Delly Cartwright

Delly er en karakter i Dødsspillet. Og er jordens venligste person i denne novelle er hun gode venner med Peeta og skal måske se ham dø på landsdækkende tv...

0Likes
1Kommentarer
819Visninger
AA

1. Delly Cartwright

 

Jeg tog min lillebror i hånden og hev ham med, men han ville absolut ikke med. ”Luca kom så, vi skal hjem og måske vanker der et bolsje til den der kommer først,” sagde jeg lokkende. Hans øjne blev store og trak mig med. Han havde mange kræfter selvom han kun var 6 år. ”Delly hvor skal du hen?!” Råbte Jonah efter mig, jeg blev helt varm indeni han bemærkede mig. Jeg kiggede hen på bænkene hvor nogle af byens butiksdrenge sad. Jeg vendte mig om og så på de velkendte ansigter. Jeg kunne alle deres navne. Jonah, Laren, Ferlan og Peeta. Peeta havde jeg kendt fra barnsben, og han var fænomenal til at tegne. Allerede som lille da vi tegnede med kridt på fortovene var han dygtig. Jonah derimod var meget sportslig og god til det fysiske i hans forældres slagterbutik. ”Jeg skal hjem med Luca!” Råbte jeg tilbage. ”Kommer du tilbage?!” Spurgte han igen, jeg trak på skuldrene, ”måske!” Han smilede ”det håber jeg!” Råbte han. Peeta prikkede anerkendende med sin albue til ham. Luca hev utålmodigt i mig og vi gik hjem. Vi nåede ud på torvet og jeg kunne allerede se vores skilt på butikken. ”BYENS SKO” stod der med store guld bogstaver. Jeg åbnede døren for Luca som smuttede ind under min arm. ”Moar Delly lovede mig et bolsje!” Råbte Luca da han styrede om bag i butikken til vores hus. Min mor dukkede op bag en skoreol og kiggede en lille smule strengt på ham, ”det var den eneste måde som jeg kunne få ham hjem på.” Sagde jeg i mit forsvar. Hun rystede opgivende på hovedet og gav mig et knus. ”Jeg lovede at mødes med de andre,” sagde jeg og var allerede på vej ud af døren igen. ”Delly! Du skal være hjemme om en time…” Begyndte hun men jeg kom til at afbryde med et: ”Hvorfor?!” Hun holdte advarende en hånd oppe og sagde: ”Ja hvis du nu ville lade mig tale færdig… Vi skal over til Mellark familien.” Jeg smilede, ”intet problem jeg tror jeg følges med Peeta hjem.” Hun nåede kun lige at nikke til svar inden jeg forsvandt ud af døren.

Hvert år aften før høstdagen holder Mellark familien og Cartwright familien en slags middag, for at dulme nervøsiteten for den næste dag. Jeg løb ned af gaden så mit gule hår piskede mod mine kinder. Tænk hvis de var gået og havde glemt mig! Tænkte jeg og løb endnu hurtigere. Jeg drejede om et hjørne og var lige ved at løbe ind i Kattua og Gale. Jeg blev så forskrækket jeg gav et lille hvin fra mig. Hun havde to vilde kalkuner og en kanin i hænderne. Jeg smilede ”god fangst?” Kattua nikkede og smilede igen. Vi gik forbi hinanden og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på at de ville danne et enormt godt par. Selvom de sagde at der ikke var noget i mellem dem, gik alle og talte om at de sikkert blev gift om et par år. Jeg begyndte at småløbe igen og nåede ned til den lille plads hvor drengene stadig sad, gudskelov. Jeg gik med rank ryg hen mod dem og prøvede på at se så attraktiv ud som mulig. ”Hej så kom du.” Sagde Peeta og rykkede sig så jeg kunne være der. Vi snakkede i lang tid lige indtil Peeta sagde: ”Nå Delly vi må nok til at se at komme hjem, jeg vil helst ikke gå glip af maden.” Jeg nikkede og vi sagde begge farvel til de andre. ”Nå glæder du dig til i morgen?” Spurgte han sarkastisk, man kunne ligeså godt lave sjov med Høstdagen. ”Ja klart!” Svarede jeg og rystede på hovedet. Han kiggede på det store ur på torvet og tog mig hånden og spænede af sted. ”Peeta hvad sker der?!” Råbte jeg mens jeg med besvær prøvede at holde mig på benene. ”Vi er sent på den er du klar over hvor sur min mor bliver?!” Råbte han frustreret mens han svingede ud og ind i mellem folk. Ja jeg vidste godt hvor sur hans mor kunne blive, og selvom jeg prøver at finde noget godt i alle tror jeg ikke det var muligt med mrs. Mellark. Vi nåede hans have og han åbnede bagdøren. ”Hvor fanden har du været dreng!” Lød en vred råben fra stuen. Jeg kunne høre ham synke og hans greb blev strammere om min hånd. Jeg aede den beroligende da hans mor dukkede op i døren, hun tog et blik på mig og gennede os ind i stuen. Peeta gav mig et takkende blik.

