Ambisoneren (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2012
  • Status: Færdig
15-årige Rachel er vokset op sammen med sin tvillingebror i Distrikt 2 i landet Panem. Lige fra de var helt små, er de blevet opdraget som ambisonere.
Formålet med deres liv er at deltage i Dødsspillet - og vinde.
Der findes ingen større ære, og Rachel tørster efter at bevise, at hun er mere værdig end sin mor, som døde i Spillet for fjorten år siden.
Hendes tvillingebror Nathan er mere tilbageholdende og snakker sjældent højt om Dødsspillet, men det forhindrer ikke Rachel i at gøre alt, hvad hun kan for at blive udtrukket ved Høsten til det 63. Dødsspil i Panems historie.
Undervejs må hun dog indse flere sandheder om Dødsspillet, sine forældre og ikke mindst sig selv...
(Denne historie vandt 1.pladsen i THG-konkurrencen :D)

196Likes
182Kommentarer
17398Visninger
AA

4. Høst-turneringen

De næste uger brugte Rachel alt sin vågne tid på at træne. Anton havde fastlagt et program for hende, og denne gang var hun fast besluttet på ikke at skuffe ham. Hun gik til træningsdukkerne med fornyet kraft og had, og kunne blive ved i timevis uden at ytre et eneste ord. Ikke engang når hendes tøj var gennemblødt og mudret efter en lang dag med spydkast i regnvejr, beklagede hun sig. Det var som om, at hun efter den aften på bueskydningsbanen, den aften hun helst ville slå ud af hovedet, havde fået tændt noget i sig. Et bål. En altfortærende ild, hvis flammer kunne ses i hendes øjne, når hun trænede.

Hun havde ikke talt med Nathan siden den aften. Hun ville ikke indrømme det over for sig selv, men hver gang hun så ham, blev hun mindet om det, han havde sagt - og det brød hun sig ikke om. Hun prøvede at undgå ham i løbet af dagen, sprang nogle gange over frokosten bare for at kunne slippe for at møde hans blik. Når hun ikke kunne slippe af sted med at springe måltiderne over, sørgede hun altid for at placere sig så langt væk fra ham som muligt, med ryggen til. Hendes adfærd skræmte hende selv lidt; Aldrig før var hun stødt på noget, som ikke kunne klares med en kamp, og hun var ikke vant til at stikke halen mellem benene på denne måde. Men når hun befandt sig i træningssalen med sveden løbende ned af panden og et sværd i hånden, glemte hun alt andet for en stund. Anton havde også bemærket hendes forstærkede dedikation, og hans nikkende anderkendelser var alt, der holdt Rachel oppe i disse uger.

Endelig oprandt dagen for Høst-turneringen. Da Rachel vågnede den morgen, følte hun sig sikker og afklaret. Hun ville vinde - og ingen skulle forhindre hende i det. De kunne bare prøve... Fyldt af energi hoppede hun ud af sengen, og vaskede sig hurtigt ved skålen på natbordet. Mens hun bandt sine læderstøvler, tænkte hun tilbage på sidste års Turnering. Hun havde været nervøs, det huskede hun - men hun havde klaret sig godt. Lige indtil den sidste kamp... Men hun burde have vundet, forsikrede hun sig selv om, selv dengang var hun klart den bedste af pigerne. Men hun havde mistet opmærksomheden - en fatal fejl - og hun havde betalt prisen. Dette år følte hun sig dog helt klar, havde det forløbne år trænet sin koncentration så vel som sine kampevner. I år ville endelig blive året, hvor hun skulle deltage i Dødsspillet. Det susede i Rachels mave af begejstring, når hun tænkte den tanke, for der fandtes ingen større ære end at blive udvalgt til Dødsspillet - og vinde, selvfølgelig. Med et sidste blik i det lille spejl på væggen begav hun sig af sted derhen, hvor turneringen skulle afholdes.

Rachel kom igennem de første dele af turneringen uden at behøve at anstrenge sig særligt. Den første disciplin var bueskydning, og i begyndelsen var hun lidt nervøs. De andre ambisonere havde tydeligvis også trænet, og deres pile ramte aldrig langt fra midten på den kæmpe målskive, der var blevet sat op på den nederste del af skydebanen. Pludselig var hun meget bevidst om Anton, der stod sammen med dommerne og betragtede hende.

Men da hun fik buen i hånden, slappede hun helt af. Hun kunne klare det; Fornemmelsen af det mørke, glatte træ i hendes hånd føltes helt rigtigt, og hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre. Få øjeblikke senere sad alle hendes tre pile i midten af målskiven. De andre ambisoneres pile så pludselig håbløst upræcise ud, adskillige centimeter længere væk fra centrum. Rachel kunne ikke lade være med at bemærke Antons smil, da hun forlod banen.

