Når mit hjerte brænder

det handler om en pige der heder Sazia, hun er flygtet fra hendes forældre og kommet hen til et sted fyldt med teenagere men det er et sted for spioner og hvis hun gerne vil have et sted at bo, blev hun nødt til at blive spion. Hun startede der som 12 årig, og nu er hun 14 og nok en af de bedste på holdet, hun har mange fjender og man skulle tro hun var frygtløs. Hun løberhelt fantastisk, og hun kan også godt lide at ride.

2Likes
3Kommentarer
1038Visninger

1. kap 1

Mit banker i mit hjerte, mine lunger kæmper for ikke at hoste, og mine ben er uforglemmeligt trætte. Jeg løber hurtigt gennem skoven, forsøger at  kigge tilbage, mændene der er efter mig, er på cykler, og er lige bag ved mig. Et øjeblik overvejer jeg at stoppe, og bare gi op, men det vil koste mig alt for meget, ja faktisk alt. Pludselig så jeg en vej ud, langt borte, kunne jeg se en vej, jeg satte farten op, og styrtede. Jeg løb, det føltes som om jeg skulle dø, det føltes som en evighed ,men alligevel kunne jeg lide det, det gav mig et rus, og fik mig til at føle mig magtfuld. Endelig kom jeg til vejen, det gjorde det meget lettere. Jeg stoppede op og kiggede, jaer der var en vogn med hø, den skulle jeg over til, jeg trekkede vejret dybt, og løb så virkelig hurtig, jeg nåede over til bilen hoppede op, og vinker hånligt farvel, til de tre drenge på cyklen. Det var en dejlig bil jeg fandt, med hø, og varme, også selv om der var rimeligt varmt i dag. Jeg tog min rygsæk frem, og puttede mit bælte, med ting, ned i tasken igen, bagefter tog jeg min paryk af, så jeg igen lignede mig selv.  Jeg er heldig, indtil videre kørte bilen, i retning mod stearinhuset, hvor jeg bor. Jeg ligger mig tilbage og nyder den brændende sol. Det tager flere timer at køre derhen godt jeg ikke havde fået en lastbil de er så langsomme. Endelig kommer jeg til huset, jeg løber ind ”nå fik du fat i krystallen” Helen kigger på mig, hun er den voksne i huset. Der er kun fem voksne, og så er der 35 piger, og 19 drenge. Jeg giver hende krystallen, og alle klapper ”selvfølgelig fik jeg den” jeg stivner over mine egne ord, sådan ville jeg aldrig have sagt det for 3 år siden, den gang jeg var en lille yndig pige, som aldrig gjorde noget galt,og altid hjalp folk, fuck hvor var det egentlig nedern, den gang. Jeg prøver at huske tilbage, til den gang jeg boede hos mrs. og mr. Marlin. Det var for alvor kedeligt. De var rige og snobbet, og brugte pengene til unødvendige ting som kjoler, som man går i vær aften, til en eller anden fest, og selvfølgelig skulle jeg også, slæbes i de overdrevet hæslige kjoler. Det skete vær aften, indtil en aften hvor mrs. Marlin trekkede mig i en lyserød kjole med perleflæser og sløjfer og fine små rottehaler, så besluttede jeg mig for, at jeg var færdig med at gøre hvad alle folk ville have mig til, og nu er jeg helt min egen, og jeg nyder det. ”fantastisk” min bedste veninde Dakota, råber det nærmest ind i mit øre. Jeg smiler, og går ind på mit værelse. Lidt senere holder Helen en fest for os, det er noget af det gode ved at bo her, der bliver holdt mange fede fester UDEN pinke kjoler, og 950 sløjfer. Jeg løber rundt og griner med Dakota. ”gad vide hvor Stefan er”, jeg har ikke set ham, hele aftnen” vi spørger folk, men ingen ved det. Stefan er min kærste. Jeg begynder og blive bekymrede, jeg løb hen og kiggede i alle døre, indtil jeg fandt ham stå og kysse Stella ude i MIN brusekabine. Jeg løber ud af mit værelse, væk fra huset. Nogengange har jeg bare brug for at komme væk fra huset. Jeg løber ud til mit sædvanlige sted, det er en lille høj på en stor mark. Deroppe blæser det, og det for mig, til at føle mig hjemme. Og så er det det sker, jeg falder ligesom om, og det føles som om min hjerne eksplodere, og mit hjerte brænder, mine lunger skriger efter hjælp, og min mave suger ligesom sammen i en klump, og som sædvanligt skriger jeg. Det er frygteligt, når det sker. Det er nok et par gange om måneden, og det foregår i et par timer. På en måde er det dårligt, fordi det gør en lille smule mere ondt vær gang, men på en eller anden måde, for det mig også til at føle glæde, og taknemmelighed. nu har det nået sit værste punkt, jeg skriger.

 

 

Fortsættelse følger.

Håber i kan lide den. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...