The Hunger games - Breath of life

I ruinerne af det der engang var Nordamerika ligger landet Panem, som består af 12 distrikter og ét Capitol som "Styrer". Hvert år tvinger magthaverne en pige og en dreng fra hvert distrikt til at kæmpe i det årlige "dødsspil" - en kamp om liv og død på direkte TV.
De 24 børn sendes i en arena der kan bestå af et hvilket som helst landskab. Her skal de kæmpe i mod naturen og dets børn - men også i mod de andre sonere (de udvalgte børn fra de forskellige distrikter) der er villige til at dræbe og kæmpe for deres liv i det perverse underholdningsprogram.

1 vinder. 23 tabere. Vinderen bliver rig og berømt. Taberen dør.
Lad dødsspillet begynde!

I distrikt 7 bor Thorlind fredeligt med sin familie. De har ikke mærket dødspillets hårde betingelser endnu men det ændres da det 25'vende dødsspil afholdes som et jubilæumsspil. Distriktet skal selv udvælge deres sonere og Thorlind er både stærk og klog.

May the odds be ever in your favor!

5Likes
36Kommentarer
4084Visninger
AA

19. Hero

60 sekunder. Så lang tid har jeg inden minerne der omringer sonerne så de ikke tyvstarter bliver deaktiveret. 60 sekunder til at ansé arenaen og få et overblik. Jeg hører allerede uret tikke og min vejrtrækning er uregelmessig. Hver en lille bevægelse jeg laver kan føre dig til døden.

Solen har blændet mig så der går nogle sekunder før jeg får synet igen. En bidende kold vind blæser op. Jeg ser med smalle øjne op mod himlen. Den er dækket af hvid-grå skyer så det giver en dunkel belysning på jorden. Det ligner nærmest tåge. Det er mest en blanding. Skyerne er lavere end de plejer at være i 7, men helt tåge er det ikke.

47..

46..

45..

Jeg ser diskret på jorden og opdager at den er dækket af et tykt lag hvid sne. Jeg har aldrig set det i så store mængder at det dækker jorden. For det meste når, der kommer lidt sne ligger det sig fint på jorden og smelter væk, men her virker det som om at sneen går flere meter ned i jorden.

40..

39..

Jeg løfter blikket. Til min højre side ligger et kæmpe bjerg. Jeg kan ikke se toppen. Den bliver dækket af den tykke mængde skyer, der gør det umuligt at se mere end 20 meter over jorden. Bjergsiden ser stejl og ujævn ud. Kun små arealer stikker ud hist og her og det er den eneste faste og vandrette grund der er på bjerget. Det vil være livsfarligt at begynde at klatre op af de stejle skrænter uden sikkerhedsreb.

På min venstre side strækker en kæmpe granskov sig. Den er tæt bygget, men det vil alligevel være svært at gemme sig i den. Den hvide sne afslører vores mørke tøj og de store grene med de mørke grannåle på begynder først et stykke oppe på stammen.

Bag mig er et kæmpe mæssigt ingenmandsland. Det er dér blæsten kommer fra og der er intet til at stoppe den.

Jeg bider mig selv i læben - lidt panisk. Det frustrere mig at der ikke findes ordentlige forehold til gemmesteder. Min strategi har fra starten været at løbe væk, gemme mig og overleve så godt jeg kunne, indtil det hele var overstået.

24..

23..

22..

Jeg ser frem for mig. Det store overflødighedshorn står lige for næsen af mig. Det er overfyldt med rygsække og våben. Til at friste sonerne ind i blodbadet. Rundt om står alle sonerne på en lille platform så vi danner en præcis cirkel.

Jeg er begyndt at ryste af kulde. Vinden går lige igennem min tykke jakke og lige ind i maven. Mine hænder er begyndt at blive stive af kulde selvom det er få sekunder siden jeg kom herind. Det bliver nogle hårde uger. Men det er det første jubelæumsspil. Det skal være en skræmmende arena.

