Musikken viser vej (1D)

Darcy er 16 år. Hun er vokset op i Mullingar, Irland og har boet der siden hun var helt lille. Hendes far er fra Irland og hendes mor fra England. Men da hendes forældre blev skilt da hun var 12, flyttede hende og hendes mor til London. Darcy måtte forlade hendes bedste venner - hun savnede især en helt speciel én. Hendes største drøm er at blive sangerinde og lever og ånder for musikken. Derfor tager hun til sin første X-Factor audition sammen med sin mor - helt præcist X-Factor UK 2010. Hun klarer sig fint, det hele er perfekt. Da hun er på vej hjem med sin mor, møder hun en hel speciel person - og ham følger hun hel til enden af X-Factor.

20Likes
34Kommentarer
3745Visninger
AA

6. Sangvalg

Et par dage efter var der rigtig stille på hotellet. Det var i dag vi skulle synge for dommerne for at blive iblandt de 10 næste der gik videre. Jeg var rigtig spændt. Dagen før havde vi danset for dommerne. Det var gået fint nok, syntes jeg. Det kunne have været værre. Meget. Cher havde selvfølgelig danset perfekt; hun fik endda gode kommentarer fra Felicity bagefter. Jeg havde stået lige ved siden af hende, men om der kom kommentarer til mig? Nej, ikke engang én eneste kommentar. Lige nu sad jeg på værelset. Cher var nedenunder for at øve. Jeg sad bare her med min guitar. Det var flot vejr udenfor. Fantastisk vejr. Jeg burde ikke sidde herinde, jeg burde gå udenfor og nyde vejret. Det kunne jeg vel også lige så godt, men jeg hadede når folk skulle høre mig synge. Jeg hadede det. Derfor var det måske ikke så smart at være med i X-Factor?

Niall øvede vidst med Liam. De havde fået det rigtig godt sammen i løbet af få dage. Liam var fin nok, men det var stadig akavet efter vores lille … vores første møde. Jeg kunne godt snakke med ham, være sammen med ham og så videre, men jeg kunne ikke grine med ham på samme måde som jeg kunne med Niall. Jeg kunne i det hele taget ikke grine med ham. Jeg anede ikke hvorfor. Han var en sød fyr, tjek. Han så godt ud, tjek. Han sang fantastisk, dobbelt tjek! Der var bare ikke nogen kemi imellem os. Måske skulle vi bare lære hinanden at kende?

Jeg vidste heller ikke hvad jeg skulle synge for dommerne, Cher havde haft det samme problem. Jeg havde tænkt lidt på ’Lost’ af Anouk, ’The A-Team’ af Ed Sheeran eller ’Cry Me Out’ af Pixie Lott. Hvis jeg spille ’The A-Team’ eller ’Lost’ ville jeg spille på guitar, men hvis det var ’Cry Me Out’ ville jeg lave en acapella-version. Jeg var lidt fortabt lige nu. Måske skulle jeg prøve at spille dem alle sammen og derefter se hvad der virkede bedst?  Jeg tog et par akkorder til Lost. Så begyndte jeg at synge. Jeg elskede den sang, den var virkelig smuk. Jeg levede mig ind i musikken, ligesom Felicity sagde jeg skulle. Jeg kunne ikke leve mig ind i musikken ved at danse, men med følelser. Jeg var meget musikalsk, men havde aldrig været et naturtalent på dansegulvet. Jeg sluttede sangen af og så op. Dér stod Liam. Jeg fór sammen og så på ham med store øjne. ”Liam! Hvad laver du her?” sagde jeg og så fast på ham. Havde han sneget sig ind? Jeg havde ikke hørt døren. Den havde da været lukket, havde den ikke? ”Ja, undskyld. Niall bad mig hente dig. Han vil gerne vide hvad du syntes om den sang han har i tankerne,” sagde han. Han stak hænderne i lommen og lavede hairflip. ”Hvad? Jamen … hvorfor kunne han ikke selv være kommet?” Jeg lagde guitaren og rejste mig. ”Jeg udleverede mig selv,” tilstod han og løftede hænderne i en beklagende manøvre. ”Ja-ja,” sagde jeg så og gik ud af døren. Han var lige i hælene på mig. Han nåede op på siden af mig. ”Niall er i øvelokale nummer 9. Han ville tale alene med dig.” Liam så på mig. Hvad snakkede han om? Alene? ”Well, okay,” sagde jeg og rynkede min pande uforstående. Derefter styrtede jeg ned af trapperne for at finde lokale nummer 9. Dér var den. Lige foran mig. Jeg gik hen imod den. Jeg tøvede lidt med at åbne døren. Derefter så jeg på Liam. ”Hvad? Vil du vente herude, eller hvad?” Han trak hænderne op fra lommen og bakkede væk. ”Rolig, rolig,” sagde han og lo. Så trak jeg ned i håndtaget. Jeg gik ind. Der sad Niall med sin guitar – som sædvanlig. Hvis du ikke kunne finde ham med sin guitar, fandt du ham med en fodbold eller noget mad. Han kunne tale om fodbold og Derby dagen lang – og spise dagen lang. ”Hej,” sagde jeg. Jeg satte mig ved siden af ham. Han sendte mig et lille smil. ”Har du fundet ud af hvad du skal synge?” spurgte han. Jeg nikkede. ”Lost af Anouk,” svarede jeg. Nu nikkede han. ”Jeg aner ikke hvad jeg skal synge.” Han sukkede. Jeg tænkte kort. På en sang. En sang Niall kunne synge. Jeg brød min hjerne. ”Hvad med … Du elsker jo Oasis, ikke? Hvad med at synge en sang de har skrevet?” Jeg smilede til ham. Han nikkede. ”Det var en god idé!” sagde han så. Han klimprede lidt på guitaren og begyndte så at spille. Jeg kunne med det samme høre, at det var ’Champagne Supernova’. Jeg smilede. Han sang så smukt, jeg kunne ikke forstå han havde gemt det hele væk bag en facade i så mange år. Han var meget talentfuld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...