The game.(JongKey.)

Jonghyun og Key er fjender og de hader hinanden, mere end noget andet. De andre vælger at starte et spil. Jonghyun og Key skal bo sammen alene, i et år og den første der opgiver taber. Jonghyun og Key, siger ja til at deltage i spillet og så begynder det hele...
(Advarsel: Nogle af kapitlerne kan godt være lidt grænseoverskridende.)

37Likes
62Kommentarer
4581Visninger
AA

6. Huset

Key P.O.V

Kort efter Jonghyun var gået, faldt jeg i søvn og vågnede først næste morgen. Det var Taemin der havde vækket mig. Jeg satte mig straks op, da jeg så hans bekymret blik.

"Vi har fundet et hus til jer." Hviskede han svagt og kiggede ned.

Jeg bed mig hårdt i læben og nikkede stille. Så var det altså nu. Nu skulle jeg altså bo sammen med Jonghyun. Jeg lukkede straks mine øjne, da jeg kunne mærke at tårerne var på vej.

"Umma det skal nok gå." Sagde Taemin.

Jeg rystede på hovedet. Det ville aldrig gå. Han ville ødelægge mig fuldstændig, jeg vidste det bare. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage mere. De begyndte at løbe. Taemin så det og krammede mig straks, men det hjalp ikke. Jeg græd mig selv i søvn og vågnede senere på dagen, da vi skulle ud og kigge på huset.

Det tog ca. en times tid at komme ud til det hus vi skulle kigge på. Der var ingen der havde sagt et ord under hele turen. Jeg sad og forsøgte at holde mine tårer tilbage, men det var svært. Jeg lukkede stramt øjnene i og tænkte tilbage på dengang jeg fortalte Jonghyun hvad jeg følte.

- Flashback -

Jeg var ved at dø af skræk, da morderen hoppede frem bag døren og stak den blonde pige ned. Jonghyun havde igen fået mig overtalt til at se en gyser film, hvilket jeg ikke brød mig særlig meget om. Gyser film var ikke noget for mig, men Jonghyun havde brugt en halv time på at overbevise mig om, at den ikke var særlig uhyggelig, så jeg gav mig.

"Jjong, kan vi ikke godt se en anden? Den er virkelig uhyggelig." Hviskede jeg og holdte mig for øjnene.

Han grinede dog blot af mig og rettede sit blik mod fjernsynet, imens han fortalt mig at den snart var færdig. Jeg hev hurtigt dynen op over hovedet, da morderen slog endnu en pige ihjel. Jonghyun grinede endnu engang af mig, før han så slukkede for filmen, da han godt vidste at jeg ikke kunne tåle at se mere. Han var en pabo, men nogengang kunne han også være sød. Måske lidt for sød, for jeg havde i hvert fald forelsket mig i ham, efter en uges venskab.

"Den er slut nu Key." Grinede han og jeg fjernede dynen, for at se at tv skærmen var sort.

Jeg smilede blidt til ham, hvorefter jeg satte mig op i sengen. Jeg tog mig sammen for at fortælle Jonghyun, at jeg elskede ham, men hver gang jeg åbnede munden, kom der ikke nogen ord ud. Jeg bed mig hårdt i læben og kiggede så på ham. Jeg åbnede igen munden, men der kom stadig ikke noget ud. Jeg sukkede irriteret og fik Jonghyuns opmærksomhed, med det samme.

"Hvad er der?" Spurgte han, med et skævt smil.

"Jeg .." Startede jeg, det var nu eller aldrig. "Jeg .. Jeg elsker dig Jjong." Hviskede jeg og slog straks mit blik ned. Nu havde jeg sagt det. Jeg kunne ikke tage det tilbage. Jeg kiggede op på Jonghyun, som bare sad og stirrede ud i luften, med et tomt blik. Han var bleg og lignede en der lige havde set et spøgelse.

"Du elsker mig? Hahahaha, hvor er du sjov Key." Sagde han endelig og grinede lavt, men midste hurtigt sit grin, da jeg nikkede med et seriøst blik. Der var ingen af os der sagde noget, de næste mange minutter, ingen af os bevægede sig. Vi sad bare og stirrede ud i luften.

"Du kan ikke elske mig! Det kan du ikke! Jeg er en dreng, du er en dreng, det er total klamt!" Råbte han og rejste sig straks op.

