Tag dem med storm

Det er det 25. dødspil. Capitol har fundet deres lille twist på det første jubilæums spil. Hver deltager skal vælges. Jacob ved allerede han vil blive valgt. Selvom distrikt 6 er kæmpe stort, bor han i et af de tættest befolkede områder. Og det er slet ikke fordi fredsvogterne allerede råber af ham. Eller fordi folk overfalder ham, sender ham de blikke som siger 'vi glæder os til at se dig dø'. "Vi ved begge at de vil havde dig ned med nakken. Lad dem ikke få den tilfredshed at se dig dø. Hvorfor skulle de ellers sende dig ind i den helveds arena?"

0Likes
3Kommentarer
707Visninger

1. Familie

Spejlets glas havde været knust i mange år. Lige siden hans mor havde smækket lidt for hårdt med døren. Det var faldet ned og der var nu masser af revner i. Flere steder manglede der stykker af spejlet. Men Jacob kunne udemærket se de steder Fredsvogterne og enkle civile borger har skåret  hen over hans bare bryst. Uden at rigtigt røre de brændende ar gled fingerne langs hver eneste streg, der tilsidst udannede ordet 'Værdigløs'. Hver og en havde sagt de ville stemme på ham til det årets dødspil. For i anledning af det 25. dødsspil skulle alle borger stemme på de som skulle deltage. Og Jacob vidste allerede at det var hans sidste dag i Distrikt 6. Værst af alt var at alle vidste det. I huset var det usagte ord. Men på gaden skjulte ingen deres mening om hvem der skulle kæmpe for døden. Men et eller andet sted var døden målet og enden på et forfærdeligt liv i Panem. I morgen var det høstdag og der ville alt være slut. Hvis jeg er heldig, tænkte Jacob, kan jeg måske dø smertefrit. Hans øjne fulgte arene, op til halsen og stoppede. Han kunne ikke møde sine egne øjne. Mindre end en uge tilbage at leve i. Hans far ville blive syg af bekymring men det ville være urealistisk at skulle komme ud af arenaen igen. En svag banken fik Jacob til at springe forskrækket op og hans arme dækkede straks hans bare overkrop. "Jake.. Er du der inde?" hans fars stemme lød som om den var tyk af gråd. Jacob tog sig selv i at stirre tomt på døren. Og første tanke der kom igennem hans hoved var hvordan hans far ville banke på døren og spørger hvor han var, selvom han var død. For det var sket hverdag siden hans mors død. Rundt i byen lød grusomme rygter om familien. Hvordan hans mor selv var uden om hendes urimelige død. Deres verden, Jacob og hans fars, var nu kold og mørk. Og endnu værre tider gik hans far imøde. Så sent som sidste år blev hans far båret til lægen efter et akut anfald. Ingen vidste præcist hvad der var sket. Heldigvis kom han på benene igen. "Ja far.. Jeg kommer.. Om et øjeblik" svarede Jacob imens han samlede den t-shirt han havde smidt på gulvet, for mindre end en time, op. Han så for første gang sig selv i øjnene. Det var nemmere når han ikke kunne se sine ar. Ikke kunne se hvor værdigløs, betydningsløs og grim han virkelig var. Alt var bare nemmere når man dækkede dem til. Sådan var det. Nede i stuen sad Jacobs far og hans store bror Finn. De var fordybet i en samtale som Jacob allerede vidste de havde, men da de så ham blev der stille. Finn rejste sig op og krammede akavet sin bror. Kort efter fulgt af hans allerede grædende far. De stod alle i en tung stilhed. Ingen ville sige det unævnlige. Hvorfor skulle det også nævnes når de alle vidste det var uundgåeligt.

“Du ved godt at vi ligemeget hvad vil heppe på dig. Prøv.” Jacob så op på den grædende mand, “det kan være svært men prøv”. For første gang i sit liv så Jacob hans bror græde. Det havde altid været omvendt. Det var altid Jacob der blev mobbet og Finn der skræmte livet ud af de som prøvede at sige noget forkert. Men for godt og vel et år siden fik Finn sit første rigtige job. Hvilket betød at han næsten aldrig var hjemme mere. Og det havde ført til det overgreb på Jacob som der stadig kunne se spor af skrevet i form af ar over hele hans bryst.

Selvom Jacob græd oftere end sin far og bror, var det første gang han græd over Høstfesten. Der havde altid været en anden grund. Mors død, mobning, sår og urimelige straffe. Men ikke over høstfesten og hans sikre død. Hvordan kunne de lade Finn og hans far stå og græde sådan? Meneskerne i denne verden var grusomme. Og det vidste familien udemærket. Jacob og Finn havde ikke været tilstede da en af fredsvogterne havde trykket pistolenes ende mod deres mors tændning. Det var sket nede på by pladsen og mange borger havde set det. Selvom Jacob ikke havde set et vågnede han stadig op, midt om natten ved lyden af et pistol skud. For det meste forsikrede han sig selv at det var noget han forstillede sig. Men man ved jo ikke hvad der skete uden for huset sikre mure.

Aftens maden var en stille affære. Flere gange lagde en af de 3 deres bestik ned for ligge hovedet i hænderne og bare se bort fra dagen imorgen. Stoppe tårende fra at rende ned af kinderne. Det var, hvad Jacob var sikker på, det sidste måltid han ville få sammen med sin familie. Eller det der var tilbage. Efter aftensmaden fulgtes Finn og Jacob op af trapperne. Et øjeblik stod de og så på hinanden. De havde aldrig været super tætte, men der var alligevel noget broderligt kærlighed over dette øjeblik. Jacob fandt sig selv smile vemodigt til Finn som igen havde tåre i øjnene.

“Finn, jeg ved ikke om jeg kan. Om jeg tør prøve. Heller dø en hurtig død end.. End at skulle dø i dette møg hul af en verden. Dig og far kan godt klare jer uden mig.”

“Prøv. Vi ved begge at de vil havde dig ned med nakken. Lad dem ikke få den tilfredshed at se dig dø. Hvorfor skulle de ellers sende dig ind i den helveds arena? Hvis du skal dø, så dø med værdighed. Men ligemeget hvad vil jeg altid være stolt. Fordi du vil gå der ind, og vise hvad du er gjort af. Gå der ind og tag dem med storm!” Finns ord fik tårende til at pible frem i øjnene på Jacob. Øjeblikke som disse var sjældne imellem de to brødre som var vidt forskellige. De elskede hinanden. Jacob vidste at Finn altid ville være der for ham og omvendt.

Det kom alligvel som et chok for Jacob da Finn for anden gang den dag trak ham ind i et knusende kram. Finns ansigt var begravet i Jacobs t-shirt imens han hulkende fremstammede lyde som burde havde været ord. Det burde havde været omvendt, tænkte Jacob, det burde være mig der græd mit hjerte og min hjerne ud. Men der stod de alligevel.

Da Finns hulken var holdt op gik de hver til sit. For der var ikke ingen løsning og den nat ville blive lang og søvnløs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...