The game.(JongKey.)

Jonghyun og Key er fjender og de hader hinanden, mere end noget andet. De andre vælger at starte et spil. Jonghyun og Key skal bo sammen alene, i et år og den første der opgiver taber. Jonghyun og Key, siger ja til at deltage i spillet og så begynder det hele...
(Advarsel: Nogle af kapitlerne kan godt være lidt grænseoverskridende.)

37Likes
62Kommentarer
4587Visninger
AA

7. Jeg savner dig

Key P.O.V

Der var gået et par uger, siden vi var ude og kigge på huset og i dag skulle vi så flytte ind. De sidste par uger havde jeg for det meste brugt på at sidde inde på mit værelse, for jeg var overhovedet ikke i humør til at snakke med nogen. Den eneste jeg havde snakket med, var Taemin. Jeg sukkede lettet, da den sidste flyttekasse stod inde på mit nye værelse. Jeg smed mig i sengen og bestemte mig for, at jeg først ville pakke ud i morgen.

"Umma, vi tager hjem nu. Held og lykke." Hviskede Taemin, der lige var trådt ind på værelset. Jeg rejste mig hurtigt op, for at kramme ham.

"Tak Taebaby. Vi ses." Sagde jeg og smilede svagt til ham, før han forlod mig.

 

Jonghyun P.O.V

Jeg havde lige sagt farvel til de andre og sad nu i stuen, igang med at lave nogle planer om, hvordan jeg ville ramme Key bedste. Jeg ville vinde det her, så hurtigt så muligt, så jeg kunne slippe for at bo sammen med ham. Jeg savnede allerede lejligheden.

"Jjong, det her er din chance for at få Keys venskab tilbage. Lad vær med at svine ham til og få ham til at gå psykisk ned, prøv i stedet at lær ham at kende igen."

Måske havde Minho ret. Måske skulle jeg bare lade Key være og prøve at få vores venskab tilbage. Jeg rystede hurtigt på hovedet af den tanke. Det var latterligt. Mig og Key blev aldrig venner igen, det var jeg helt sikker på. Det var for meget had imellem os, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke på hvor meget jeg savnede Key. Forbandede Minho, at sige sådan noget.

Jeg kiggede op, da Key kom ind i stuen. Jeg åbnede hurtigt munden for at komme med en eller anden kommentar, der vile sårer ham, men der kom ikke et eneste ord ud, da jeg så, hvor sårbar han så ud. Jeg bed mig hurtigt i læben og skældte mig selv lavmelt ud, for at være så stor en svans. Key fortsatte ud i køkkenet og jeg kunne ikke lade vær med at kigge efter ham. Lige der indså jeg faktisk hvor meget jeg savnede ham og det gjorde ondt at vide, hvor meget jeg havde såret ham. Jeg blev nød til at snakke med ham, men jeg kunne ikke få mig selv til at rejse mig og gå ud til ham. Jeg sad bare og stirrede efter ham. Først da det blev aften, fik jeg endelig sagt noget til ham.

"Hey Key? Jeg tænkte på om .. Kunne vi ikke prøve at være bare lidt søde mod hinanden? Jeg mener huset er ret fedt og jeg ville ikke have noget imod at bo her, i et års tid." Mumlede jeg.

Key kiggede overrasket op og jeg kunne se på ham, at han ikke havde forventet at jeg ville sige sådan noget. Han skubbede hurtigt sin tallerken fra sig og rejste sig op. Før jeg vidste af det var han allerede låst inde på sit værelse.

 

Key P.O.V

Jeg smed mig i min seng og bed hårdt i puden, for ikke at skrige af vrede. Jeg kunne ikke fatte at han havde sagt sådan noget. Hvor dum troede han lige at jeg var. Som om han ville være sød imod mig, bare for husets skyld.

"Key, kan du ikke lige åbne døren, så vi kan snakke sammen? Jeg mente faktisk det jeg sagde." Sagde Jonghyun, ude fra den anden side af døren.

"Hvis du vil være sød ved mig, så lad mig være og skrid ud af mit liv!" Skreg jeg. Han sukkede lidt, før jeg så kunne hører at han gik.

Efter et par timer, blev jeg nød til at forlade mit værelse, da jeg var ved at dø af tørst. Jeg håbede inderligt på, ikke at støde ind i Jonghyun, men uheldigvis sad han ved køkkenbordet, da jeg trådte ud i køkkenet. Jeg bed tænderne sammen og fik hurtigt fundet et glas. Jonghyun tog fat i min arm, da jeg skulle til at åbne køleskabet.

