Ambisoneren (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2012
  • Status: Færdig
15-årige Rachel er vokset op sammen med sin tvillingebror i Distrikt 2 i landet Panem. Lige fra de var helt små, er de blevet opdraget som ambisonere. Formålet med deres liv er at deltage i Dødsspillet - og vinde. Der findes ingen større ære, og Rachel tørster efter at bevise, at hun er mere værdig end sin mor, som døde i Spillet for fjorten år siden. Hendes tvillingebror Nathan er mere tilbageholdende og snakker sjældent højt om Dødsspillet, men det forhindrer ikke Rachel i at gøre alt, hvad hun kan for at blive udtrukket ved Høsten til det 63. Dødsspil i Panems historie. Undervejs må hun dog indse flere sandheder om Dødsspillet, sine forældre og ikke mindst sig selv... (Denne historie vandt 1.pladsen i THG-konkurrencen :D)

193Likes
183Kommentarer
16482Visninger
AA

1. Træning

"Vis den, hvem der bestemmer, Rachel! Hårdere... Slå til!"

Antons stemme syntes at komme langt væk fra, selvom han stod lige ved siden af hende. Fjern og uvirkelig. Træningsdukken optog al Rachels koncentration, mens hun hamrede løs på den med begge hænder. Hendes åndedræt kom i korte, hårde stød. Sveden løb hende ned over panden og klistrede til hendes øjenvipper, men hun stoppede ikke op for at tørre den væk. Ét enkelt øjebliks uopmærksomhed kunne være altafgørende, når man var i kamp. Det havde hun hørt fra sine trænere utallige gange. Dog var hun først begyndt at lytte til dem, efter at hun havde mærket smerten på egen krop.

Det var i turneringen sidste år, den der afgjorde, hvor mange lodder man fik lagt i skålen, når der skulle trækkes sonere til Høsten. Ambisonere, tænkte Rachel med et lille sus af stolthed. De to første stavelser var meget vigtige for hende. Der var alverdens forskel på dem, der hele deres liv havde trænet sig op til at dyste i Dødsspillet, som de fleste gjorde her i Distrikt 2 - og så resten, som hun oftest kaldte dem i sit hoved. De svage, de utrænede, de fattige. Dem fra de mest lusede distrikter, som frygtede Arenaen som katte frygter vand.

Hun havde endda hørt, at de fik mad som belønning for at tilføje ekstra lodder til skålen med deres navn på i de yderste af distrikterne. Det var næsten det mest absurde. Her skulle man kæmpe for at få den ære. Med et voksende raseri boblende i brystet, slog Rachel endnu hårdere på dukken.

Sidste års Høst-turnering var ellers gået ret godt for hende. Dengang var hun kun fjorten, men hun havde vundet over alle de ældre piger i både bueskydning og nævekamp. Spydkastningen var heller ikke gået helt dårligt. Det var under sværdkampen, at det gik galt. Hendes modstander var en jævnaldrende pige. Ikke nogen specielt god fægter, men med den fordel, at hun var utroligt hurtig. Det fik Rachel at mærke, da hun ganske få sekunder inde i kampen blev distraheret af en fugl, der fløj mod ruden i glastaget over dem. Hun så op i et splitsekund. Hendes modstander reagerede lynhurtigt, og snart lå Rachel og vred sig på gulvet med blodet løbende fra et stiksår i maven.

Det var den afgørende kamp, og den anden pige havde vundet retten til at få 1000 lodder smidt i skålen til Høsten. Naturligvis var det hende, der blev trukket. Lodtrækningen var en simpel formalitet, som blev stablet på benene for tv-seernes og for de almindelige mine- og fabriksarbejderes skyld. Dem, der ikke blev trænet op som fredsvogtere eller ambisonere, men som havde valgt at bosætte sig rundt om stenminerne i distriktet eller arbejde på våbenfabrikkerne og selv var for gamle til at deltage.

Hvert år ved høsttid samledes de alle udenfor ambiskolen og fejrede Høsttiden, fejrede at én modig pige og dreng endnu engang skulle udtrækkes. Den dreng og pige der havde klaret sig bedst i årets turnering fik hver 1000 lodder i skålen med deres navn på, mens resten af ambisonerne måtte nøjedes med ét lod for hvert år de deltog i Høst-turneringen. Man var med i lodtrækningen fra man var 12, til man fyldte 18. Så havde man forspildt sin chance, og måtte satse på en fremtid som fredsvogter. Det betød, at Rachel kun havde tre lodder i skålen det år. Hun skammede sig næsten for meget til at dukke op. Og hun havde været så tæt på at vinde turneringen, hvis bare det ikke var for den fugl…

Pigen der blev trukket var blandt de sidste fem i Arenaen, men blev myrdet mens hun sov i en grotte. Kort før var deres anden ambisoner druknet, da hans tilholdssted blev oversvømmet. Ynkeligt, tænkte Rachel. Det havde bragt skam over hele Distrikt 2, der ellers var så vant til at producere Vindere. Næsten lige så ynkeligt som den gang hendes mor deltog i Dødsspillet for fjorten år siden, hviskede en lille stemme i Rachels hoved. Hun havde hørt mange historier om, hvordan hun døde som den allerførste.

Rachel bed tænderne hårdt sammen, og ramte dukken med begge næver lige i ansigtet. Så sank hun sammen på gulvet med en brændende fornemmelse af udmattelse i hele kroppen, og blev liggende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...