På vej til Himlen

Kamille lever et liv som en, alle driller, men en dag kommer hun til en ny verden på en uventet måde. I verdnen møder hun mennesker, som lider, og hun er selv en af dem.

4Likes
2Kommentarer
1972Visninger
AA

8. En uendelig trappe

Hvor længe havde de gået? Det kunne være to timer lige så godt som 16. Kamilles tidsfornemmelse var fuldstendig forsvundet. Hun kiggede op. Toppen af bjærget var ikke kommet tættere på, og det ville det nok ikke komme foreløbigt. Nede ved bunden af bjærget kunne hun se lavasøen. Den boblede ligesom lavaen i et vulkankrater, hun havde set i en eller anden dokumentar med sin mor. Hun var arbejdsløs og havde altid tid til at være sammen med Kamille.

Kamille løftede armen. Ilden var fortsat med at brænde, også efter de var kommet op af søen. Der var ikke kommet nogle brandsår, og ilden spiste ikke af hende. På trods af det gjorde det ondt. Så ondt at hun i starten var tæt på at besvime. Det gjorde ikke ondt ligesom et overfladisk sår. Det mindede mere som, hun var faldet ned fra et højt sted og blevet slået gul og blå.

Lidt længere fremme gik Magnus. Han var en levende fakkel præcis lige som hende og alle andre på bjærget. De havde holdt sig sammen lige fra det første trin. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun havde ikke lyst til at lade ham alene. De havde skiftedes til at gå forrest. Det var nærmest umuligt at gå ved siden af hinanden med alle de mennesker, der var. De fleste gik i små grupper med hvert sit tempo. Det var på samme måde, som et skoleløb Kamille havde været med i. Dem, der løb i samme tempo, fandt sammen.

En gang i mellem var der en, der faldt om. Kamille kunne ikke helt forstå, at der var nogle, der var villig til at gå, til de faldt om af udmattelse. Der var selvfølgelig nogle, der faldt om, på samme måde som hun havde været tæt på. Ilden smerter, fødderne vil ikke løfte sig, man har svært ved at forstå sin skæbne, alting drejer rundt, og før man ved af det, ligger man på jorden ude af stand til at rejse sig. Kamille kunne lige forestille sig det.

En størere gruppe var på vej, og Kamille og Magnus valgte at gå ind til siden. De lænede sig op af vægen for at få en lille pause. I noget tid stod de bare og kiggede på menneskene, der passerede dem. De var stoppet på den side af bjærget, hvor skytrappen begyndte. Så med jævne mellemrum så de folk falde ned. Sådan nogle pauser havde de holdt en gang i mellem.

"Hvordan tror du det føles?" Der gik et øjeblik, før Kamille fandt ud af, Magnus havde snakket til hende. "Hvad?" Svarede Kamille en smule desorienteret. "Hvordan tror du, det føles at falde ned?" Det havde hun slet ikke tænkt på. Hun havde lidt svært ved at sætte sig ind i, at hun var en del af alle de mennesker omkring sig. "Måske som om alting står stille, mens man ser søen komme tættere og tættere på." Man faldt ned i søen, for at lavaen kunne opfriske ilden. Magnus nikkede stille uden at se på hende.

Kamille så, hvordan hans øjne fulgte en midaldrende dame, der faldt ned gennem luften. Var han bange for det, der ville ske, når de kom op på toppen. Hun havde selv ikke tænkt på det før nu, og hun ville helst ikke plage sig med det. "Skal vi gå videre?" Hun havde ikke længere lyst til at stå og betragte de nedfaldende mennesker. "Ja, lad os det."

 

Der var ikke sket noget nyt i meget lang tid. Søvn var ikke nødvendigt i Skærsilden. Den eneste slags pauser, der var nødvendige, var dem, der skulle til, når man var udmattet. Kamille og Magnus holdt rigeligt af dem. Kamille havde fået skræk for at falde om midt på trappen. Hun havde set nogle, der bare havde sparket et menneske ud over kanten. Det var jo ikke svært, efter som der ikke var nogen form for gelænder eller hegn. Kamille og Magnus sørgede altid for at holde sig væk fra kanten.

Der skete ingenting. De gik, de holdt Pause, de gik, de holdt pause, og sådan fortsatte det bare. I starten havde Kamille prøvet at ligge mærke til deres pauser og brugt dem til at finde ud af hvor lang tid, der ca. var gået. Det var svært. Der skete aldrig noget nyt, så tiden smeltede sammen. Hun var dog sikker på, at de havde været der i mere end to måneder.

Det var umuligt at tale sammen i mens de gik. Dels fordi det var svært at gå ved siden af hinanden, og dels fordi der var så meget larm. I deres pauser satte de sig op af bjærget på trappens mere brede sider. På den måde standsede de ikke trafikken.

En gang i mellem var der nogle mennesker, som satte sig ved siden af dem. Kamille havde i starten ligget mærke til ansigtstræk og sådan noget, hvis det skulle ske, de stødte ind i hinanden igen. Muligheden for det var bare så minimal med så mange mennesker, så hun til sidst havde givet op.

Hende og Magnus plejede at sidde og tale stille sammen. De talte om alt det, de havde haft, som døden havde taget fra dem. Det var svært for Kamille. Når hun tænkte tilbage, var det, der fyldte mest, den pressende frygt for Andreas. Frygten for at han pludselig stod bag hende, frygten for at han var klar til at give hende endnu et chok. Den konstante frygt havde ikke været til at holde ud.

Hun snakkede med Magnus om det. Han sad og lyttede med et par kommentarer her og der. Det var rat at få talt ud om det helt fra begyndelsen. Derhjemme havde hun Veronica, men det var bare ikke helt det samme som at tale med Magnus.

Magnus havde også oplevet dårlige ting, men han ville helst ikke snakke for meget om det. "Der sker både dårlige og gode ting for en. Det, man vælger at fokuserer på, gør en til den, man er," sagde han altid når Kamille spurgte ind til det. Magnus ville helst huske på de gode ting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...