Musikken viser vej (1D)

Darcy er 16 år. Hun er vokset op i Mullingar, Irland og har boet der siden hun var helt lille. Hendes far er fra Irland og hendes mor fra England. Men da hendes forældre blev skilt da hun var 12, flyttede hende og hendes mor til London. Darcy måtte forlade hendes bedste venner - hun savnede især en helt speciel én. Hendes største drøm er at blive sangerinde og lever og ånder for musikken. Derfor tager hun til sin første X-Factor audition sammen med sin mor - helt præcist X-Factor UK 2010. Hun klarer sig fint, det hele er perfekt. Da hun er på vej hjem med sin mor, møder hun en hel speciel person - og ham følger hun hel til enden af X-Factor.

20Likes
34Kommentarer
3731Visninger
AA

4. Min roomy

Jeg slæbte min kuffert ud af min mors bil og tog mine solbriller af. Der var det så – det sted bootcampen skulle foregå. Det var et kæmpe hotel. Jeg så på det og var næsten helt målløs. ”Jamen goddag,” sagde jeg for mig selv og stak solbrillerne i lommen. Min mor kom hen og stod ved min side. ”Min lille datter er ved at blive voksen,” sagde hun nostalgisk. Jeg grinede kort af hende. Sød, det var hun altså. En fantastisk mor. Pludselig vibrerede min telefon i lommen. Jeg trak den op og så Nialls ansigt på min skærm. Jeg tog den. ”Darcy her,” sagde jeg. ”Irish Guy here,” lød det i den anden ende. Jeg grinede kort. ”Hej Niall,” sagde jeg og smilede. ”Sup? Er du her et eller andet sted, eller hvad?” spurgte han. Jeg så mig omkring. ”Hm, i midten af parkeringspladsen, hvis jeg skal være helt ærlig.” Niall sukkede kort og begyndte så igen: ”Jamen det skal jo nok blive let at finde dig! Ses indenfor, beauty,” sluttede han og lagde på. Jeg trak telefonen væk fra øret og så på den. ”Ses,” sagde jeg så for mig selv og vendte mig imod min mor. ”Nå, så er det vel farvel,” mumlede jeg og lagde an til et kram. ”Ja,” sagde min mor trist og trak mig ind i et kram. ”Lover du at ringe så snart du har fået afgørelsen? Om du er videre eller ej?” Jeg så på hende. Jeg havde næsten medlidenhed med hende, for hun skulle være helt alene hjemme i vores kæmpe lejlighed i London – men min bror ville vel besøge hende … ville han ikke? ”Jo, selvfølgelig mor,” begyndte jeg. ”Du er den første jeg vil ringe til i hele verden.” Hun smilede og trak mig ud fra vores kram. ”Nå, gå så,” sagde hun og hulkede kort. Hun tørrede en tåre væk. ”Inden jeg oversvømmer hele parkeringspladsen.” Jeg grinede kort og hun kyssede mig på kinden. Så gik jeg op imod hotellet med min guitar og mine tasker.

Da jeg var gået igennem svingdøren, nåede jeg ind i den største lobby et menneske NOGENSINDE ville kunne forestille sig. Mit ’wow’ kom på banen igen. Jeg så mig omkring. Det her var virkelig kæmpe. Det var ikke det mest charmerende sted, men det var stort. Jeg nikkede kort for mig selv og tænkte: ”Det ser da ud til at X-Factor klarer sig meget fint …” Jeg gik hen til skranken. En gammel dame med hornbriller var dybt fokuseret på hendes computerskærm. Hendes rynker var meget ... rynkede. Hendes trøje var meget nedringet, og det var ikke ligefrem et syn jeg ned. Jeg rynkede kort på næsen. Hendes parfume ramte mig i ansigtet. Jeg rømmede mig. ”Ja?” sagde hun nedladende og løftede blikket fra skærmet. ”Øhm, jeg skulle spørge om …” sagde jeg, inden hun afbrød mig. ”X-Factor?” spurgte hun så, 100 gange mere nedladende end før. ”Øhm, ja,” sagde jeg og pustede kort ud. Jeg kørte en lok hår om bag mit øre. ”Dit navn?” spurgte hun. ”Øhm … Darcy Devlin,” svarede jeg, som om jeg havde glemt mit eget navn. Hun lod sine øjne løbe ned over computerskærmen og løftede så igen blikket. ”Darcy Jolene Devlin, værelse 1382. Du skal dele værelse med Cher Lloyd.” Hun rakte en nøgle hvor der sirligt stod tallet ’1382’. ”Øhm, hvilken etage er værels …” startede jeg, men hun fejede mig til side, da der trådte en anden kunde hen foran mig. Jeg takkede hende mange gange og gik så imod elevatoren. ”Og hvor er du så, herlige værelse 1382?” Jeg sukkede kort, trykkede på knappen til elevatoren og trådte ind. Jeg bestemte mig for bare at prøve en eller anden etage. Jeg trykkede på etage 4, og så kørte jeg ellers derop af.

