ikke bange særlig tit.

"Jeg tænkte det nok... Jim, jeg tror at dem du udspionerede..." hun så strengt på Jim for at han ikke skulle rette det. Jim forblev tavs. "Jeg tror nok at det var Annie og Jacob, de er med i Gabriels bande."

"Hvordan ved du det?"

Hun himlede med øjnene "Ja falder det dig ikke ind, at jeg måske havde mødt dem før?"

"Selvfølgelig, men det var som om du vidste hvem de var med det samme, også var du helt sikker efter jeg havde beskrevet dem!" Jim satte sig på en stol, da han var træt af at stå op. Til hans overraskelse fuglte Jenny hans eksempel. "Hvem er de egenlig? Hvor kender du dem fra?" spurgte JIm.

Jenny sukkede stille. Hun så trist ud. "Sebasuchianu og jeg boede på det samme børnehjem som dem, for omkring seks år siden."

"Ah," Jim nikkede, nu forstod han. Sebastian og Jenny gik på børnehjem, da de var elleve år gamle stak de af, og fandt banden, som de nu er en del af. "Og i var fjender eller sådan noget?"

"Nej, vi var bedste venner, allesammen!"

Jim blinkede.

"Ja altså indtil de forrådte os selvfølgelig!"

"Nu er jeg forvirret igen."

"Ja..." Jenny så trist ud. Jenny, som altid råbte af ham, og hendes latter kunne høres gennem hele deres hjem. Der var intet muntert i hendes træk nu, en side af hende, som hun sjældent viste frem. Det må have været slemt, hvad end der havde sket. "Det er bare... fordi Sebasuchianu og jeg mødte dem, Annie og Jacob er forresten også søskende, jeg ved godt de ikke ligner hinanden særlig meget, men det er de altså." hun var stille i et øjeblik, før hun forsatte: "Vi boede sammen, Sebasuchianu og jeg var ni år, Annie var otte og Jacob fire. Altså Jacob fuglte jo sin storesøster hele tiden, han var hele tiden i hælende på hende. De havde også begge svært med at tale med de andre børn på børnehjemmet, fordi de overværer scener hvor Annie truer Jacob, eller at hun faktisk slår ham. Det undrer mig stadig at han blev ved med at følge efter hende, på trods af det hun udsætter ham for. Men Sebasuchianu og jeg blev gode venner med dem. En dag talte vi pludselig til hinanden, og det forsatte, til vi blev rigtig gode venner.

Der var bare noget som de holdte skjult for os. Jeg tænkte at det ikke ragede mig, men de forsvandt pludselige flere gange og dukkede op igen om aftenen. Ikke at det var forbudt at gå ude for børnehjemmet, de gjorte det bare så tit og... jah, det var bare mærkeligt." hun stirrede fraværende ned i gulvet, hun levede sig godt ind i fortiden. "En dag kom de hen til os. Det var ved at være et godt stykke tid siden, sidst vi rigtig var sammen, for de var jo hele tiden væk. Nå... De sagde til os at vi skulle følge med dem, og..."

"Yonni? Hvor er du?!" Lød en stemme ude fra gangen. Sebastian kom ind, og kiggede underligt på dem. "Det var vel nok mærkeligt, i er i samme rum, og råber ikke af hinanden."

"Hold nu mund!" snerrede Jenny af ham. "Er du bare her for at irritere os eller har du noget fornuftigt at komme med?"

Sebastian så i et øjeblik overrasket på hende, det plejede at være ham der satte hende på plads. "Øh... jeg ville bare sige at vi holder møde i morgen..." han fik et ligeglad udtryk igen. "Med banden, altså."

"Jeg kunne da godt regne ud at vi ikke skulle holde møde med politikerene eller folkeskolens lærere. Jeg er ikke dum, Sebasuchianu! Selvom du sikkert syntes jeg er det, bare din dumme søster!" selvom hun var opdrevet over det med Annie og Jacob, syntes Jim ikke at hun kunne tillade sig at lade det gå ud over Sebastian.

"Yonni, tag dig sammen. Selvfølgelig er du ikke dum!" Sebastian lagde armene over kors.

"Nej, jeg er bare den irriterende søster! Er jeg ikke? Har jeg ikke ret?"

"Yonni..."

"DU GIDER JO IKKE AT HAVE NOGET MED MIG AT GØRE LÆNGERE!" skreg hun. "VI ER TVILLINGER! VI BURDE STÅ SAMMEN! MEN DU..."

En eller anden rømmede sig højlydt. Bag Sebastian stod der en dreng - eller ung mand, hvis man tager hans alder, men han er ret lav - han så utålmodig ud.

"Ja, hvad er der, Rune?" spurgte Jenny surt. Sebastian gloede stadig fuldstændig paf på hende.

"Øhm, jeg ville bare sige at Jonathan er vendt tilbage fra sin... rejse." han virkede ikke synderlig berørt over at have afbrudt et personligt skænderi, men lige nu var Jim ligeglad.

Jonathan var tilbage!

Jenny vendte sig mod Jim: "Du får resten afvide en anden gang."

"Resten af hvad?" spurgte Sebastian. Jenny så koldt på ham.

"Det rager virkelig ikke dig, eller jo det gør det egenlig. Men det har du ikke gjort dig fortjent til!" Jenny gik ud af rummet, Rune fuglte efter hende.

Jim og Sebastian fik øjenkontakt, og han tænkte, at der måtte foregå et eller andet mellem de to som han ikke kendte til.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...