Livet skal overleves

Livet udfolder sig aldrig som man forventer det, der sker altid uventede ting, både gode og dårlige.

Dette er beskrivelsen af dette liv, set gennem en ung almindelig mands øjne.

Hvordan den verden som omkranser os, og som er evig foranderlig, ved det mindste fejltrin, kan udvikle sig til det rene helvede på jorden. Og via andre veje kan føre til det liv, som bringer fantastiske minder med sig, som bringer livet dets glæder.

0Likes
0Kommentarer
284Visninger
AA

2. Onsdagen 2012

Det er i dag onsdag, og datoen er uklar, men året står klokkeklart for dig, det er 2012. Du står og kigger ud af vinduet, og nyder udsigten udover skoven, den skov du har udforsket lige siden du flyttede hertil, den har tryllebundet dig, med sit rolige men alligevel vilde liv. Der var intet dér som ikke var fascinerende, alt fra de snorlige rækker af bøgetræer, til de knudrede og forvredne gamle vilde træer som stod der og skuede udover de unge nye træer, som skovens mytiske kæmper.

Dyrene som du har fulgt, gennem sne og sol, gennem regn og blæst. Fulgt dem som en levende skygge, bare for at nyde naturens vilde skønhed.

Mens du stod der og slugte alle de synsindtryk der kom væltende imod dig, skimter du ud af din øjenkrog en person der cykler. Du står i din lejlighed og kigger ud, den lejlighed du er flyttet ind i for lidt over seks måneder siden, den lejlighed som i starten føltes som et fængsel men med tiden er blevet dit hjem.

Du står i din lejlighed på fjerde sal, og kigger ud. Personen på cyklen genkender du, det er den person som har gjort største indtryk på dig, siden du kom hertil, og mens du kigger på personen cyklende forbi, smågriner du for dig selv, da en flygtig metafor berører dit sind.

Hvor er det symbolsk at se denne person cykle, cykle væk fra dig, på samme måde som den efterlod dig med en følelse af frustration og skuffelse.

Det er alt sammen lige meget nu, hvor du står der og kigger, det er fortid, og fortiden er fortid, en facet af livet som man kun kan bruge til at blive klogere af, og i dag er dagen hvor du skal klare den helt store opgave.

Det er ikke mere end to måneder siden, du begyndte på din nye uddannelse som teatertekniker, men du har taget jobbet til dig, som var det det eneste du nogensinde har lavet, og den følelse du har hver dag du tager af sted, er følelsen af at du hører til og, at det er det rette sted at være. Din mester, chef, boss, har taget dig til sig, og beundre din ihærdighed, og standhaftighed hvor med du klarer hvert eneste job som bliver kastet efter dig, og du klarer det hele med bravur.

I dag er så dagen hvor du skal vise verden, det som du kan, det er dagen hvor din første egen hændige scenekunst skal fremvises, det er ikke noget stort show der skal vises, det er et lille intimt og ømt show der skal vises, en fantastisk sanger, der første gang du hørte hende, virkelig rørte dit hjerte, og du vidste at du ville lave den scene der skulle akkompagnere hendes fantastiske musik. Og du sagde til din mester, at dette var jobbet for dig, din chance for at bevise dit reelle værd, og overraskende, for dig, sagde han ja.

Du gik i gang med det samme, du lyttede til alt hendes musik, du satte dig ned og skrev det ene sceneshow efter det andet, du legede med lyset, scenerne og lydene i dine tanker. Og som arbejdet skred frem, blev du mere og mere sikker i dit valg for hende. Tiden gik ufattelig hurtigt og dagen ophørte før end du fik set dig om, mens du sad og skrev, gik de andre hjem, du var så opslugt af dit arbejde at du ikke opdagede at verden passerede forbi dig, du var et med arbejdet, du var så fortabt i den musik, at det var som sirenernes sang.

Da du endelig fik vristet dig fri af musikkens tag, opdagede du til din forbløffelse at klokken var 2:12 om natten. Overrasket over din egen fortabelse af tid og sted, pakkede du dine ting og begav dig hjem for at prøve at få sovet, mens millioner af idéer farede gennem dine tanker som horder af nattesværmere omkring et ensomt brændende lys. 

Du har altid elsket denne tur hjem fra arbejdet, i starten kørte du hver vej, men denne transportform opgav du hurtigt, ikke mindst fordi det var så besværligt at finde en parkeringsplads, men også det faktum at du altid har haft en kærlighed til opdagelser. Så det endte med at du gik hver vej, hver dag, for dette var den bedste måde at opleve verden på, og ved at gå kunne du mærke livet, det var en oplevelse hver dag, at gå denne vej til og fra arbejdet, der var altid noget nyt at se, nogle nye mennesker at hilse på. Men på dette tidspunkt, en onsdag nat, var der ikke andre mennesker på gaden end dig, og de, for dig, sørgelige eksistenser som du så på med sorgmodige øjne, og en forståelse af deres situation, som væltede rundt på vejene i en rus af, kunne du kun gætte, alkohol for at dulme de eksistentielle smerter, og andre rusmidler der blev brugt for at forstærke denne fortrængning.

Så mens du gik hjem, og så på disse eksistenser, og oplevede den tur og verden du kendte så godt, på en helt ny måde, i mørket, løb en følelse af velværd gennem kroppen, du var det rette sted, på det rette tidspunkt, og vindens kølende kærtegn af dit ansigt, var en velkommen pol, til dette velværd.

Da du endelig er tæt på det komplekse hvor din lejlighed er, stopper du op og kigger på det, med en fornyet følelse af lettelse, og en beundring af hvor smukt det ser ud, selvom intet er ændret siden du forlod det om morgenen, men alligevel er alt anderledes. Lyset virker lysere, som en stjernespækket nattehimmel, og de mørke konturer af flokken af cykler der står i cykelskuret, som velopdragede gangere, ventende på deres betvinger for at komme ud på nye eventyr. Alt dette i sammenhæng med dagens opgave gav dig et fornyet håb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...