Da elevatoren stoppede, stod jeg og tjekkede min mobil. Jeg trådte ud af elevatoren, men så ikke at der kom nogen gående imod mig. Jeg stødte brat ind i en pige på min alder med mørkt hår sat op i en knold. ”Åh, jeg så dig slet ikke!” sagde jeg undskyldende. ”Det beklager jeg.” Pigen smilede til mig. ”Det gør ikke noget, jeg kunne selv have set mig for,” sagde hun. Hendes øjne strålede. ”I øvrigt, jeg er Cher.” Hun rakte mig hånden og jeg tog den gladelig. ”Darcy. Darcy Devlin.” Jeg lød som James Bond … Hun smilede endnu større nu. ”I øvrigt,” spurgte jeg. ”Ved du hvor værelse nummer …” Jeg så på nøglen. ”Værelse nummer 1382 er?” Jeg bed mig selv i læben og viftede med nøglen. Hun fik store øjne. ”Vent, hvad? Nummer 1382? Var det det du sagde?” Jeg nikkede. ”Gud, hvor sjovt! Så skal vi dele værelse!” Jeg troede ikke helt mine egne ører. ”Virkelig?!” sagde jeg. Hun nikkede og tog min hånd. ”Kom! Jeg har allerede indviet værelset,” sagde hun gladelig – og jeg kunne kun konstatere, at hun havde ret! Tøj ud over alt på værelset, en duft af hårlak og badeværelset var fyldt med make-up. Der var to senge med enderne imod hinanden, en stor sofa, to lænestole (som så rigtig rare ud …) og et lille sofabord. Der var ikke noget køkken, så jeg gik ud fra vi skulle spise nedenunder. Der var dog alligevel et spisebord til to. Væggene var beklædt med fake-malerier med ’underskrift’ af kunstneren selv. Jeg gik hen til vinduet. Udsigten var fantastisk. ”Nå, kan du lide det?” spurgte Cher. Jeg nikkede og sagde, at jeg var vild med det. Hun smilede. Så faldt hendes øjne på min guitar. ”Spiller du?” Jeg nikkede kort. Hun spurgte om hun ikke måtte høre. ”Jo, det må du vel godt …” sagde jeg og smilede skævt. Jeg lynede tasken op, trak guitaren ud og satte mig på sengen. ”Hvad vil du gerne høre?” spurgte jeg. Cher rystede kort på hovedet. ”Spil hvad du bedst kan lide at spille.” Så nikkede jeg kort igen. ”Jeg spiller The A-Team af Ed Sheeran så.” Cher satte sig ved min side. Jeg begyndte at spille. Som sagt levede jeg mig meget ind i musikken. Spillede tonerne. Sang teksten. Jeg glemte helt at Cher var ved min side. Så sluttede jeg sangen af. Jeg forventede at høre Chers stemme, en bekendt stemme, men det var ikke Cher. Dog var stemmen bekendt alligevel. Meget. ”Det var meget smukt, Darcy,” sagde stemmen. Niall stod i dørkarmen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...