I spydkast klarede hun sig også godt, omend hun ikke vandt helt så overlegent. Bagefter skulle hun i nævekamp mod en pige, der var to år ældre og havde sin størrelse som fordel. Men Rachel sørgede for hele tiden at holde sig uden for rækkevidde, og udmanøvrerede hende så ved pludselig at dukke under hendes arm og hoppe op på hendes ryg bagfra. Dommerne erklærede Rachel som vinder. Det var den sidste kamp for nu, og hun måtte vente til efter frokosten med at få at vide, om hun var kommet i finalen, hvor de to ambisonere med de bedste resultater skulle dyste mod hinanden i sværdkamp.

Men da hun sad i spisesalen, følte hun sig sikker på at være gået videre. Hun spiste med stor appetit - i modsætning til Turneringen sidste år, hvor hun ikke havde kunnet få en bid ned. Et øjeblik tog hun sig selv i at kigge vagtsomt omkring efter Nathan, men så gik det op for hende, at han måtte være i gang med de mandlige ambisoneres Turnering. Hvem ville mon vinde den? I alle tilfælde ville personen blive hendes modstander, når de begge skulle til Capitol og kæmpe i Arenaen. Hvis hun altså vandt kampen her, så var hun stort set sikker på at blive udtrukket til Høsten... Hun slugte det sidste af sin mad i hurtige mundfulde, og fulgte så med strømmen hen til ringen, hvor kampen skulle foregå. Pludselig mærkede hun en hånd på sin skulder. Et kort øjeblik gik hun i panik, men da hun vendte sig om, var det ikke Nathan, som hun havde troet. Det var Anton, og forventningens blik lyste ud af hans øjne.

"Du er i finalen."

Det tog Rachel nogle få sekunder at opfatte, at det ikke var hendes bror, men så gengældte hun Antons smil. Som træner var den kommende kamp mindst lige så vigtig for ham, som den var for Rachel. Hvis hun vandt, ville han få del i æren, og genvinde lidt af sin værdighed. Måske kunne han endda få lov til at blive træner på drengenes del af Ambiskolen. Det vidste hun, at han gerne ville.

De næste minutter brugte Anton på hurtigt at sætte Rachel ind i situationen; Hendes modstander var et år ældre, og en udemærket sværdfægter. Han mindede hende om alle de slag og parader som de havde øvet, og skubbede hende så op i ringen.

"Husk det nu - hold fokus! Så skal det nok gå. Jeg regner med dig..."

Rachel så sig ikke tilbage, men gik op i ringen og stillede sig i startposition. Overfor hende gjorde den anden pige det samme. Rachel sendte et sidste blik udover forsamlingen, og opdagede pludselig en klump mennesker bagerst i salen. Det var drengene, gik det op for hende, de måtte være blevet færdige med deres turnering. Hun syntes at få et glimt af noget mørkt, viltert hår, der kun kunne tilhøre Nathan. Men så mindede hun sig selv om, hvor ligeglad hun var med ham, og vendte atter sin opmærksomhed mod sin modstander. Et eller andet sted var hun dog næsten glad for, at han stod derude i mængden og så på. Så skulle hun nok vise ham, at hun mente det alvorligt. Når han først fik at se, hvor meget hun kunne... Mørke flammer skød op i hendes øjne, og et lille smil spillede om hendes læber. Hun var klar.

 

Når hun senere tænkte tilbage på den kamp, huskede hun kun et virvar af farver og lyde. Alting gik så hurtigt. Det havde næsten føltes som om, at det ikke var hende selv der havde kæmpet der i ringen, men en anden ukendt kraft, der havde overtaget hendes krop sammen med vreden. Det fortalte hun dog aldrig til nogen... Kampen var endt med, at Rachel sad overskrævs på sin modstander og pressede klingen mod hendes hals. Hun genkaldte sig frygten i pigens øjne - den havde virket ægte. Det var først dér, at det virkelig gik op for Rachel, hvad hun var i stand til at gøre.

Glæden over at have vundet fyldte hende dog ikke fuldstændigt. Et par af de andre ambisonere kom over og lykønskede hende efter kampen, og Anton gav hende et klap på ryggen - en usædvanlig gestus for ham - men hun følte ikke, at hun kunne deltage i deres glæde, før hun havde fundet Nathan, havde hørt hans mening om hendes kamp. Hun så sig om i den fyldte sal, men det mørkhårede hoved var ingen steder at se...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...