Ambisoneren (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2012
  • Status: Færdig
15-årige Rachel er vokset op sammen med sin tvillingebror i Distrikt 2 i landet Panem. Lige fra de var helt små, er de blevet opdraget som ambisonere.
Formålet med deres liv er at deltage i Dødsspillet - og vinde.
Der findes ingen større ære, og Rachel tørster efter at bevise, at hun er mere værdig end sin mor, som døde i Spillet for fjorten år siden.
Hendes tvillingebror Nathan er mere tilbageholdende og snakker sjældent højt om Dødsspillet, men det forhindrer ikke Rachel i at gøre alt, hvad hun kan for at blive udtrukket ved Høsten til det 63. Dødsspil i Panems historie.
Undervejs må hun dog indse flere sandheder om Dødsspillet, sine forældre og ikke mindst sig selv...
(Denne historie vandt 1.pladsen i THG-konkurrencen :D)

196Likes
182Kommentarer
17397Visninger
AA

6. Høsten

"Velkommen, ærede borger i Distrikt 2. Så er det atter blevet tid til Høsten."

Bypladsen var fyldt med mennesker. Rachel betragtede borgmesteren, men hun lyttede ikke efter, hvad han sagde. Ordene flød ud i et, de samme ord som hun havde hørt i hans taler til hver eneste Høst. Mens hendes øjne var fikseret på det hvide lommetørklæde, han havde stukket i lommen, var hendes tanker helt andre steder.

Forgæves havde hun et par gange spejdet over mod drengenes rækker, men det var helt ovre i den anden ende af pladsen. Om Nathan stod der i rækken med de 15-årige, kunne hun ikke sige. Men det måtte han da gøre. Alle kom til Høsten, forsikrede hun sig selv om. Han stod der helt sikkert, og når hendes navn blev råbt op, ville han smile og være stolt. Hvis hendes navn blev råbt op. Rachel mærkede stadig tvivlen i sig. Hun glædede sig egentlig bare til at lodtrækningen var overstået, og hun kunne slappe af. Hun var ikke vant til at være nervøs på denne måde, og hun hadede, hvordan det svækkede hende.

Pludselig tog borgmesteren lommetørklædet op af lommen, og Rachel vendte tilbage til nutiden med et sæt. Han duppede sig på sin svedige pande - det var en varm dag - og vendte så blikket mod den farvestrålende kvinde ved sin side. Det samme gjorde resten af menneskene på pladsen.

Rachel indtog hendes absurde skønhed med blandede følelser af beundring og misundelse. Minty Phoenix, Distrikt 2's ledsager. Hun var den, der stod for udtrækningen af navnene hvert år, og også den som ledsagede ambisonerne i tiden før Dødsspillet. Rachel kunne ikke tage blikket fra hendes glitrende, orange øjne. De mindede hende om øjnene på en kat eller en reptil, der var noget farligt over dem. Hendes læber var malet i en matchende orange farve, og hendes hud syntes at have et lignende skær. Hun rettede lidt på sit ildrøde hår, og sendte så et kridhvidt smil i retning af et kamera - Høsten blev sendt på direkte tv.

"Det er mig en stor ære at skulle udtrække navnene på den dreng og den pige, som i år skal deltage i Dødsspillet."

Selv hendes stemme var ikke som noget, Rachel kendte fra Distrikt 2 - hun talte med den meget udtalte Capitol-accent, hvor stemmelejet hoppede op og ned på en melodisk måde. Rachel vidste, at der blev lavet sjov med den i andre distrikter, men for hende var det noget spændende og fremmed - en verden, som hun gerne ville være en del af.

Minty lod sit blik glide ud over forsamlingen, mens hun tydeligvis nød den opmærksomhed, hun fik. Så gik hun med lange, elegante skridt hen i den anden ende af scenen. På to skamler stod to enorme glasskåle, begge fyldt med små sammenfoldede, hvide sedler. Rachel mærkede igen knuden af spænding i maven.

"Damerne først!" sagde Minty med en lille latter, og stak sin arm ned i den ene skål. Rachels øjne fulgte hendes malede fingernegle, der rodede rundt blandt sedlerne. Hendes hjerte begyndte at hamre hurtigere. Dette ville være hendes store øjeblik. Nu havde Minty fået fat i en seddel, og i én yndefuld bevægelse fiskede hun den op af skålen. Hun sendte et sidste smil ud mod menneskemængden, før hun langsomt foldede den ud.

"Og den kvindelige ambisoner fra Distrikt 2 er..." begyndte hun, hvorefter hun holdt spændingen i et par sekunder. Hun blinkede et par gange med sine lange øjenvipper, og råbte så ud over pladsen:

"Rachel Mitchell!"

Alt den bekymring Rachel de sidste dage havde båret rundt på, syntes at forsvinde i samme øjeblik, hun hørte sit navn blive råbt højt. Hun mærkede, hvordan alles øjne pludselig var rettet mod hende. Men ilden brændte i hende, og med selvsikre skridt banede hun sig vej op på scenen. Minty rakte hende hånden, og selvom Rachel udemærket godt selv kunne finde ud af at træde op på scenen, tog hun imod den. Ledsagerens hånd glitrede med et orange skær, og stod i stærk kontrast til Rachels korte, beskidte fingernegle. Hun så ind i de unaturligt orange øjne; også tæt på bar de på en vis mystik og skønhed, og Rachel blev enig med sig selv om, at hun også ville få lavet sådan nogle, hvis hun vandt Dødsspillet. Ja, hvis hun vandt, ville hun kunne få lavet lige, hvad hun ønskede.

Rachel vendte sig ud mod pladsen, som klappede bifaldende. Hun smilede ikke - det gjaldt om at se hård og stærk ud - men nød alligevel opmærksomheden. Hun skulle vise dem, at hun kunne kæmpe, bedre end hendes mor nogensinde havde gjort... Pludselig fik hun et glimt af noget mørkebrunt, og ganske rigtigt - der stod Nathan, blandt de jævnaldrende drenge. Han klappede ikke som resten, men stod helt stille og betragtede hende. Rachels hjerte hoppede et slag over, da hun mødte hans øjne, men så genfandt hun den brændende beslutsomhed, som var blevet tændt i hende. Hun skulle deltage i Dødsspillet. Det var virkeligt - uigenkaldeligt. Idet hun så ind i sin tvillingebrors øjne, formedes hendes læber i et lille smil. Nathan fastholdt sin intense stirren, protesterede i stilhed. Men han vidste lige så vel som hun, at der ikke var noget, han kunne gøre. Til sidst lod Rachel blikket glide videre, men hun vidste, at hun havde vundet deres stille kamp. I mængden fandt hun også Anton, som så på hende med noget i blikket, som hun gættede på var stolthed.

Endelig vendte hun igen øjnene mod Minty, som nu stod og rodede i drengenes glasskål. Bifaldet var døet hen, og alles opmærksomhed var igen vendt mod hende. Efter et stykke tid hev hun en seddel op, og foldede den ud på samme langsomme måde, som hun havde gjort med Rachels. I et splitsekund gled et skær af forundring over hendes ansigt, men så råbte hun ud over pladsen:

"Nathan Mitchell."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...