Livet skal overleves

Livet udfolder sig aldrig som man forventer det, der sker altid uventede ting, både gode og dårlige. Dette er beskrivelsen af dette liv, set gennem en ung almindelig mands øjne. Hvordan den verden som omkranser os, og som er evig foranderlig, ved det mindste fejltrin, kan udvikle sig til det rene helvede på jorden. Og via andre veje kan føre til det liv, som bringer fantastiske minder med sig, som bringer livet dets glæder.

0Likes
0Kommentarer
281Visninger
AA

1. Knæfald

Du holder hendes smukke ansigt, med de safirblå øjne, den solbrændte hud. Det hele smukt indrammet af et egetræsfarvet, fløjlsblødt slør af hår. Du er fascineret af hvor skræmmende smukt det er. Nu hvor hun ligger i din favn med hovedet trygt hvilende i dine arme.

Det eneste du kan tænke er, hvor er hun smuk, mens du lader en kærtegnende finger løbe over hendes læber, og i dette nu kommer følelserne væltende op i dig, de første tanker du gjorde da du så hende den første gang, den gang du blev hovedkulds forelsket i hendes dybe, krystal klare, dragende og hypnotiserende blå øjne.

Du havde aldrig set noget smukkere eller stærkere, du blev trukket imod dem som var du forhekset. Og du var det lige siden, du har elsket hende lige siden, været fascineret af hendes væsen, tiltrukket af hendes krop, den krop du har tilbragt utællelige timer på at udforske, for at opdage om den var præcis lige så utrolig som det sind der besidder den. Du blev aldrig skuffet for der var altid noget nyt at opdage, du følte dig som verdens største opdagelsesrejsende, på opdagelse i et evigt foranderligt paradis.

Og nu her, kan du ikke tage øjnene fra hendes perfekte læber, de selvsamme læber der har udfyldt dine tomme, stille stunder med opmuntrende og kærlige ord, som har fortalt dig hvor meget hun elsker dig. Nu hvor hun ligger der, er du tryllebundet af den larmende stilhed der siver ud mellem dem.

De ønsker, håb og drømme i delte, som i snakkede om, pjattede med og forelskede jer i, og som ingen andre end i, kendte til. Ligger nu som smadrede ruiner i en verden af kaos.

Du gjorde hvad du kunne, du kæmpede, du forsvarede. Men imod ondskab kommer man til kort, der var ikke mere du kunne gøre. Intet.

Jeg skriver det her til mig selv, i håb om at jeg en dag kan se sandheden i mine ord, men lige meget hvor mange gange jeg skriver dem, læser dem, skriver dem, læser dem, ændres det tomrum, og det brændende had jeg bærer i mit bryst, sig ikke.

Et indestængt had til menneskeheden, den menneskehed der er så åbenlys barbarisk og grotesk ondt, selvisk og komplet ligeglad med hinanden.

Du gjorde hvad du kunne, jeg gjorde hvad jeg kunne, vi kæmpede, overlevede men døde.

Det eneste jeg husker er, frygten da gruppen kom nærmere mod vores skjulested, vores hemmelige univers, vores fristed mod det levende onde. Klamrende til mørket, beskyttende, på vagt, som en løvinde der beskytter sit dyrebareste. Så kom råbene, larmen, mørket, de syv efter sig følgende øre rivende brag, der altid bringer rædslens grufulde væsen med sig.

Så stilheden.

Jeg åbnede mine øjne på ny, og ser hende ligge der, blødende, død. Jeg vidste det i det øjeblik jeg kom til mig selv, da var den elektricitet som omkransede os væk. Jeg tog hende i min favn, og gruede ved den stilhed der var, så på det virvar af sønderrevne kroppe liggende foran os, døden forfølger os, omringer mig, har fået sit klamme kolde greb om min sjæl. Har revet det anker der holdte min menneskelighed i hjertet, ud af brystet.

Der er gået tre dage siden den skæbnesvangre dag. Og dens gruefuldhed og makabre indhold overskygger alle de lyse, fantastiske minder jeg har om dig. Dette levende helvede på dette sted vi kalder hjem, jorden, bliver ved med at brede sig, og nu er det begyndt også at sprede sig til det mentale plan, jeg har mistet det sidste forsvarsværk mod den rædselsvækkende smitte. Jeg skal overleve.

Den må hvor på jeg kan overleve, og beholde det sidste menneskelige aspekt af det sind der styrer denne krop, er ved at minde mig selvom det liv jeg levede, det liv som vi levede sammen. Jeg bliver nødt til at fortælle dette, ikke til nogen andre end mig selv, for jeg kan mærke hvordan dette helvede kommer krybende, hvordan det alt opslugende mørke breder sig, hvordan det langsomt men sikkert siver ind i mit inderste, jeg kan mærke mørket, som en levende organisme i mit sind og i min krop.

Det er som en sygdom, der opsluger mig, jeg skal overleve, skal overleve dette, overvinde mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...