Gnisten

Da Nymph bliver valgt som den kvindelige soner, der skal repræsentere Distrikt 4 i Dødsspillet, begynder hun at se verdenen på en helt anden måde. Hendes familie har i forvejen oplevet denne tragedie før. Vil Nymphaea følge i sin søsters fodspor og dø forgæves til fordel for at en anden kan vinde? Eller vil hun rent faktisk gå hen og vinde Spillet?

4Likes
4Kommentarer
1569Visninger
AA

1. Under Overfladen

Kapitel 1 - Under Overfladen

 

Solens første stråler skinner gennem vinduet og lægger et ganske særligt lys over havet. Solopgangen har altid været mit yndlingstidspunkt på hele dagen, især når den er kombineret med det smukke hav, men i dag når den mig ikke rigtigt. Jeg ved godt hvorfor, for det er ganske simpelt; Høsten. Jeg vender ryggen til udsigten og kigger på mine to søskende. Vi sover alle tre på samme værelse, men har dog hver vores senge. Ceile og Jeto. De plejer altid at have fredeligt ansigter i søvnen, men nu er de plaget af skræmmende mareridt. Jeg er mere bekymret på mine søskendes vegne, selvom deres chancer er endnu mindre end mine egne. Jeg er lige fyldt seksten år, faktisk så sent som i sidste uge, så jeg har seks lodder nu. Fem obligatoriske og én værdikupon. Det er nu ikke fordi at den hjælper vanvittigt meget, men vi har brug for det. Især nu når mine forældre ikke vil lade mig få flere værdikuponer. Jeg kan egentlig godt forstå dem. Min søster, Sevina, døde for blot tre år siden i det femogtresenestyvende dødsspil. Det spil hvor Distrikt 4's egen Finnick Odair vandt. Hun blev kun seksten år. Vi taler ikke om det i familien, selvom vi alle sammen tænker på det. Min søsters død er nu et tabu, et forbudt og smertefuldt emne. Jeg svinger benene ud over sengekanten og lister ud på gangen, hvor jeg tager et par shorts, med en skarp kniv i bæltet, og en tynd bomuldsbluse på.  Jeg kunne have valgt at tage mine lædersandaler på. De er lette og praktiske at gå med i sand og vand. Men jeg vælger at gå på bare tæer, sådan føler jeg mig bedst tilpas. Jeg undgår bevidst at kigge ind til mine forældre. Jeg ved at det er en uudholdelig dag for dem også. Jeg fejer en tom spand op fra gulvet og begiver mig udenfor. Vi er heldige med husets beliggenhed. Jeg skal kun gå få hundrede meter for at nå havet. Vi bor ikke inde i byen, hvor handelsfolkene og de rige bor, men vi hører heller ikke til blandt de fattigste af Distrikt 4's borgere. Huset er et vi har arvet, så det er heller ikke noget folk sætter spørgsmålstegn ved. Da jeg når sandet, føler jeg mig bedre tilpas. Jeg ved fra skolen at ikke alle distrikter når ud til havet, og at vi er blandt de heldigere distrikter. På det sidste stykke sand løber jeg og kaster mig ud i det azurblå vand. De fleste er gode svømmere her i 4, det er ligesom nødvendigt for at kunne finde føde. Fiskene og havplanterne er vores bedste mulighed for at kunne få mad på bordet.

Jeg åbner øjnene. Efter mange år, har mine øjne endelig vænnet sig til saltvandet. Verdenen under vandoverfladen er langt mere tiltalende og magisk... Den er fri. Når jeg er under vandet kan jeg gøre hvad jeg vil. Der er ingen Fredsvogtere der fortæller mig hvad jeg skal gøre og ikke gøre. Der er ingen hjernevaskede borgere der rent faktisk har en fornøjelse når de ser Spillet. Fiskene hvirvler rundt omkring mig. Men det er bare småfisk. Intet ordentlig kød, ingen næring. Jeg får øje på en Havsvælger, en meget stor og fyldig fisk, hvis skæl bærer farven mørkerød, en farve der minder utroligt meget om blod. Vandet omkring fisken bliver rødt fra dens blod, og kamuflerer næsten fisken helt. Langsomt flyder jeg op til overfladen og får vejret. Jeg svømmer ind til bredden og smider fisken i spanden. Egentlig burde jeg jage lidt mere, men jeg har ikke lyst. Det er ikke fordi at jeg ikke magter det, for jeg finder det interessant, men jeg føler mig tom indeni. Jeg ligger mig ned i sandet og lader solen varme min gennemblødte krop.

"Nymphaea!" Den kaldende stemme flår mig tilbage til virkeligheden. Der er en der kalder mit navn. Jeg sætter mig op på albuerne og kigger mig om bag skulderen. Jeg vidste godt jo at det var hende. Hun er den eneste person der kalder mig hele mit navn. Jeg bliver normalt kaldt Nymph, men min bedstemor har altid kaldt mig hele navnet. Navnet kommer fra det ældgamle sprog Latin, og betyder Nøkkerose. Nøkkerosen er den vandplante der lever i søer og som sommetider også kaldes åkander. Jeg ruller med øjnene, men sender hende et varmt smil. Hendes azurblå øjne, der minder så meget om mine egne, stråler og står i kontrast til hendes rynkede, askegrå hud. Som den eneste i familien, bortset fra min bedstemor, er jeg blevet udstyret med azurblå øjne. Bortset fra øjnene og håret. har jeg det klassiske Distrikt 4 udseende. Hun slår sig ned ved min side.

"Skal jeg flette dit hår?" Hendes stemme er blid. Jeg nikker og lader hendes hænder tæmme mit filtrede, mahognifarvede hår. Tiden går og min bedstemor er for længst blevet færdig med håret. Nu sidder vi stilhed og venter ikke på at nogen skal bryde den. Min bedstemor og jeg er ens på de punkter, vi har ikke brug for at tale sammen, vi forstår hinanden uden talens kunst. 

Det bliver min mor der bryder stilheden længere nede af stranden "Nymph..." Min mors stemme er tøvende og fuld af smerte. Jeg rejser mig op og børster sandet af. Min bedstemor kommer mig i forkøbet og giver mig et varmt knus.  "Må heldet altid være med dig, Nymphaea," Hvisker hun dystert og giver slip på mig. Jeg løber op til min mor og vi følges ad hjem. 

"Hvad vil du have på til høsten?" Spørger hun og undgår at kigge mig i øjnene. 

Jeg trækker på skuldrene "Det ved jeg virkelig ikke, mor." Min stemme er monoton og ordene bliver ikke kastet ud på samme lette og legende måde, som de altid plejer. Jeg plejer alligevel ikke at have indflydelse på det tøj, der skal forme en mere præsentabel udgave af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...