Ambisoneren (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2012
  • Status: Færdig
15-årige Rachel er vokset op sammen med sin tvillingebror i Distrikt 2 i landet Panem. Lige fra de var helt små, er de blevet opdraget som ambisonere.
Formålet med deres liv er at deltage i Dødsspillet - og vinde.
Der findes ingen større ære, og Rachel tørster efter at bevise, at hun er mere værdig end sin mor, som døde i Spillet for fjorten år siden.
Hendes tvillingebror Nathan er mere tilbageholdende og snakker sjældent højt om Dødsspillet, men det forhindrer ikke Rachel i at gøre alt, hvad hun kan for at blive udtrukket ved Høsten til det 63. Dødsspil i Panems historie.
Undervejs må hun dog indse flere sandheder om Dødsspillet, sine forældre og ikke mindst sig selv...
(Denne historie vandt 1.pladsen i THG-konkurrencen :D)

196Likes
182Kommentarer
17393Visninger
AA

3. Nathan

Sviiissssssssch!

Pilen skar gennem luften i en perfekt bue, og borede sig dybt ind i venstre side af træningsdukkens bryst - der, hvor hjertet burde have siddet. I den anden ende af skydebanen smilede Rachel tilfreds, før hun hentede endnu en pil frem fra læderkoggeret på sin ryg. Med en utrolig præcision som hun havde tilegnet sig gennem mange års benhård træning, lagde hun pilen på buestrengen og trak den tilbage. Hun tog sigte efter dukkens hoved, og i én glidende bevægelse slap hun pilen. Den energi der havde holdt den fast til buestrengen blev nu sluppet løs, og Rachel betragtede den med tilfredshed, idet den forplantede sig mit i den fyldte sæk, der udgjorde hovedet på træningsdukken.

Hun skulle lige til at hente endnu en pil fra koggeret, da hun hørte skridt bag sig. Hendes hjerte sprang et slag over. Hun var vant til at være alene på træningsbanen på dette tidspunkt, og foretrak det også på den måde. Et eller andet sted var hun bange for, at de andre ambisonere skulle spionere på hendes taktik eller aflure nogle af hendes tricks; Paranoidt, det vidste hun godt, men hun ville ikke tage nogen chancer. Høst-turneringen nærmede sig, og de andre på ambiskolen var alle hendes modstandere... Hurtigt snurrede hun rundt på stedet, og stod nu ansigt til ansigt med... Nathan.

Hun havde holdt sine arme parate i forsvarsstilling, men lod dem nu synke langsomt ned langs siderne. Mindre end en meter fra hende stod Nathan med et vagtsomt blik i de mørke øjne, der mindede Rachel så meget om sine egne. Når hun så på sin tvillingebror, var det virkelig som at se på en mandlig udgave af hende selv; De havde begge den lille, lige næse, de smalle læber, den markerede kæbe og det samme ustyrlige, mørkebrune hår. Han var en anelse højere end hende.

"Hvad laver du her?"

Ordene var kommet til at lyde lidt hårdere, end hvad Rachel egentlig havde tænkt sig. Hun kunne se, hvordan Nathans blik flakkede i et øjeblik - var det frygt? - men så forsvandt det igen, før hun kunne være sikker på, at det overhovedet havde været der.

"Jeg synes ikke, du skal gøre det," sagde han med en overraskende fast stemme.

Rachel stirrede undersøgende på ham. Det var ikke meget, hun egentlig kendte til sin tvillingebror - han blev trænet i drengenes del af ambiskolen, og hun så ham normalt kun til  de daglige måltider, hvor de alligevel ikke havde noget at snakke om. Ingen havde noget at snakke om, ikke på ambiskolen. Morgenmad, træning, frokost, træning, pause, aftensmad, i seng. Ingen tid til at danne venskaber, der alligevel bare kunne gå hen og blive farlige for én selv, når Høst-turneringen kom.

Men Rachel havde set Nathan håndtere både bue og pil, sværd og spyd før, og han var bestemt ikke nogen nybegynder. På en eller anden måde landede han dog altid blandt de sidste, når Høst-turneringen blev afholdt. Hvor meget hun end afskyede tanken, havde Rachel en mistanke om, at han gjorde det med vilje. Tabte. Han var alt for uerfaren og blødsøden til at gøre rigtig skade på sine modstandere, det vidste hun, hvilket førte til, at han blev overvundet gang på gang. Hun hadede ham for det, det samme boblende had som ulmede op, hver gang nogen nævnte hendes mor. Han bragte skam over Mitchell-navnet, det var hvad han gjorde...

I lang tid havde Nathan stået helt stille og betragtet hende. Da han endelig åbnede munden igen, var det som om han havde læst Rachels tanker.

"Hun ville ikke have brudt sig om det, du ved... Vores mor."

Rachel blev revet ud af sin tankestrøm med et sæt.

"Hvad?" bed hun af ham. Det sidste hun havde lyst til, var at diskutere den... den kvinde. Hvem troede han egentlig han var, sådan at snige sig ind på folk og konfrontere dem på den måde? Med raske skridt begyndte hun at gå væk fra ham, ned mod træningsdukkerne i den anden ende af banen. Da det gik op for Nathan, at hun var på vej væk, fulgte han efter - til Rachels store irritation.

"Hun døde for vores skyld, Rachel. Og nu er du på vej til at... til at gøre det samme, uden nogen grund!" Hans stemme rystede en smule, men Rachel satte blot farten endnu mere op. Nu havde hun nået rækken af træningsdukkerne, alle med hendes pile stikkende ud fra bryst og hoveder.

Hun begyndte at samle pilene ind, mens hun omhyggeligt sørgede for hele tiden at have ryggen til Nathan. Med et ekstra hårdt ryk hev hun en pil ud fra brystet på en af de livløse sækkedukker, med det resultat at den knækkede midt over. Opgivende smed hun den på jorden, og vendte sig om mod Nathan. Igen stod han bare og kiggede på hende med sit forfærdelige, bedende blik. Blændet af sit raseri tog hun et skridt nærmere ham. Han krympede sig ufrivilligt, men trådte ikke baglæns.

"Rachel..." begyndte han.

"Hør her... Hun døde ikke for vores skyld. Hun døde ikke for nogens skyld. Hun døde bare, forstået? Som den første!"

Raseriet havde fået sit tag i Rachel, og hun gik stadigt nærmere den forstenede Nathan, mens hun hævede stemmen mere og mere.

"Hun efterlod os, Nathan. Hun bragte skam over os! Hun går ind i den forbandede Arena og dør. Hun dør!"

Alt dette var kun noget, Rachel havde hørt fra de ældre elever og trænere - selv havde hun kun været et år, da det skete. Men lige i dette øjeblik måtte hun bare ud med det hele, måtte have Nathan til at forstå, at deres mor ikke var god eller modig eller dygtig - hun var...

"Men nu skal du til at gøre det samme! Du vil efterlade mig. Du er på vej ind i den forbandede Arena for at..." Nathan knyttede sine hænder. Rachel stirrede på ham, hun havde aldrig set ham sådan før.

"Stop" hviskede hun. "Jeg vil ikke høre mere. Jeg gør, hvad jeg vil. Jeg..."

Men lige dér kunne hun ikke sætte flere ord på den voldsomme ild, der brændte inde i hende. Med et sidste stålsat blik i Nathans retning, vendte hun sig fra ham og gik.

Han blev stående og så efter hende, også længe efter hun var forsvundet af syne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...