Langt ude


0Likes
0Kommentarer
403Visninger

1. Kapitel 1

Gyden var mørk og kold, og jeg kunne ikke se en hånd for mig, mon der stadig var nogen efter mig? Tænkte jeg ved mig selv. Jeg så mig tilbage over skulderen, men intet var at se, mørket gemte det. Jeg stak hånden i lommen og mine hænder gled mellem nøgler, pung, mobil og endelig lommelygten. ”Der var den” sagde jeg for mig selv, mens jeg tog lygten op. Jeg tændte den og lyste omkring mig, jeg lyste tilbage mod hvor jeg var kommet ind, der var ikke nogen, og der var ingen at høre mere. Forsigtigt sneg jeg mig tilbage ud, mens jeg følte mig vej langs de kolde mørke mure, som gyden bestod af, kun oplyst af den lille lomme lygte, det eneste man kunne føle var frygten af det ukendte, kulden på de kolde væge og den kolde luft der bed i kinderne, det var vinter. Jeg sneg mig videre og fandt frem til vejen igen, den vej jeg var kommet af for lidt siden. Trafik var der ikke meget af, men nu var det heller ikke en hovedvej jeg var ved, eller det lignede det i hvert fald ikke i det svage skær fra lygten, vejen var bare mørk og tom. ”Mærkeligt, Jeg var næsten sikker på at der var nogen efter mig for lidt siden, men nu er der intet spor af dem” Et stykke væk kunne jeg se en trafikeret vej, jeg måtte kunne praje en Taxa der henne, og begyndte målbevist at gå efter lysene fra bilerne, der kørte frem og tilbage, tilsyneladende upåvirket af strømafbrydelsen, der havde mørklagt bydelen. Mens jeg gik begyndte tankerne at rulle i mit hoved - Var der nu også nogen efter mig eller var det bare min forstand der spillede mig et puds? Jeg hadede når det var mørkt, jeg havde altid på fornemmelsen at nogen var efter mig, og det hjalp ikke på paranoiaen at jeg var et sted jeg ikke kendte, hvad skulle jeg også her på dette tidspunkt? Jeg skulle være taget hjem noget tidligere, men det var jo også fordi min ven ville have jeg blev lidt længere, og så kunne jeg ikke sigen nej, lige en øl til og så hjem som altid. Halvejs mellem gyden og den trafikeret vej kom strømmen og lyset tilbage igen. Det var da en lettelse tænkte jeg, og lagde lygten tilbage ned i lommen. Da jeg nåede vejen fandt jeg en Taxa, der kørte ikke så få forbi inden der endelig var en der var fri, den lagde an til landing ved kantstenen, og jeg satte mig ind og bad chaufføren køre til nærmeste station.

”Nåh, man er sent ude hva’?” lagde chaufføren ud. ”ja, det blev lidt sent, jeg har besøgt en bekendt” Svarede jeg ”En gammel ven?” ”Ja, en fra skole tiden, han havde fået en ny lejlighed så det skulle lige fejres du ved” ”Nåh, var det en flot lejlighed?” ”Den var rimelig pæn, han var lige blevet forfremmet så der skulle noget større til” ”hvad laver han da?’” ”Han er kontor rotte i et stort firma, og så skal han også flytte sammen med sin kæreste” ”Så kom den forfremmelse da på et godt tidspunkt, hva’” ”Det må man sige” ”Nogen familie selv?” ”Nja, Jeg har en kæreste” ”Bor i også sammen?” ”Næh, vi bor vær for sig, men jeg tror ikke det holder længe” ”Nå, hvorfor det?” ”Vi er ved at glide fra hinanden, miste interessen så at sige, jeg har heller ikke set eller snakkede med hende i en uges tid” ”Så er det godt der er masser af fisk i havet, der skal nok være en til os alle” ”Jeg syntes nu ikke jeg har haft det helt store held med at finde den rigtige endnu” ”Bare rolig der kommer sikkert en når du mindst venter det, skal du se” ”Jeg ved nu ikke, jeg er ikke helt med på den der med kærlighed ved første blik, så pludseligt sker det nok ikke” ”Ja, man ved det aldrig, der kan pludselig dukke en op selv om man ikke tror på den slags kærlighed, det har jeg da oplevet” ”Så blev det sørme stationen” sagde chaufføren ”Nå det var da hurtigt” ”Ja” ”Det kunne du da have sagt, så kunne jeg jo ha’ gået her hen” Sagde jeg lidt små irriteret ”Jo, det kunne jeg jo nok, men så havde jeg jo heller ikke tjent på det” ”Nej, det havde du jo ikke” Sagde jeg, og betalte lidt modvilligt for turen. ”Men held og lykke med kærligheden” ”tak, tak” svarede jeg og lukkede Taxaens dør.