Jeg ser rundt på alle sonerne. Nogle ser blodtørstigt på pakkerne ved hornet. Det er mest ambisonerne. Andre er ligesom mig ved at ryste sig selv ihjel.

Pludselig får jeg øje på Keila. Hun ser despereat på mig og gør en pludselig hovedbevægelse over mig granskoven og jeg forstår hendes budskab. Vi skal væk fra hornet. Hurtigst muligt. Jeg ser efter Ceasar. Han står tre pladser fra mig til højre. Over mod bjerget. Jeg bliver helt forskrækket da jeg ser den måde han står på og blikket i hans øjne. Han har stilt sig i løbeposition over mod overflødighedshornet og blikket i hans øjne er vildt og vovet.

Så har han alligevel lidt ambisoner i sig, tænker jeg bittert for mig selv, men da han pludselig ser på mig med et målbevidst udtryk i øjnene og nikker, for at vise mig at han har kontrol over situationen, bliver jeg forvirret. Hvad har han tænkt sig. At blive og kæmpe om ting ved hornet eller flygte sammen med os.

11..

10..

9..

Ikke mere tid til at tænke. Jeg kan ikke bare lade ham i stikken, selvom jeg synes han er en kæmpe idiot sådan, at vil gå direkte i fælden. Men vi har lavet en alliance og det betyder at man holder sammen og passer på hinaden. Og så beslutter jeg mig for hvad jeg vil gøre.

5..

4..

3..

2..

1..

Så lyder der et brag og det føles som om lyden bliver trykket og dæmpet. Alle er lynhurtige væk fra platformene. De fleste er på vej mod hornet - inklusivt Ceasar -, mens nogle stykker er på vej mod granskoven. Jeg ser Keila spurte over mod skoven med sådan en fart at jeg bliver helt rundtosset. Jeg selv har stilt mig så jeg er lige langt fra skoven og hornet.

Hvis Ceasar har brug for hjælp kan jeg hurtigt nå derover og hjælpe ham, men hvis det utænkelige sker kan jeg hurtigt nå væk.

Jeg holder øje med Ceasar hele tiden. Hver en bevægelse han gør. Han er nået hornet som den første og griber fat i en rygsæk. Jeg kigger mig lynhurtigt over skulderen mod skoven. Keila er stoppet op ved skovens ingang og vendt sig mod mig. Hun har et forvirret men også rasende udtryk i øjnene. Jeg kigger undskyldende på hende.

Det er forsent. Da jeg vender mig for at se Ceasar igen er han forsvundet. Jeg panisk omkring, men han er ude af syne. Der går et sus gennem min krop og jeg bliver ked af det. Mange andre sonere er nået hornet og kampen er begyndt. Der kan kun være sket en ting, men jeg har ikke lyst til at tænke på det.

Jeg vender mig modvilligt mod skoven, med tårer i øjnene. Mine ben er tunge og da jeg begynder at løbe vikler der sig pludselig noget om dem så jeg falder hårdt mod jorden. Jeg bliver mødt af en ulidelig kulde mod mit ansigt og det bliver vådt. Sne.

Jeg vender mig panisk om og opdager at et tykt reb er viklet rundt om mit ben. Jeg følger rebet indtil jeg ser hvem der har kastet det.

Pigen fra 10, står og kigger triumferende på mig. Selvfølgelig. Det er en lasso. I distrikt 10 arbejder de med landbrug. Der lærer de garanteret også at bruge lasso.

Hun begynder at tage lange skridt hen mod mig og først nu bemærker jeg kniven i hendes hånd. Der er allerede blod på. Jeg maver mig febrilsk baglæns. Men hun nærmer sig hastigt og mine paniske bevægelser gør mig bare mere klodset og langsommere.

Da hun står lige over mig indsér jeg det. Er det virkelig sådan det ender. Pludselig fortyder jeg inderligt at jeg ikke bare flygtede med Keila, men hvad var chancerne for at jeg skulle overleve og vinde spillet. Mere når jeg ikke at tænke. Pludselig falder pigen, hvis navn jeg ikke kender, ned på mig, slap og livløs. Det forskrækker mig enormt.

