Ambisoneren (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2012
  • Status: Færdig
15-årige Rachel er vokset op sammen med sin tvillingebror i Distrikt 2 i landet Panem. Lige fra de var helt små, er de blevet opdraget som ambisonere.
Formålet med deres liv er at deltage i Dødsspillet - og vinde.
Der findes ingen større ære, og Rachel tørster efter at bevise, at hun er mere værdig end sin mor, som døde i Spillet for fjorten år siden.
Hendes tvillingebror Nathan er mere tilbageholdende og snakker sjældent højt om Dødsspillet, men det forhindrer ikke Rachel i at gøre alt, hvad hun kan for at blive udtrukket ved Høsten til det 63. Dødsspil i Panems historie.
Undervejs må hun dog indse flere sandheder om Dødsspillet, sine forældre og ikke mindst sig selv...
(Denne historie vandt 1.pladsen i THG-konkurrencen :D)

196Likes
183Kommentarer
17329Visninger
AA

7. Stålsat

Tiden stod stille. Alting stod stille. Rachel havde kun haft sin halve opmærksomhed vendt mod Minty. Hun troede, at hun vidste, hvad der ville komme. Aldrig kunne hun have forberedt sig på dette. Nu havde en iskold hånd klemt hårdt sammen om hendes bryst, den kvalte ilden i hende og stoppede hendes vejrtrækning. Stoppede alting. Hendes blik var frosset fast på sedlen i Mintys hånd, som om hun med tankens kraft kunne få det lille papir til at forsvinde. Glemmes. Det kunne ikke passe. Det kunne bare ikke passe. Nathan havde kun haft fire sedler i skålen, fire ud af mere end tusind, ingenting ud af alting. Og alligevel var hans navn blevet trukket.

Bypladsen havde aldrig været så stille før. Overalt stod minearbejdere og ambisonere med let åbne munde og stirrede på sedlen i Mintys hånd, som Rachel havde gjort det. Uvillige til at tro, at det umulige lige var sket. At det kunne ske. Corwin så ud, som om nogen lige havde slået ham i ansigtet. Men han huskede på alle kameraerne, som i dette øjeblik var stillet skarpt på ham, og alt han gjorde, var at se ned i jorden.

Rachel lagde ikke mærke til noget af dette. Hendes hjerne havde lukket helt ned, og den eneste tanke i hendes hoved var, at dette måtte være en drøm. En forbandet, latterlig drøm. Det var den eneste forklaring, den eneste acceptable forklaring.

Ved siden af hende stod Minty med et lettere irriteret udtryk i ansigtet. Den sidste stavelse af tvillingernes efternavn hang stadig på hendes læber. Hun repræsenterede Capitol, og brød sig ikke om situationen - hvis tingene udviklede sig i negativ retning, ville hun højst sandsynligt miste sit job. Hun skævede lidt til den forstenede Rachel, men sendte så et kridhvidt smil ud over den ubevægelige folkemasse.

"Tvillinger!". Det gav et sæt i Rachel ved lyden af hendes høje stemme. Minty fortsatte, som om hun ikke havde bemærket noget.

"Neeeej, hvor spændende! Det er vidst aldrig sket før. Og du havde slet ikke vundet turneringen, min kære?" spurgte hun, hendes krybdyrsøjne nu rettet mod Nathan.

Han stod stadig på sin plads, skønt ambisonerne rundt om ham havde trukket sig lidt tilbage. Nu sendte de ham misundelige og vrede blikke. En af dem skubbede til ham, så han væltede et par skridt fremad. Nathans mørke hår hang ned i øjnene på ham. Han så sig lidt omkring med et forvirret udtryk i øjnene, og en skygge af noget, der lignede frygt - men så forsvandt den igen, og hans stemme rystede ikke det mindste, da han mødte Mintys øjne.

"Nej" var alt, han sagde, før han gik op mod scenen. Alle, inklusive Rachel, fulgte ham med øjnene. Alt hvisken der måtte have været i mængden, var ophørt. Minty sendte ham et stort smil, og rakte hånden ned for at hjælpe ham op. Men i modsætning til Rachel gik han selv op på scenen, uden så meget som at værdige den et blik. Han stillede sig ved siden af sin tvillingesøster, og vendte så blikket mod gulvet. Minty så undersøgende på ham et par øjeblikke, men besluttede sig så for, at det var bedst at holde, mens legen var god. Hun brød sig heller ikke om den måde, Rachel stod helt stille på. Det sendte dårlige signaler ud til tv-seerne og Capitol. Hvad var der galt med det pigebarn? Hun lod sine orange fingernegle glide hen over sin paryk.

"Hvor ekseptionelt. Hvor enestående! Det skal nok blive spændende."

Alle vendte igen blikket mod Minty, alle undtagen Nathan. Hans øjne var stadig rettet mod scenegulvet. Rachel havde endelig løftet hovedet, og betragtede nu sin Ledsager med et udtryk, der var umuligt at læse. Hun havde lukket ned for alle de følelser, der kæmpede for at komme op til overfladen inde i hende. Vrede, ydmygelse, frygt - og noget andet... Det var bedst på den måde, tænkte hun. Lettere. Hvis hun ikke tænkte overhovedet, ville følelserne ikke tage over, svække hende og æde hende op indefra, som hun var sikker på, at de ellers ville gøre.

Hvis hun ikke tænkte overhovedet, havde hun måske stadig en chance for at vinde Dødsspillet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...