Ambisoneren (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2012
  • Status: Færdig
15-årige Rachel er vokset op sammen med sin tvillingebror i Distrikt 2 i landet Panem. Lige fra de var helt små, er de blevet opdraget som ambisonere.
Formålet med deres liv er at deltage i Dødsspillet - og vinde.
Der findes ingen større ære, og Rachel tørster efter at bevise, at hun er mere værdig end sin mor, som døde i Spillet for fjorten år siden.
Hendes tvillingebror Nathan er mere tilbageholdende og snakker sjældent højt om Dødsspillet, men det forhindrer ikke Rachel i at gøre alt, hvad hun kan for at blive udtrukket ved Høsten til det 63. Dødsspil i Panems historie.
Undervejs må hun dog indse flere sandheder om Dødsspillet, sine forældre og ikke mindst sig selv...
(Denne historie vandt 1.pladsen i THG-konkurrencen :D)

196Likes
182Kommentarer
17447Visninger
AA

10. Opgør

Da Rachel næste morgen trådte ind i spisevognen, var det kun Nathan, der var stået op. Han sad alene for bordenden og spiste af maden, som stod på bordet. Endnu en gang overvældede synet Rachel. Pandekager, friskbagt brød, frugt, yoghurter og en masse andre ting, hun aldrig havde set før. Nå, nu spiser han, kunne hun ikke lade være med at tænke for sig selv. Andet sagde hun ikke til ham. Hvis de skulle ind i Arenaen - når de skulle ind i Arenaen, rettede hun sig selv - ville det være bedst at have så lidt som muligt med ham at gøre indtil da. Nathan lod dog ikke til at have samme syn på tingene, for i det samme han fik øje på Rachel, lagde han den pandekage, han havde holdt i hænderne.

"Hør..."

Hans stemme var hæs, og Rachel bemærkede de sorte rande under hans øjne. Han kunne ikke have fået meget søvn den nat. Men hvad vedkom det egentlig også hende? Intet. Hun satte sig så langt væk fra ham som muligt, og tog et æble fra kurven. Nathan gav dog ikke op så let.

"Rachel, du bliver nødt til at høre på mig... Du må forstå."

Rachel tog en stor bid af æblet, og ignorerede fortsat sin tvillingebror. Den søde smag eksploderede på hendes tunge, og i sit stille sind undrede hun sig over, om Capitol-beboerne mon altid fik så udsøgt mad. Tanken om at vinde Dødsspillet, og få æbler som disse til morgenmad hver dag, virkede yderst tillokkende.

"Kan du ikke se, hvad det er, de gør ved dig? Får dig til at tro, at du er noget specielt, bare så de kan sende dig ind i deres Arena og se dig -"

Til sidst kunne Rachel ikke ignorere ham længere, og i sin vrede kastede hun æblet efter ham med en utrolig hurtighed og præcision. Et øjeblik sad Nathan som forstenet, men så fløj hans hånd op, og i én lynhurtig bevægelse greb han æblet, kun få centimeter fra sit ansigt. Det sidste usagte ord hang stadig på hans læber, idet han langsomt placerede det ved siden af sig på bordet. Rachel stirrede på ham, forbløffet over hans hurtige reaktion. Måske havde han alligevel en chance i Arenaen, tænkte hun.

"Hun døde for vores skyld. Hvis du kun gør det her for din ære... Rachel. Hader du hende virkelig så meget?"

 Noget ubehageligt vendte sig i maven på Rachel ved hentydningen til deres mor. Hun hadede sin bror for de uønskede følelser, han fremkaldte i hende. Hvorfor kunne han ikke bare forstå? Alle gik stadig og hviskede om deres mor og den skam, hun havde bragt over distriktet. Rachel måtte vise, at hun var mere værd. Flammerne skød endnu en gang op i Rachels øjne. Hun rejste sig så voldsomt, at hendes stol væltede bagover og ramte gulvet med et brag. Det gav et sæt i Nathan, men ellers rørte han sig ikke.

"Du ved intet om hende! Absolut intet! Bare fordi du er bange for at gøre skade på andre... Hvorfor kan du ikke bare lade mig være - i - fred?!"

De sidste tre ord understregede hun ved at kaste flere æbler efter ham. De ville alle have ramt ham direkte i hovedet, hvis han ikke havde grebet dem med den utrolige hurtighed og præcision, som han besad. Uden at ytre et eneste ord, lagde han dem på bordet ved siden af det første. Rachels frustration var ved at brænde hende op indefra, og uden at værdige Nathan flere blikke, styrtede hun ud af rummet. I døråbningen ramlede hun sammen med Cedric, som var på vej ind. Han udstødte en overrasket lyd, og greb hende hårdt i armen. Hun strittede ikke imod, vidste at hun ikke havde en chance for at komme fri af hans jerngreb. Han scannede hurtigt rummet med sine stålgrå øjne, registrerede Rachels væltede stol og de fire æbler for bordenden. Han mødte også Nathans øjne i et øjeblik.  Da han havde dannet sig et overblik over situationen, løsnede han sit tag i Rachel en smule, og strøg sit sorte hår væk fra øjnene med et let suk.

"Jaså... Jeg tror, det er bedst, hvis I bliver trænet hver for sig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...