Jeg kigger op og bliver lettet. Ceasar kommer løbende over mod mig og en af hans knive har gennemboret pigens ryg. Jeg skubber hende væk fra mig, men da jeg prøver at rejse mig falder jeg igenne. Lassoen er stramt bundet til mine ben og jeg kan ikke bevæge mig.

Der er ikke tid til at binde knuden op. Andre sonere er begyndt at løbe over i mod os med favnen fuld af økser, spyd og knive.

Ceasar ser en smule fortabt fra mig og over til skoven. Pludselig ser jeg at Keila er begyndt at løbe ned mod os. Hun er virkelig hurtigt og når os på mindre end ti sekunder.

"Her lad mig tage dem," siger hun hurtigt. Så ser jeg de tre rygsække Ceasar har i hånden. Han aflevere dem til Keila sammen med nogle våben han også har inskaffet sig. Hurtigt som et lyn er hun på vej mod skoven. Pludselig løfter Ceasar mig op over skulderen.

Jeg føler mig pinligt berørt da han begynder at løbe over mod skoven med mig hingende og dinglende. Jeg føler mig som en der er svag og skal have brug for hjælp.

Det hopper og bumler og flere gange er jeg ved at falde af hans skulder. De sonere der var efter os har vendt sig og jagter os ikke mere. Vi når skoven, men vi stopper ikke op.

"Hvor langt skal vi ind?" spørger jeg febrilsk Ceasar og han svarer prustende:

"Lidt endnu. Vi vil helst ikke støde på nogle lige forløbig."

 

Mine ben syrer og jeg fryser over hele kroppen. Vi tog en lille pause for en to timer siden for at binde rebet om min fod op. Ceasar kunne ikke bære rundt med mig mere. Og det forsinkede os meget. Derefter er vi bare gået og gået og set på grantræer der ligner hinanden fulstændig. Der har været stille blandt os alle. Jeg har ingen anelse om hvor vi er på vej hen.

"Skal vi ikke tage en pause? Eller slå lejr?" spørger jeg hivende efter vejret. Det er hårdt at gå i den tunge sne og vi ved ikke engang om vi er på vej tilbage mod de andre sonere.

De to andre nikker. Blæsten er faldet lidt den seneste tid, men selvom vi får varmen af at gå og arbejde er det stadig hamrende koldt.

Jeg sætter mig straks ned i sneen, men fortryder det. mine bukser bliver drivvåde og det resultere bare endnu mere kulde. Hvordan skal vi få sovet i dette landskab? Og så går det op for mig at vi har tre rygsække. Måske er der noget der kan give os varme eller ly.

Pludselig er jeg meget glad for at Ceasar tog ned ved hornet - selvom det næsten kostede mig livet.

"Lad os tage et kig i rygsækkene," forslår Keila med rystende stemme. Vi åbner hver den vi har på ryggen.

I min ligger der et tykt tæppe, en nøddeblanding, et reb, noget tørret kød og en slags medicin jeg ikke ved hvad jeg skal bruge til. Jeg er glad for maden. Vi har ikke mødt mange dyr på vejen. Kun nogle få sneharer som vi har nedlagt.

"Et telt!" udbryder Keila og smiler mens hun hiver noget stort og sort op af tasken. Jeg bliver glad. Det kan vi altid bruge. Bortset fra teltet har Keila tændstikker, tørret kød og endnu et tæppe.

Ceasar har kun to ting i sin. Endnu et tæppe og en underlig guldtrakt. Der er ingen af os der har en idé om hvad den skal bruges til. Vi prøver forskellige ting men intet af det virker rigtig.

Vi bliver afbrudt da kanonslaget, der resultere en soners død bliver afskudt.

1..

2..

3..

4..

5..

6..

7..

8..

9..

10..

11..

12..

13..

14..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...