Da jeg kom op på perronen lød det over højtalerne at alle tog var forsinket på grund af tekniske problemer med signalerne, perfekt, og som det ikke var nok så begyndte det også at regne, endnu mere perfekt, en kold januar på en mørk perron i regnvejr, herligt, og hvis det hele lige skulle toppes af, kunne jeg lige så godt få reddet mig en forkølelse i det vejr, det plejede jeg, dobbelt meget perfekt. Stationen var tom, bort set fra en ældre mand der havde fordybet sig i en avis, nogle unge mennesker der pjattede rundt, sikkert på vej hjem fra en nat i byen, og en yngre kvinde, der stod og gemte sig under en paraply. I kedsomhed begyndte jeg at bimle løs med min mobil, først slog jeg op på vejret, og jo sørme om det ikke skulle regne hele natten med, endda med mulighed for sne, der efter kikkede jeg mine mails igennem, en fra min kæreste der ikke ville mere og slog op med mig, hmm.. ja det kunne vel også være det samme, der var ikke rigtigt mere i det forhold, og så slå op over mail i stedet for at sige det ansigt til ansigt, så var det vel meget godt at det var slut, det føltes nærmest som en lettelse, Jeg kikkede vidre, spam mails, en med ”Du har vundet en milliard i et lotteri du ikke har meldt dig til”, slet, en med ”køb disse reproduceret kvalitets ure”, slet, og som altid ”’en har set din profil på xxx og vil gerne i kontakt”, det vil de sikkert jeg har bare aldrig meldt mig til dèr, slet.

 

