På vej til Himlen

Kamille lever et liv som en, alle driller, men en dag kommer hun til en ny verden på en uventet måde. I verdnen møder hun mennesker, som lider, og hun er selv en af dem.

4Likes
2Kommentarer
1969Visninger
AA

5. Drengen på gulvet

Det var en dreng. Han var ca. på hendes alder, måske et år eller to ældre. Han havde en lyseblå hættetrøje på og sorte cowboybukser. Hun satte sig ned på hug og studerede ham lidt nærmere. Han havde, hvad hun ville kalde, en lille næse. Hans hår var mørkt og kortklippet.

Så åbnede han øjnene. Han stirrede bare op. Kamille kiggede undrende på ham. Mange spørgsmål løb gennem hendes hoved. Hvor lang tid ville det tage ham at komme til sig selv? Kunne hun nå at komme væk? Ville han høre hende hvis kun løb? Hvor skulle hun løbe hen? Var han overhovedet fjendtlig?

Hun brugte tiden på overvejelser, og så pludseligt fik hun øjenkontakt med drengen. Han satte sig hurtigt op. "Hvem er du? Hvor er jeg?" røg det ud af hans mund. "Jeg hedder Kamille, men jeg kan altså ikke svare på hvor vi er." Drengen kiggede sig lidt rundt og så faldt hans øjne igen på Kamille. Hun kunne mærke han vurderede hende. "Mit hedder Magnus" Han sagde det helt uden fjendtlighed i stemmen. Han troede vel ikke hun var farlig.

Kamille rejste sig op. Hun tog hånden frem imod ham. Han tog fat i den. Det var rart. Hans hånd var varm, og det var som om tiden gik langsommere. Magnus takkede, da han var kommet op at stå. "Mærkeligt, det ene øjeblik var jeg i bussen, det næste var jeg her." Magnus mumlede, så det var tydeligvis ikke henvendt til hende.

Kamille kunne ikke lade være, og hendes nysgerrighed tog over. "Skete det bare sådan. Du lagde ikke mærke til nogle mærkelige lyde, som noget i retningen af et dyttende bilhorn, der kunne tyde på at den kørte galt?" Magnus rystede på hovedet kort og så på hende. "Nej," Han trak lidt i ordet. "men kort inden jeg vågnede op her, hørte jeg en rude smadre og en anden lige efter. Det sidste jeg så var en masse blod." Kamille lagde mærke til, hans blik var tomt. Han så nok scenen ske igen.

Kamille tænkte sig om et kort øjeblik. "Jeg tror vi har noget til fælles." Hun var lidt rystet over sin konstatering, men hvordan skulle de ellers være havnet her. Magnus var igen nærværende. "Vi er begge to døde."

Det var tanke, der hele tiden havde ligget i hendes baghoved, men hun havde først ville lytte til den nu, hvor der ikke var nogen bedre forklaring. "Er du sikker på det? Hvad er det sidste du husker?" Magnus virkede ret chokeret. Han havde sikkert svært ved at forstå, livet var forbi. Nok lige så meget som hende.

"Jeg blev kørt ned af en bil. Jeg var så sur på alt og alle, at jeg ikke rigtig lagde mærke til mine omgivelser." "Hvem var du sur på?" Der var medlidenhed mellem ordene. "Det kan vel være lige meget nu? Sukkede Kamille. "Det er det da ikke. Dem omkring dig og dine omgivelser gør dig til den du er." Hun kiggede op på ham, for han var højere end hende.

"Han stod i vejen for mig igen." irritationen var vendt tilbage. "Hvem?" "Andreas fra min klasse." Kamille bed tænderne sammen. "Hun fik aldrig fortalt ham, hvor irriterende han var. Hun ville aldrig komme til at give ham igen. "Var han tit efter dig?" "Ja, hele tiden" hun rullede med øjnene.

"Hvad med dig? Havde du nogle gode venner?" Det var lidt mærkeligt at sige 'Havde'. "Ikke rigtig" Han kiggede hurtigt rundt. "Nå, hvordan kommer vi væk her fra?" Han ville nok gerne væk fra ærmet. "Jeg har prøvet de der to døre," Kamille lavede en hovedbevægelse. "men jeg har ikke prøvet den sidste." Magnus så opfordrende på hende. "Skal vi prøve sammen?" Kamille nikkede, og de gik hen i mod den. De tog sammen fat i håndtaget. Kamille kiggede en gang på Magnus. Han blinkede opfordrende til hende. De trykkede håndtaget ned. Døren åbnede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...