"Key, hør nu på mig. Jeg magter ikke at være uvenner mere. Kan vi ikke bare snakke om det og så muligvis prøve forfra?" Spurgte han og så mig direkte ind i øjnene.

Jeg trak hurtigt min arm til mig og gav ham mit ondeste dræberblik, imens jeg fik fat i noget juice. Jeg drak hurtigt noget af det, imens jeg bare kunne mærke Jonghyuns øjne, som stirrede på mig. Jeg skulle til at forlade køkkenet, da Jonghyun igen tog fat i mig.

"Key please? Giv mig en chance." Hviskede han tiggende.

"Fuck dig! Tror du selv at jeg ville tilgive dig, for alt det shit, du har gjort i mod mig? Tror du?!" Råbte jeg og skubbede ham væk fra mig, hvorefter jeg flygtede ind på mit værelse, hvor jeg faldt grædende sammen på min seng.

Da jeg vågnede næste morgen, sad Jonghyun og kiggede på mig. Jeg satte mig hurtigt op i sengen og begyndte at slå løs på ham, imens jeg råbte og skreg, at han skulle skride ud af mit liv.

"Key, jeg savner dig for helvede!" Råbte han. Det fik mig straks til at stoppe.

"Hvad?" Hviskede jeg og kunne straks mærke at tårerne var på vej. Han savnede mig. Han savnede mig! Jeg forsøgte for alt i verden, ikke at smile, men det var svært. Nu kunne jeg ikke nægte det mere. Jeg elskede ham stadig.

"Jeg savner dig, Key. Jeg savner dig virkelig meget." Mumlede Jonghyun.

Jeg havde lyst til at tro på ham, men jeg turde ikke. Det kunne være en fælde, så i stedet for at kramme ham og sige at alt var okay, sparkede jeg ham ud af værelset og råbte en del grimme ord efter ham. Jeg låste hurtigt døren, før jeg faldt sammen på gulvet og begyndte at græde. Hvorfor kunne jeg ikke bare tro på ham, hvad nu hvis han virkelig mente det? Jeg skubbede hurtigt tanke væk, da jeg godt vidste at han ikke mente det. Jonghyun kunne ikke fordrage mig, det vidste jeg, men alligevel var der noget i hans øjne, da han sagde det, som næsten fik mig til at tro på ham.

 

Jonghyun P.O.V

Det var dog godt nok den dummeste idé nogensinde. Hvad fanden havde Minho tænkt på, da han sagde at dette var chance for at få Keys venskab tilbage. Det var tydeligt at Key overhovedet ikke ville være venner igen. Hans øjne var fyldt med had når han så på mig. Måske var det bare bedst at det blev sådan. Hvis jeg bare lod ham være, så vil der ikke ske noget. Så ville vi om et år forlade huset, uden at have haft nogen kontakt med hinanden og efter det, ville vi stadig være røv ligeglad med hinanden. Det lød som om, det var lettere end at blive venner med Key igen.

Der gik tre uger, hvor vi ikke snakkede sammen. Key kiggede ikke engang på mig, når han engang imellem kom ud fra sit værelse. Han brugte alt sin tid inde på sit værelse og kom kun ud, når han var tørstig eller når vi skulle spise, selvom han altid bare sad og stak lidt i sit mad, spiste to mundfulde og hældte så resten ud. Sådan var det hvergang. Lige indtil jeg ikke kunne klarer det mere.

"Key, spis nu din mad. Du har ikke spist i flere uger, det er ikke godt for din krop." Sagde jeg stille. Han fløj straks op af stolen, imens han tog sin tallerken og smed den ind i væggen.

"Lad vær med at lyde som om du er min mor! Og lad vær med at lade som om at alt er okay og at der intet er sket! Jeg er træt af det Jonghyun! Du har ødelagt mig, er du godt klar over det?!" Skreg han og væltede bordet, så alting fløj rundt til alle sider.

Lige der vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde ødelagt, Key. Det vidste jeg godt, men det var først nu jeg indså, hvor meget jeg egentlig havde ødelagt ham.

"Rend mig!" Hvæsede Key, før han forlod køkkenet. Lidt efter hørte jeg hans værelsesdør smække og blive låst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...