Ambisoneren (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2012
  • Status: Færdig
15-årige Rachel er vokset op sammen med sin tvillingebror i Distrikt 2 i landet Panem. Lige fra de var helt små, er de blevet opdraget som ambisonere.
Formålet med deres liv er at deltage i Dødsspillet - og vinde.
Der findes ingen større ære, og Rachel tørster efter at bevise, at hun er mere værdig end sin mor, som døde i Spillet for fjorten år siden.
Hendes tvillingebror Nathan er mere tilbageholdende og snakker sjældent højt om Dødsspillet, men det forhindrer ikke Rachel i at gøre alt, hvad hun kan for at blive udtrukket ved Høsten til det 63. Dødsspil i Panems historie.
Undervejs må hun dog indse flere sandheder om Dødsspillet, sine forældre og ikke mindst sig selv...
(Denne historie vandt 1.pladsen i THG-konkurrencen :D)

196Likes
182Kommentarer
17400Visninger
AA

5. Bekymringer

Efter Rachel havde vundet turneringen, syntes dagene at flyve af sted. Nu hvor hun stort set var sikret en plads i Dødsspillet, var Anton opsat på at træne hende hårdere end nogensinde. Det betød, at hun efter en eftermiddag i træningslokalet knapt nok kunne stå på benene, og oftest faldt i søvn i sin seng med alt tøjet på. Ikke at hun havde noget imod det, det var vigtigt, at hun blev klar til Arenaen - men de forlængede træninger var også skyld i, at hun ikke havde set Nathan siden turneringen, og det nagede hende. Hun ville gerne sige et eller andet til ham, før hun tog af sted. Få ham til at forstå, at det var en ærefuld ting, hun gjorde. At hun blev nødt til at gøre det for at vise alle i Distrikt 2, ja i hele Panem, at hun var mere værd end sin mor. Den mor, som bragte skam over hende og Nathan, da hun døde i Spillet for fjorten år siden. Rachel mærkede vreden blusse op inde i sig, hver gang hun tænkte de tanker. Men når hun fortalte Nathan om alt den rigdom og berømmelse, der ville tilfalde Vinderen af Dødsspillet, måtte han da indse, at det var det hele værd.

Men når Rachel kiggede efter ham til morgenmaden, var han ikke nogen steder at se. Det irriterede hende, at hun pludselig følte sig så afhængig af at finde ham og få ham overbevist, men hun havde rig lejlighed for at få afløb for sin frustration. Når hun ikke skød pile og spyd i træningsdukkerne eller slog løs på dem med de bare næver, trænede hun sværdkamp med Anton - et tidspunkt, hvor ilden i hendes øjne tændtes, og hun først bagefter mærkede udmattelsen overmande sin krop.

Da der var gået næsten en uge, og hun stadig ikke havde set skyggen af sin tvillingebror, besluttede hun sig for at være ligeglad med ham. Hun skulle deltage i Dødsspillet - igen mærkede hun et sus af spænding i maven - og det var det eneste, der betød noget. Af og til mødte hun vinderen af drengenes turnering, Corwin, på vej til og fra træning. Han var et år ældre end hende. Når deres øjne i et splitsekund mødtes, syntes hun at kunne genkende sine egne følelser i hans; Glæde, forventning, beslutsomhed - og udmattelse efter alt den ekstra træning, de begge var blevet udsat for. Selvom hun vidste, at hun i sidste ende måske blev den, der dræbte ham, kunne hun ikke lade være med at tænke, at de havde noget sammen. De var begge specielle, begge bedre end resten af ambisonerne. De havde begge vundet deres kamp. De var de to udvalgte, som skulle ind i Arenaen.

Rachels sidste dage i Distrikt 2 fløj af sted, og før hun vidste af det, var det blevet tid til Høsten. Da hun vågnede på Høstdagen, var solen kun lige ved at stå op. Et øjeblik blev hun liggende i sengen og betragtede det blide morgenlys, som faldt ind ad vinduet. Selvom der stadig var flere timer til, at folk ville begynde at strømme mod bypladsen, vidste hun, at hun ikke ville kunne falde i søvn igen. Ikke i dag.

Hun tog tøj på i stilhed. I de andre distrikter klædte de sig fint på i kjoler og skjorter, havde hun hørt. Sådan var det ikke her i Distrikt 2. Det gjaldt om at se stærk og frygtindgydende ud, når man var ambisoner, så sponsorerne ville få et godt indtryk af én lige fra starten af. Selvom man var kamptrænet, var deres hjælp i Dødsspillet meget værd.

Da Rachel fangede sit eget blik i spejlet på vej ud af døren, stoppede hun op. Der var noget fremmed i hendes øjne, men hun kunne ikke helt sætte sin finger på, hvad det var. Mod, måske. Det ville hun få brug for. Om nogle timer ville hun stå på scenen i bymidten og være på landsdækkende tv. Hvis hun altså blev trukket, hviskede en lille stemme i hendes hoved, som hun ikke sådan lige kunne slå hen. Selvom der ville ligge 1004 små sedler med hendes navn på i skålen, så var der alligevel den mulighed, at et andet navn ville blive udtrukket. Chancen var mikroskopisk lille, det vidste hun godt - men den var der, og det var nok til at gøre Rachel nervøs.

Hun gik gennem Distrikt 2's mennesketomme gader uden helt at vide, hvor hun var på vej hen. Høstdagen var en fridag, og de fleste udnyttede den til at sove så længe, de kunne. Efter at være gået lidt rundt i cirkler, førte hendes fødder hende ned til bueskydningsbanen. Her kunne hun normalt godt lide at komme, det var et sted hun kunne være alene og glemme alle andre ting for en stund. Men siden den aften med Nathan - hun skar tænder, da hun mindede sig selv om den - havde stedet føltes forkert. Nu tog hun dog en bue fra stativet, og begyndte at sende pile mod træningsdukkerne, den ene efter den anden. Alle fandt de deres mål.

Den anden dag havde hun faktisk spurgt Anton, om det nogensinde var sket, at et andet navn end det på den der havde vundet Høst-turneringen, var blevet udtrukket ved Høsten. Egentlig var hun ikke meget for at søge hjælp hos ham, men spørgsmålet havde plaget hende, og han var den eneste, hun kunne spørge. Han fortalte, at det ikke var sket i de 17 år, han havde været træner på ambiskolen, og forsikrede hende om, at det heller ikke ville ske i år. Efter det havde Rachel været lidt roligere, men hun kunne stadig ikke føle sig helt sikker, før hendes navn var blevet råbt op.

Mens solen steg højere og højere op på himlen, og fuglene begyndte at synge, samlede Rachel sine pile sammen. Da tiden var inde, fulgte hun med strømmen af mennesker på vej ind til bymidten. Det var en blandet skare, for alle - selv dem fra de yderste kanter af distriktet - kom til Høsten. Rachel så trænere og ambisonere, som hun kendte, men der var også beskidte minearbejdere med deres familier, fredsvogtere med ansigterne lagt i bistre folder og arbejdere fra våbenfabrikkerne. De fleste sendte hende smil, når de fik øje på hende, og forsikrede hende om, at hun nok skulle gøre distriktet ære.

Med en knude af spænding voksende i maven gik hun hen ad de brolagte gader...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...