Safe and Sound - The Hunger Games ➶

Rude er en 12 årig pige fra Distrikt 11. Som 23 andre unge, bliver hun udvalgt til at være en del af det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødspil. Et spil med livet som indsats. Sammen med Thresh, den anden soner fra Distrikt 11, er det deres opgave at vise hele Panem, hvad Distrikt 11 kan. De kæmper begge for livet, men vil de vinde, eller dør de ligesom alle andre? Bortset fra én - vinderen. *Det her er mit bud til The Hunger Games konkurrencen, og jeg vil så hjertensgerne vinde! Så hvis du liker, vil jeg blive super glad! :)

94Likes
119Kommentarer
6549Visninger
AA

6. Farvel

Jeg når kun lige at få øjenkontakt med Thresh endnu engang, inden vi bliver ført ind i Byretten i hvert vores rum. Det er nu vi skal sige farvel. Bare om få minutter sidder både Thresh og jeg i et tog mod Capitol. Måske kan jeg få talt med ham der. Det ønsker jeg i hvert fald, inden vi indtager arenaen.

Med en knirkende lyd går døren op. Det giver mig et sus i maven at se min familie har delt sig op. For ind kommer kun Rose og Rachel, men det er allerede nemt at gennemskue hvorfor. Min far har haft gang i planerne igen. Det har jeg altid beundret ham for. Lige nu må jeg dog fokusere på Rose og Rachels grædefærdige ansigter, der løber mod mig og knuger sig ind til mig. Jeg sætter mig på hug og lader vinden fra de åbne vinduer fylde rummet som den eneste lyd. Kort efter flyder lydene over i en grædende tone, og der går tid før jeg lægger mærke til, at det er mig der græder højest.

Rachel tager hendes hænder om mit ansigt, ”Rude, jeg elsker dig.” Mere behøver hun ikke siger, for bare de tre ord giver mig en tryghed af kærlighed i hjertet. Et smil danner sig på mine læber og jeg kysser hende blidt på panden, selv om det stikker af smerte. Det er nok mine sidste berøringer på mine søstre.

”Jeg lover,” hvisker jeg til sidst og kigger nu på Rose. Det glimt hun ellers altid bær i øjnene, er forsvundet. Har gravet sig bort bag de brune øjne. ”Rose, du må som den eneste være den, der lover mig noget,” siger jeg stille men hårdt på samme tid. Hun nikker stille og jeg bevæger mit hoved mod hendes ører. ”Lov mig, at du passer på dem alle sammen,” hvisker jeg og det giver en gyselig fornemmelse i min krop, da jeg trækker mit hoved tilbage. Hendes øjne lyner af sorg, men jeg føler og ved, at hun vil klare det bedst af dem alle. Hun nikker lige i tide, inden Fredsvogterne henter dem ud.

”Rude, du må gøre alt hvad du kan, lov mig det. Jeg …” mere når jeg ikke at få med at Roses hulkende stemme, da dørene lukker. Det giver mig en stor tomhed, ikke at vide, hvad hun ville have sagt. Dog tænker jeg ikke mere over det, da min far indtræder rummet … alene. Denne gang er det mig der løber hen i hans favn. Jeg mærker straks den varme han giver mig. Den varme han altid har givet mig. Det danner et lille smil på mine læber, mens jeg begraver hovedet i hans arme.

Vi står sådan i noget tid, men da han siger: ”Din mor elsker dig, Rude – men hun kommer ikke ind og siger farvel,” flytter jeg hovedet ud fra hans varme og kigger ham dybt ind i øjnene. ”Hun kan ikke klare det, Rude. Derfor har jeg lovet hende, at give dig den her,” han taler som han altid har gjort. Stille og roligt, selv hvis han er vred snakker han i det toneleje. Det har jeg altid beundret ham for.

Han tager en sølvhalskæde op af hans lomme. En sølvhalskæde er noget man kun ser i Capitol. ”Den her har din mor arvet af hendes mor, der arvede den af sin mormor. Hun ville have givet dig den, når du blev tretten, men vi ønsker at du skal bære den nu. Om du får den med ind i arenaen eller ej, du skal bære den i så lang tid, det er muligt.” Hans stemme er kølig, men jeg nikker stille og krammer ham hårdt ind til mig. Imens vikler han den stille og min hals med hans kolde hænder, der giver mig større kuldegysninger.

”Tak, far,” for jeg sagt, tids nok til at Fredsvogterne henter ham. Det er som om de altid kommer, når man mindst venter og håber det. De tager fat i min far og han når kun at mime, at han elsker mig, før dørene smækker. Jeg dumper ned i den eneste stol der er i lokalet og venter bare på, at Fredvogterne henter mig ud til toget, hvor hele Panem vil se tårerne der løber ned af mine kinder. Men der sker ingen ting, før dørene går op. Det er dog ikke en Fredsvogter der kommer ind, men en mand, der overrasker mig at se. Men det gør mig alligevel ekstremt glad, at se ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...