I mens jeg havde leget med min mobil var den yngre kvinde med paraplyen kommet hen ved siden af mig, uden jeg havde lagt mærke til det. ”Hej” sagde hun. ”Hej” svarede jeg, lidt overrasket. Hun var ikke særligt høj, havde kort mørkt page hår, og hendes øjne var hvad man vel kan betegne som dybe blå, på trods af de blå øjne syntes hun at have asiatiske træk blandet med skandinaviske, hun havde en halv lang vinter frakke på, der gik hende til lidt over knæene, hun så egentlig ret godt ud, tænkte jeg.  ”Var det ikke dig jeg så lidt tidligere, da der var strømafbrydelse?” ”Det skal jeg ikke kunne sige, det var ret mørkt” ”Ja, det var det, og du løb også væk, jeg ville have spurgt dig om vej” ”Nåh, det må du undskylde, men jeg havde nok ikke været til meget hjælp, jeg er ikke særligt kendt i den her del af byen” ”Jeg er heller ikke så kendt her i denne bydel, jeg kender faktisk ikke noget til byen her over hovedet” ”Nå, er du da faret vild?” ”Lidt, men jeg har et sted jeg skal finde, kender du det her sted?” Sagde hun, og viste mig en seddel med en adresse der lå i nærheden af hvor jeg bor. ”Det sted kender jeg godt, der er ikke så langt fra hvor jeg bor” sagde jeg ”Så kan vi jo’ følges” foreslog hun ”Nå, tør du godt det, du kender mig jo ikke” sagde jeg spøgende ”Jeg tør godt, du virker troværdig” sagde hun med et glimt i øjet. Luften begyndte at lugte som når der er sne på vej, og ganske rigtig, kort tid efter gik regnen over i sne. Jeg foreslog at vi gik ind i stations kiosken og fik noget at varme os på indtil toget kom, det indvilliget hun i og vi gik ind i den lille kiosk. Jeg tog mig en kop kaffe og hun en kop varm chokolade. ”Når du ikke er fra byen her, hvor kommer du så fra?” begyndte jeg at spørge forsigtigt ”Hmm..” svarede hun og fortsatte ” Det er lidt svært at forklare, men du ville sikkert tro jeg er skør hvis jeg siger det” ”Nå, er du da fra meget langt ude på landet?” ”Ja, på en måde, måske ikke fra landet, men måske langt ude fra” svarede hun kryptisk ”At være fra landet kan der være mange meninger om, endda også langt ude meninger, det er ikke det du mener?” ”Ja det kan der godt være mange meninger om, men det jeg mener, er bare at, jeg kommer langt ude fra et andet sted end her” ”Du kommer langt ude fra, et andet sted end her?” Svarede jeg spørgende ”Det er rigtigt jeg kommer langt ude fra og endda også fra langt ude i fremtiden, og jeg er muligvis også en tids rejser, men mere vil jeg ikke sige” ”En tids rejser? Mener du at du kommer fra fremtiden?” ”Ja” ”En mystisk ung kvinde er du i hvert fald” sagde jeg ”Hvorfor mystisk?” spurgte hun ”Du betror dig til en fremmed, og så siger du på en mystisk måde at du kommer fra fremtiden” ”Jeg sagde jo at du ville tro jeg var skør hvis jeg fortalte hvor jeg kom fra” svarede hun ”Det er bare svært at tro på” Sagde jeg ”Du er sikker på at du ikke har glemt at tage nogle piller eller noget?” ”Nej, jeg har ikke glemt at tage nogle piller, bare glem at jeg fortalte dig hvad jeg sagde” sagde hun irriteret. ”Misforstå mig nu ikke, jeg tror dig, det er bare lidt svært for mig at forstå at du kommer fra fremtiden, så derfor er jeg lidt skeptisk” ”Jeg kan godt forstå du er lidt skeptisk” Sagde hun ”Det ville jeg også være hvis nogen fortalte mig at de kom fra fremtiden hvis, jeg ikke viste man kunne rejse frem og tilbage i tiden” ”Men hvorfor er du så her nu?” spurgte jeg ”Leder du efter nogen?” ”Ja, jeg leder efter nogen, men jeg kan ikke bare sige hvem jeg leder efter, for hvis jeg forstyrre dette sted i historien, så kan fremtiden pludselig blive ændret, og måske til det værre, selv små ting kan havde konsekvenser” ”Men ved at snakke med mig har du så ikke allerede forandret fremtiden?” ”Jo måske, men du er på vej hjem og det ville du alligevel være, selvom jeg ikke havde mødt dig, så hvis vi skilles når vi er stået af toget igen, og vi ikke mødes mere og du ikke gør noget relateret til at jeg har mødt dig på dette tidspunkt, og jeg ikke gør noget relateret til at jeg har mødt dig, så vil historien ikke blive ændret, og alting vil forløbe som det skal” forklarede hun ”Det lyder jo meget betrykkende, men også lidt skræmmende, hvad nu hvis du ikke kan finde det du leder efter og er nød til at spørge mig eller en anden til råds?” ”Så må jeg holde kortene tæt ind til kroppen for ikke at afsløre for meget, eller, også kunne jeg opsøge dig igen, nu hvor du allerede ved min lille hemmelighed” ”Ih tak, jeg vil gerne hjælpe så længe det ikke er for farligt, og jeg skal nok lade være med at fortælle andre om din hemmelighed” ”Tak” sagde hun. ”Det var så lidt” sagde jeg ”Nej det er ikke” svarede hun ”Nå, men det var så meget, så” svarede jeg.

 

