Severus&Lily - Et knust hjerte

En novelle der omhandler en af mine yndlingspersoner fra Harry Potter-bøgerne: Severus Snape. Vi går tilbage i tiden, til Severus' 6. år på Hogwarts. Sidste forår kaldte han sin før så bedste veninde Lily for det utilgivelige ord - Mudderblod. Severus har prøvet alt for at få hende til at tilgive ham, men nu vil han prøve igen. Men da han finder Lily, bliver hans hjerte knust ...

12Likes
10Kommentarer
1972Visninger
AA

1. Før eftersøgningen

Det var midt i december måned. Sneen havde allerede lagt sig fint og hvidt udenfor på landskabet. Hele verden så ud til kun at være hvid. Men det lagde Severus Snape ikke mærke til. Han var en sjetteårselev fra Hogwarts Skole For Heksekunster Og Troldmandsskab. Han gik rundt i sit kollegiums opholdsstue. Han tilhørte Slytherinkollegiet. Opholdsstuen var lyst op af de mange lamper og ikke mindst fra ilden i pejsen. Opholdsstuen kunne have set indbydende ud, men resten af kollegiet befandt sig i Storsalen hvor aftensmaden lige netop blev serveret. Han vidste det, fordi der altid lød en høj ringen fra en klokke når maden blev serveret. Men Severus var ikke sulten. Hans mave rumlede ikke, den var derimod strammet til af en kæmpe knude. Hans blege hoved var bøjet over en lille lilje han havde i hånden og hans skulderlange fedtede sorte hår hang foran hans kinder som gardiner. Han mumlede lavt for sig selv og afviste den ene sætning efter den anden. Han gik rundt og tænkte på Lily Evans. De to havde været bedste venner indtil sidste forår hvor han havde kaldt hende det mest utilgivelige man nogensinde kan kalde en mugglerfødt troldmand eller heks – Mudderblod. Det havde virkelig ikke været hans mening at såre hende. Han blev irriteret på James Potter og hans tre venner Sirius Black, Remus Lupus og Peter Pettigrew. De havde endnu en gang gjort nar af ham foran hele skolen og de havde endda kastet ham i søen til sidst. Lily ville bare hjælpe ham, men oven i hans ophidselse røg ordet ud af munden på ham. Siden den dag har Lily ikke talt frivilligt til ham. Hver gang hun sendte ham et koldt blik, mærkede han et stik i sit hjerte og ville ønske han kunne spole tiden tilbage og ordne sin fejltagelse. Eller i det mindste få hende til at tilgive ham. Han har endda gået så vidt som til at true med at sove uden for hendes opholdsstue hvis hun ikke gik ud og snakkede med ham. Men det gjorde bare deres anspændte forhold endnu værre. Nu ville han prøve igen og det var derfor han befandt sig alene i opholdsstuen mens alle andre var til middag.

”Lily … du må undskylde at jeg … nej den har jeg prøvet før …” mumlede Severus lavt for sig selv mens hans hånd knugede lidt mere om liljen. ”Lily jeg er virkelig, virkelig ked af det … nej, det kan jeg ikke sige … Hør her Lily, det var ikke min mening, det må du tro på! Nej, nej alt for hårdt.” Han gav et højt og dybt suk fra sig og han kunne høre sin stemme bæve svagt. Han havde prøvet at finde på det rigtige at sige i så lang tid at han til sidst opgav at tælle efter, men den ene undskyldning blev skubbet bort af den anden.

”Lily jeg vil så gerne have at vi kan … nej alt for ynkeligt.” Han kastede et langt blik ned på liljen og sukkede igen. ”Der findes åbenbart ikke ord jeg kan bruge. Kom nu Prins, du kan godt!” Severus var selv halvblodstroldmand. Han havde givet sig selv et navn, men han sagde det aldrig højt når der var andre i nærheden: Halvblodsprinsen. Han tog en dyb indånding og gik rundt i opholdsstuen igen. Han kunne mærke at en klump var ved at vokse i hans hals, men han slugte den hurtigt. Hver gang han tænkte tilbage på episoden sidste forår, kom der en klump i hans hals og tårerne steg op i hans øjne.

”Lily jeg elsker dig virkelig og jeg vil ikke have at … nej det er også helt vildt ynkeligt! Lily du er den eneste ven jeg nogensinde … nej det vil hun ikke tro på.” Endnu et dybt suk forlod hans læber og han kørte den lille hvide lilje lidt rundt i sine hænder. ”Hvorfor skal det være så svært? Lily det var virkelig ikke min mening at kalde dig Mudderblod. Det var Potter og hans slæng der irriterede mig! Du ved hvordan mit temperament kan løbe af sted med mig … Vil du ikke nok tilgive mig? Jeg beder dig så inderligt.” For at leve sig lidt længere ind i rollen rakte han liljen frem ud i det blå luft.

”Ja … det siger jeg! Hun må tro på mig!” Han skævede til opholdsstuens døre og tog en dyb indånding. ”Så er det nu.” Han knugede den lille lilje ind til sit bryst, hvorefter han begav sig ud af opholdsstuen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...