Folk i distrikt 12 snakkede næsten altid om hvordan den venligste kvinde i distriktet og den mest ondskabsfulde kvinde, overhovedet kunne enes. Men det kunne de, Peetas mor og min var bedste veninder og havde altid været det. Vi satte os ved bordet og begyndte at spise. Peetas far var meget rar men sagde næsten aldrig noget nok begrund af den kost han havde af en kone. Peeta havde to ældre brødre som havde store overarme og brede skuldre. Da vi havde spist gik Peeta og jeg fra bordet og på hans værelse. Da vi var yngre havde vi ingen at lege med til sammenkomsterne, Peetas brødre var sammen og Luca faldt altid i søvn. Så Peeta og jeg legede automatisk sammen. Jeg åbnede døren ind til hans værelse og den velkendte lugt af maling kom brasende mod mig. Han satte sig på sengen mens jeg kiggede på hans mange malerier og tegninger. Mellem nogle bøger anede jeg en lille snip af et papir og trak forsigtig i den. En mellemstor tegning kom til syne og jeg kiggede forundret på den. Det var Kattuas ansigt, det var så godt tegnet at jeg ikke kunne udpege den mindste fejl. Peeta havde opdaget hvad jeg havde i hånden og rejste sig med det samme og rakte ud efter det, men jeg var for hurtig og sagde med beundrende stemme: ”Wow Peeta den er virkelig flot, den bedste du har lavet.” Han nikkede til tak og tog papiret ud af min hånd. Jeg vidste godt at han havde et eller andet med Kattua, men vær gang jeg snakkede om hende og ham, skiftede han enten emne eller sagde at hun altid gik med Gale alligevel. Jeg satte mig i sengen og han satte sig på en stol. ”Jeg ved ikke hvorfor men jeg stensikker på det bliver mig der bliver trukket.” Sagde jeg og kiggede op i loftet, ”hellere mig end dig Delly, mennesker som dig er der ikke nok af her i verden.” Jeg smilede til ham.

Vi sagde farvel til Peeta og hans familie og tog hjem, foran hos lå en lang og angstjagende nat. Næste dag stillede vi som sædvanlig op, de yngste forrest og de ældste bagerst. Jeg stod med en kæmpe klump af angst i maven da Effie i sit pink antræk bevægede sig hen mod bowlen med pigenavnene. Jeg holdte vejret da hun åbnede læberne og læste. ”Primrose Everdeen!” Gjaldede det i højtalerne. Jeg blinkede et par tårer væk da Prims velkendte ansigt dukkede op på storskærmene. Pludselig kunne man høre en desperat råben fra Kattua, hun havde åbenbart taget hendes lillesøsters plads, hvor var hun modig, som altid. Stakkels familie de oplevede ikke rigtigt andet end ulykke. Effie gik hen til drengenes skål og trak et navn, jeg holdte igen vejret, ”Peeta Mellark!” Læste hun op og jeg stivnede. Nej det kunne ikke passe, ikke søde, varme Peeta som skulle kæmpe i en arena. Han passede ikke ind i en arena fuld af frygt, død og ødelæggelse, det gjorde hverken ham, Kattua eller alle de andre børn. Jeg ville miste min ældste ven og jeg skulle oveni købet sidde og se ham blive dræbt på landsdækkende tv, til ære for Capitol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...