Det var ved at være tid for at toget skulle komme så vi gik tilbage ud på perronen. Sneen blev ved med at dale fra den mørke natte himmel, og den så ikke ud til lige at stoppe foreløbig, der begyndte at falde en ro over stationen som var den viklet ind i vat, det er utroligt hvad sne kan gøre, den kan få alle lyde til at forsvinde fra en ellers støjende verden, man kunne kun høre den stille rislende lyd af snefnuggende, der stødte sammen med hinanden i luften på deres vej mod jorden, en smuk forestilling tænkte jeg, så meget som jeg hader mørke, så meget elsker jeg sne. ”Sner det også i fremtiden” spurgte jeg hende ”Ja, det gør det, bare ikke så meget der hvor jeg kommer fra, de magnetiske poler har ændret sig så jordens rotations akse er ændret, hvilket betyder at sneen falder andre steder end den gør i dag, for eksempel falder der meget mere nedbør i Afrika, og om vinteren også som sne, det har gjort at hungersnøden stort set er udryddet på det Afrikanske kontinent, den er derimod flyttede til andre steder på jorden, som Skandinavien og den norlige del af Europa og generelt de nordiske regioner af jorden, så der hvor der nu er koldt, er der varmt som pokker i fremtiden. Til gengæld er der blevet så koldt på den inderste del af Afrika at der er ubeboeligt lige som det er med Nord og syd Polerne i dag.” Svarede hun ”Det lyder da lidt foruroligende” sagde jeg ” Skaber det ikke konflikter, man hører allerede i dag om at man i fremtiden kommer til at slås om de vand resurser, der er til rådighed i Afrika?” ”Jo, der kommer til at være en del konflikter, og verden ser ikke ud som den gør i dag, folk bor ikke de samme steder mere, befolknings grupperne er blevet blandet meget mere sammen, af nød” sagde hun, og blev stille, som om hun kom i tanke om at hun ikke måtte fortælle for meget, i det samme begyndte skinnerne at synge, og toget kørte ind på perronen, vi gik ind i et af togets coupeer og satte os, der var ret tomt her også, det var også langt over midnat efter hånden. Toget satte i gang, og vi sagde ikke noget til hinanden, i et stykke tid sad vi bare i vores egne tanker, og spekuleret på hinandens verdner, hvordan tingene havde ændret sig i fremtiden og hvordan ting ville komme til at ændre sig. Landskabet uden for var begyndt at blive malet hvidt af den dalende sne, det ville se flot ud i morgen, tænkte jeg, det kunne være svært at forestille sig et Skandinavien uden sne og is, men det var åbenbart sådan det ville komme til at gå. ”Hvad så med teknologien hvad kan man i frem tiden” spurgte jeg for at bryde isen ”Har man super smarte mobiltelefoner, og er man endelig begyndt at flyve rundt i sin egen bil?” tilføjede jeg. ”Haha, nej vi flyver ikke rundt i biler, men mobiltelefoner er blevet meget mere avanceret” ”Ja, min mobil ser sådan ud” sagde jeg og tog den op af lommen og viste hende den. ”Nøj, den er vel nok gammel, hvor længe kan batteriet holde, en uge?” ”Årh hold op, det er nyeste skrig i dag, og ja det kan holde det uge” ”Min løber aldrig tør for strøm, den bliver opladt vær gang jeg bevæger mig” Sagde hun og viste et lille armbånd hun havde om håndledet ”Det er batteri og telefon i et og så høre man og snakker igennem en lille øre snegl man har i øret” sagde hun og trak håret tilbage så man kunne se det ene øre ”Så lille er den” sagde hun og tog den ud, og viste mig den, mikrofonen var kun godt 1cm. Lang, selve øresneglen var ikke større end de gule ørepropper man får uddelt til rock koncerter. ”Det var godt nok en lille en” sagde jeg ”har den ikke noget display?” Spurte jeg videre ”Jo, det sidder i den lille box her” sagde hun og trykkede på armbåndet, der dukkede en lille skærm af noget der lignede gennemsigtigt glas op, af en lille åbning, og foldede sig ud. ”Den virker bare ikke her, for den skal synkronisere med hoved computeren, og den er ikke opfundet endnu, så jeg kan ikke brugen den” sagde hun. ”Øv, men hvad kan den når den virker?” Sagde jeg ”Altmuligt, den ved hvor man er på hvilket som helst tidspunkt og kan fortælle én, gennem øresneglen, hvad man gerne vil have den til at informere om, så som hvis der er en god restaurant i nærheden der servere ens yndlings ret, og om den er på menu’en på den dag, eller om toget er forsinket, eller det bliver regnvejr om lidt og om de vigtigste nyheder lige nu, den kan også fortælle én om at der er en i nærheden man kender, hvis man nu skal mødes med dem,” forklarede hun. ”Det lyder smart” sagde jeg ”Den kan også programmeres til at spille et bestemt stykke musik hvis man er i dårligt humør, og man vil muntres op, det gør den helt automatisk uden at man skal gøre noget, den kan også sende bud efter en ambulance hvis man pludseligt skulle blive syg, og registrere at der er noget galt” ”Imponerende” Svarede jeg. ”Ja, min er langt fra så avanceret, jeg er nød til at finde alt selv” Sagde jeg lidt i misundelse, alt det smarte de har i fremtiden jeg sikkert aldrig kommer til at opleve, tænkte jeg ved mig selv. Jeg kom nok aldrig til at opfinde den slags ting, det var ikke lige matematiske udregninger der var højest på min prioritets liste da jeg gik i skole, så computer programmør blev jeg nok ikke, i det hele tage lå skolen ikke særligt højt på min liste, jeg brugte hellere tiden i skolen på at dagdrømme, og drømte mig altid et andet sted hen end hvor jeg var, et sted hvor alting ikke handlede om skole, og forpligtelser, og hvor man ikke skulle tænke på om man nu passede ind, venner havde jeg ikke mange af heller, vær gang vi skulle lave gruppe arbejde var jeg næsten altid den der sad tilbage, og det hjalp heller ikke at jeg var genert ud over det normale, efter min egen mening, men desværre bliver alting svære når man ikke følger med i skolen, så bliver alle de ting man gerne ville ikke rigtigt til noget, og man er nød til at acceptere at man ikke altid kan leve i sin drømmeverden, og at man er nød til at komme ud i den virkelige verden en gang imellem, og også selv om man nu ikke har lyst til det, hvis jeg dog bare kunne havde fundet mig noget kreativt at leve af, som at være en dygtig musiker, kunstner eller forfatter, så kunne man måske komme ud og se verdenen, det ville jeg godt, så kunne man komme væk og møde nogle andre mennesker og steder, end dem man kendte, men heldigvis, da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at få mere selvtillid og troen på mig selv, jeg blev af med lidt af min generthed, og så fandt jeg ud af at folk ikke syntes jeg var helt dum endda, og begyndte at snakke mere med mig, og jeg fandt ud af at der også var nogen der bekymrede sig om mig, piger var jeg nu ikke så go til at snakke med, jeg var ikke sikker på om de pige venner jeg havde, var tiltrukket af mig eller bare ville være venner, det hele kørte bare rundt i hovedet på mig da jeg var teenager, som det sikkert gjorde på alle andre på min alder dengang.