Der kunne jeg ikke mere. Jeg gemte mit hoved i hænderne og begyndte straks at græde. Jeg græd, fordi han ikke gengældte mine følelser, fordi han ikke elskede mig. Jeg rejste mig hurtigt op, for at flygte ud på badeværelset. Jeg låste hurtigt døren og faldt så sammen på gulvet. Jeg græd, som aldrig før. Det var første gang jeg fik mit hjerte knust. Det var min første forelskelse og så gengældte han det ikke. Det var forfærdeligt og han sagde endda, at det var klamt. Jeg ville aldrig se ham igen, selvom jeg vidste at jeg blev nødtil det. Det var der jeg besluttede mig for at droppede venskabet og starte et fjendskab op.

- Flashback slut -

"Key vågn op, vi er her nu." Sagde Taemin, i det han ruskede i mig.

Jeg slog straks øjnene op og det første jeg så, var Taemins smilende ansigt. Jeg smilede stille, før jeg så åbnede døren, for at stige ud af bilen, så jeg kunne følge med de andre ind i huset. Jeg fik hurtigt øje på huset og fik straks store øjne. Huset var stort, hvidt og ekstrem flot. Der var en lille have foran, som var fyldt med blomster i forskellige farver. Den sorte dør gik straks op og vi blev mødt af en køn dame, men langt mørkt hår, som tog os med ind i gangen.

Gangen var stort, med hvide vægge og store vinduer, der stod en sort bænk op af den ene væg, ved den anden væg, stod der et sort skab, som fyldte det meste af væggen. Jeg blev strak forelsket i huset, efter jeg havde set tre rum. Her var åbent og lyst og der var meget plads. Det ville gøre det lettere at undgå Jonghyun.

Vi bestemte os hurtigt for at det skulle være det hus og Onew fik aftalet noget med damen om købet, imens vi andre gik rundt og tjekkede det ud, endnu engang. Det ville være et perfekt sted, hvis jeg nu ikke skulle dele det med Jonghyun. Onew ventede på os ude ved bilen, da vi var færdige med at tjekke det ud, endnu engang. De snakkede alle sammen ivrigt om hvor fedt det hus var, udover mig som bare sad og kiggede ud af vinduet hele turen hjem. Det var altså for alvor at jeg skulle bo sammen med Jonghyun og der var kun få uger til at vi skulle flytte ind.

Da vi kom hjem, gik jeg direkte i seng, ligeglad med om de andre var sultne, jeg ville bare sove og glemme det hele. Jeg nåede dog ikke at sove særlig længe, før det stod en sulten Minho på mit værelse og brokkede sig over at de var sultne. Jeg smed ham ud og råbte at de selv kunne lave mad, bagefter smækkede jeg døren. Jeg faldt hurtigt i søvn og var lettet, da jeg nåede til drømmeland.

Jeg vågnede dog om natten, ved at Taemin lå og græd. Jeg fik straks rejst mig fra seng, for at komme over til Taemin. Han kiggede op på mig, da jeg satte mig på kanten af sengen. Jeg trak ham hurtigt ind til mig og krammede ham, hvilket dog kun gjorde hans gråd værre.

"Taemin, hvad er der galt?" Spurgte jeg stille og strøg stille hans hår, for at få ham til at falde ned. Jeg fik dog straks store øjne, da jeg så mærket på hans kind.

"Hvem har slået dig?!" Råbte jeg vredt.

Taemin rystede kort på hovedet og knugede sig tæt, ind til mig. Hans øjne udstrålede frygt og han rystede over hele kroppen. Jeg kyssede ham blidt i håret og hviskede beroligende ord. Til sidst hjalp det og han fik sine vejrtrækninger på plads, så han kunne fortælle mig hvad der var sket.

"Jeg ved oppe og skændes med Jonghyun, på grund af alt det med dig og sådan. Da jeg så ikke magtede det mere, gik jeg en tur, for at få noget frisk luft, så jeg kunne køle af, men så .. Umma, der var en der prøvede at voldtage mig." Det sidste hviskede han, før han igen begyndte at græde.

Jeg stivnede med et gisp. Der var en der havde prøvet at voldtage min baby og jeg var der ikke til at beskytte ham. Åh gud. Mine øjne begyndte straks at brænde og kort tid efter, løb tårerne ned af mine kinder. Taemin opdagede det og græd bare endnu mere.

"Undskyld for at jeg ikke var der, til at beskytte dig, Taebaby." Hviskede jeg svagt.

Han gav mig et lille smil og puttede sig så ind til mig. Hans krop rystede stadig, men ikke nær, så meget, som den gjorde før. Hans tårer var stoppet, men hans øjne var stadig fulde af frygt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, for ikke at have været der, til at beskyttet ham. Jeg følte mig som en dårlig ven, en dårlig umma.

"Det er okay, umma. Jeg elsker dig." Hviskede han, før han faldt i søvn, i mine arme. Lidt efter faldt jeg også i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...