Safe and Sound - The Hunger Games ➶

Rude er en 12 årig pige fra Distrikt 11. Som 23 andre unge, bliver hun udvalgt til at være en del af det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødspil. Et spil med livet som indsats. Sammen med Thresh, den anden soner fra Distrikt 11, er det deres opgave at vise hele Panem, hvad Distrikt 11 kan. De kæmper begge for livet, men vil de vinde, eller dør de ligesom alle andre? Bortset fra én - vinderen. *Det her er mit bud til The Hunger Games konkurrencen, og jeg vil så hjertensgerne vinde! Så hvis du liker, vil jeg blive super glad! :)

94Likes
119Kommentarer
6516Visninger
AA

10. Starten

   ●  Spillet

 

Fionciana skubber mig blidt: ”Rude, du må forstå, at en spinkel pige som dig med et 7 tal fra prøven altså har en mulighed for at overleve i arenaen. Du kan ikke bare give op fra start,” siger hun, mens hun med mange kræfter binder mit store krøllede hår, sammen til en tætsiddende fletning, der hang ned af ryggen. ”Jeg citerer dig fra dit interview: Jeg er meget svær at fange og kan de ikke fange mig, kan de ikke slå mig ihjel. – Du skal tro på det, Rude.”

Jeg vender mig om, da jeg mærker hendes hænder fjerner sig fra min fletning. Hun studerer hurtigt det tøj hun har fundet frem til mig. Tøj til arenaen. Det jeg er iført i nu, da det om få minutter går løs. ”Fionciana, du forstår ikke. Om jeg så kan løbe hurtigt, kan jeg da umuligt …”

Hun afbryder mig: ”Rude. Svar mig lige på et spørgsmål. Hvad er du opkaldt efter?”

”Den lille gule blomst, der hedder Rude, hvorfor?”

”En blomst har flere egenskaber, Rude. Vær blomsten.”

Jeg undrer mig over hvad hun lige har sagt: vær en blomst? ”Men …” denne gang er det de tre store Fredsvogtere der afbryder mig, da de går hen til mig. De trækker mig hen til det gennemsigtige rør af en elevator, og åbner døren. Mit blik finder Fioncianas og hun nikker anerkendende. ”Vær blomsten,” siger hun igen, og jeg nikker hurtigt, inden døren bliver lukket. Jeg lukker øjnene og mærker suset, da jeg bliver ført op igennem røret. Det sker hurtigt, og jeg ender i toppen, hvilket vil sige: Arenaen.

Den er slet ikke som jeg forventede, men det er en god overraskelse der rammer mig, for jeg ser hurtigt skoven på min højre hånd. Et sted der gør, at jeg har en stor fordel. Overflødningshornet er på min anden side, men jeg ved på forhånd, at jeg ikke skal tage chancen at få noget derfra. Jeg må satse på den mad, der evt. vil komme til mig inde i skovens dybe mørke.

Uret bipper. Der er et minut til, at det hele går løs. Et minut til, at jeg skal løbe ind i skoven og kæmpe for mit liv. Da jeg kigger på Thresh, ser jeg straks hvad han har i tankerne. Overflødningshornet er hvad han går efter. Det vises på hans kropsstilling.

10

9

8

7

6

5

4

3

2

1.

Jeg løber. Spurter mod skoven og har kun det i tankerne. Ikke kigge bagud, bare løb. Den eneste måde jeg kan overleve. Alligevel ser jeg ud af øjenkrogen en dreng fra et af de midterste Distrikter blive dræbt af et stor spyd placeret lige imellem ribbenene. Cato.

Skoven åbner sig for mig, som jeg når længere og længere ind i den. Til sidst vælger jeg at stoppe op og kravle op i et træ foran mig. Kanonslagene har lydt i mine ører flere gange, hvilket betyder der er mange døde på førstedagen. Jeg hører hurtigt skridt i buskadset, og jeg stopper straks med at trække vejret højlydt. Da jeg ser Kattua bliver jeg en smule bange, men da jeg kan se i hendes øjne, at hun selv er ude efter at komme væk og gemme sig, slapper jeg af i mine muskler. Hun har dog været heldig i det store slag. Hun har fået fat i en taske med overlevningssager. Noget jeg godt kunne bruge. Jeg vælger at blive i træet resten af dagen, da det er behageligt. Nu må jeg bare vente på i aften, hvor de viser hvem der er døde. Forhåbentlig har Thresh klaret den.

***

”Årh, lad hende bare blive deroppe. Hun har jo ingen stedet at gå hen. Vi klarer hende i morgen.” Jeg har spændt i de sidste par minutter hørt efter ambisonernes dialog med Kattua. Faktisk har jeg nærmest brugt min tid på at holde øje med Kattua. Jeg har bildt mig selv ind at hun er farlig, og at jeg skal holde mig væk fra hende, men når jeg ikke har tænkt mig at kæmpe mod nogen, så hvorfor ikke holde øje med hende. Og lige nu er det ret spændende. Kattua er fanget i træet, mens ambisonerne – inklusiv Peeta – prøver at ramme hende med de våben, de selvfølgelig skaffede sig ved overflødningshornet. Det overrasker mig, at Peeta har valgt at være sammen med ambisonerne og ikke kæmpe med Kattua. Deres kærlighed så da ud til at være mere værd, end allerede at splitte ved starten af spillet.

Igen betragter jeg Kattua, og kravler lidt tættere på, så jeg kan se hende i fuld skikkelse. Hun er skadet. Det kan jeg se på hendes læg. Min krop går stille i chok, da hun kigger over mod mig med ilden fra ambisonerne der bliver reflekteret af lyset. Jeg sidder helt stille og kigger på Kattua, da hun kigger på mig. For at komme væk fra at kigge hende i øjnene, peger jeg over hendes hoved. Der hænger en hvepserede jeg også har haft et godt syn til i lang tid. Kattua er dog i det rigtige træ, for at bruge hvepsenes stik mod ambisonerne. Hun skal bare lade den dumpe ned på jorden og forhåbentlig gøre antallet af overlevende mindre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...