 

Toget tromlede videre gennem byen, og landskabet blev i stigende grad mere hvidt af sneen der stadig faldt, bare man nu kunne komme hjem for alt den sne? Tænkte jeg Togturen tog egentlig ikke så lang tid, kun omkring 15min. Så vi skulle snart af igen. ”Kom, det er næste station vi skal af” sagde jeg. Vi rejste os og gik ud til døren og ventede på at toget skulle stoppe ved perronen. Toget stoppede og vi steg ud på en endnu tommere perron end den vi var stået på ved. Vi begyndte at gå væk fra stationen og ned på vejen der løb langs med togsporende. ”Jeg bor to blokke ned af den der vej der” sagde jeg til hende, og pegede ned mod en af side gaderne, der lå overfor stationen ”og det sted du leder efter ligger endnu en blok længere nede, så vi kan følges lidt endnu” Hun smilede venligt og fulgte efter. Den tomme gade vi gik af, var allerede ved at være godt dækket til af sne, så man skulle passe godt på man ikke faldt på enden. En enlig saltvogn kom tromlende forbi, og fjernede sneen, og spredte et lag salt ud på vejen efter sig. Da vi nærmede os min opgang sagde jeg til hende. ”Det er lige henne ved den næste blok, og så til højre, der ligger en lille resturent, og lige ved siden af den er hotellet du leder efter” ”Mange tak” sagde hun ” Ved du om det er et godt hotel?” spurgte hun så ”Det ved jeg ikke, jeg har aldrig været der inde, jeg bor jo i nærheden så jeg har ikke haft behov for at bo der, men det ser nu pænt nok ud udefra, selv om det er gammelt” ”Det lyder godt” sagde hun ”Mange tak fordi du hjalp mig, man ved jo aldrig om vi mødes igen” sagde hun med et smil. ”Jeg er kun glad for at kunne hjælpe” svarede jeg, og vi gav hinanden et venskabelig kram, og gik vær til sit, hun fortsatte ned af vejen mod den næste blok og jeg gik op i min lejlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...