Nattevandreren

Det eneste jeg kan huske er en svag genklang af et navn. William. 
Og så åbner jeg mine øjne. Jeg ser alting anderledes nu. Jeg er blevet nattevandrer

14Likes
10Kommentarer
1799Visninger
AA

3. Oplæring!

Jeg kan næsten ikke se ham på grund af mørket men jeg ved det er ham. Hans stemme virker bekendt. 
"William"
Min stemme er meget svag men jeg ved han kan høre mig. Han nikker og siger.
"kom med mig" 
Jeg ved ikke hvorfor men jeg følger efter ham. Han går ned af en lang vej og stopper pludselig op uden for et pakhus. Han går ind af en dør og jeg følger med ind af en støvet gang. Det virker meget skummelt herinde. William går ind af en ny dør der fører ind til et lille rum med en stol et lille bord og en seng. Der ligger et fint lag støv over det hele. Han tænder en lampe der står på gulvet og for første gang kan jeg se hans ansigt ordenligt. Store safirblå øjne. Tydelige kindben og sort pjusket hår. Hans øjne er det bedste. Man kunne kigge ind i dem for evigt. 
Han kigger på mig med et undrende blik. 
"har du nogen ide om hvad vi kan udrette sammen." 
Jeg sætter mig ned i sengen og ryster på hovedet. 
"hvad har du gjordt ved mig. Jeg kan ikke huske noget." 
Han ligger hovedet på skrå og siger.
"du kan ikke huske noget fordi du er nattevandrer. Du er ikke menneske længere. Du skal leve i skyggerne sammen med mig."
Jeg forstår ham ikke. Jeg er da stadig et menneske. Jeg sidder jo lige her. 
"hvad er en nattevandrer helt præcist?" 
Min stemme skælver. William sætter sig ved siden af min og stryger mig over hånden for at berolige mig. 
"du døde med mit blod i dit system og så døde du. Fra nu af er det slut med at færdes i solen. Det slår sig ihjel. Vi vandrer i natten." 
Jeg ligger mit hoved på hans skulder. 
" jeg forstår det stadig ikke."
Han kigger ned på mig. 
"du behøver ikke at forstå. Jeg vil lære dig at overleve livet som nattevandrer."
Jeg nikker stille og kigger ham i øjnene. De er som havet når først du er faldet i kan du ikke komme op igen. Et minde slår mig pludselig. Det første jeg har haft fra mit menneske liv. Hans blod røde øjne. 
Jeg kigger på ham en ekstra gang. Hans øjne er blå nu men jeg er helt sikker på at de var røde sidst jeg så ham. 
"øjnene?" 
Han forstår mit spørgsmål.
"min normale øjenfarve er sådan her men hver gang en nattevandrer"
Han tøver før han fortsætter.
"spiser skifter vores øjenfarve."
Måden han siger spiser på gør mig bange. 
"jeg havde ikke lyst til noget mad før."
Han ser på mig med et alvorligt blik. 
"det er ikke den slags mad vi lever af."
Jeg spørger ikke mere ind til det. 
"jeg er færdig med at være ensom" 
Siger han og læner sig ned og kysser mig på panden. Jeg trækker mig ikke væk men ligger mig ned i hans skød. Jeg er ikke træt men udmattet. Der er så meget at tænke over. Hvad er det lige der er sket her? 
Jeg ved ikke hvorfor jeg tager det så roligt men jeg har ikke noget at bekymre mig om. Jeg kan ikke huske noget fra mit tidligere liv. 
Jeg har på en eller anden måde fået ind i mit hoved at han har reddet mig. At han har reddet mig fra et eller andet. Jeg ved ikke om det er sandt men jeg har ikke noget at gå efter.
Jeg vil lade ham oplære mig og jeg vil følge ham så længe det er muligt. 
Will er meget mystisk omkring det hele. Jeg må spørge hvordan jeg blev sådan her på et tidspunkt. Der er andre spørgsmål jeg må have svar på først. 
"hvorfor føler jeg mig ikke træt."
Han nusser mig over håret. 
"du er helt ny. Og ellers har vi ikke brug for særlig meget søvn. Højst et par timer om dagen."
Jeg lukker mine øjne. 
"jeg føler at der er sket noget med mig. Jeg ved ikke hvad." 
Min krop har føltes underligt hele aftenen og mit hoved dunker kraftigt hele tiden. 
"du er igang med sidste stadie af din forvandling. Du bliver stærkere og du vil tænke og bevæge dig hurtigere."
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Faktisk har jeg ikke lyst til at sige noget men jeg bryder mig ikke om stilheden. 
"fortæl mig noget"
Min stemme er svag og jeg tvivler på om han kan høre mig. 
"det er længe siden men jeg kan tydeligt huske det."
Han holder en kort pause.
"jeg vågnede ude i en skov. Anede ikke hvad der var sket. Hvem jeg var. Hvorfor jeg var der. Jeg begyndte at opsøge de ældste i den landsby jeg boede i. De vidste ikke hvad der var sket med mig. Jeg fik det værre og værre. Mit hoved var ved at sprængtes og jeg var fuldstændig udmattet."
Ligesom jeg er nu.
"jeg kæmpede imod hvad jeg var blevet til. Til sidst gav jeg efter. Jeg gjorde hvad jeg var nødt til. 
I mange år rendte jeg ensom rundt og levede i skyggerne uden nogens selskab. En nat rendte jeg ind i en ung fyr der var ligesom mig. Vi gjorde alting sammen efter den nat. Der var ikke et eneste tidspunkt hvir vi lod hindanden ud af syne. Han var min eneste ven."
Hans stemme bliver svagere og mere trist.
"en dag fik menneskene fat i ham. De satte ham ud i lyset bare for at teste hvad der skete. Efter den dag så jeg ham aldrig igen. Jeg har rendt alene rundt siden den dag. Men nu har jeg dig." 
Jeg føler med ham. Hans eneste ven blev dræbt af menneskene. Jeg har en masse spørgsmål til ham efter hans historie.
"hvor gammel er du."
Jeg tør ikke kigge op på ham. 
"jeg har været sytten i ca halvtreds år tror jeg"
Jeg ved at mennekser ikke fryser fast i en hvis alder. De bliver ældre og dør til sidst. 
"lever vi forevigt."
Han ler lidt ved mine ord. 
"ja. Medmindre vi bliver udsat for sollys. Det er det eneste der dræber os." 
Forevigt. Det virker så længe. Men et menneske liv virker for kort. Jeg er bare glad for at det ikke er mig der skal klare det hele alene. Der er et spørgsmål der har naget mig siden jeg var på cafeen. 
"hvad er det helt præcis der skal holde os i live."
Han ser alvorligt ned på mig med hans store blå øjne.
"menneskeblod."
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...