The Hunger games - Breath of life

I ruinerne af det der engang var Nordamerika ligger landet Panem, som består af 12 distrikter og ét Capitol som "Styrer". Hvert år tvinger magthaverne en pige og en dreng fra hvert distrikt til at kæmpe i det årlige "dødsspil" - en kamp om liv og død på direkte TV.
De 24 børn sendes i en arena der kan bestå af et hvilket som helst landskab. Her skal de kæmpe i mod naturen og dets børn - men også i mod de andre sonere (de udvalgte børn fra de forskellige distrikter) der er villige til at dræbe og kæmpe for deres liv i det perverse underholdningsprogram.

1 vinder. 23 tabere. Vinderen bliver rig og berømt. Taberen dør.
Lad dødsspillet begynde!

I distrikt 7 bor Thorlind fredeligt med sin familie. De har ikke mærket dødspillets hårde betingelser endnu men det ændres da det 25'vende dødsspil afholdes som et jubilæumsspil. Distriktet skal selv udvælge deres sonere og Thorlind er både stærk og klog.

May the odds be ever in your favor!

5Likes
36Kommentarer
4058Visninger
AA

14. "En ven er noget, hjertet har brug for hele tiden."

Jeg står med armene strakt ud fra kroppen mens jeg distræt overværer Zephias arbejde. Hun er langt væk i en dyb koncentration og mit ellers så klukkende og rapmundede forberedelseshold står nu musestille henne ved døren og bider negle. Mit mørkegrønne jakkesæt jeg skulle have på til interviewet var åbenbart blevet konfiskeret fordi det havde samme grønne nuance som mit kostume til åbningsballet og derfor troede en mindre begavet avox at det var min heldragt til ballet. Så to timer før interviewet måtte Zephia sy et nyt. Tidligere havde jeg for engang skyld lyttet til min mentor og havde fået noget vejledning til aftenen. Men Oliver ville diskutere noget langt fra hvad jeg forventede.

"Vi må snakke om hvad der skete her i morges. Vi ved begge at der er noget helt galt. Det er langt fra en almindelig spilmesters opførsel. De 'besøger' ikke sonerne. Det er noget af det sidste de nogensinde ville gøre. De føler sig mere værdigfulde end os," forklarede Oliver og tog en bid af en muffin, der var blevet bragt som en snack til det lille kammer vi var blevet bragt til for at øve interview, inden han fortsatte. 

"Jeg har undersøgt sagen siden i morges og fundet nogle artikler fra en gammel hjemmeside. 18 år gammel hjemmeside. Der står at Andy var skyld i et stort Capitoldrama fordi hun gjorde noget respektløst over for magten. Hvad hun gjorde kunne jeg ikke finde noget om men jeg læste at hun blev udnævnt som spilmester for at hun blev tvunget til ikke at lave flere respektløse ting."

Oliver havde trukket på skuldrende. Dette er aldrig sket før og han er frustreret over at han ikke kan håndtere situationen.

 

"Av for pokker," snerer jeg. Nålen gennemborede min hud og der er nu kommet et lille fint hul mit blod pibler ud af.

"Åh nej, undskyld søde," siger Zephia med sin lyse skingrende Capitolaccent. "Men det er svært at passe på dig, når jeg er stresset." Hun laver en besynderlig grimasse og koncentrer sig derefter om sit arbejde igen. Hun sætter sig på hug ved mit ene ben, sutter en gang på nålen og borer den derefter ind i stoffet.

"Hvem er du så?" spørger Zephia nogle minutter efter. Jeg forstår hende ikke og spørger om hun kan forklare sit spørgsmål i detaljer.

"Tjo, alle spiller en person til interviewet. En er sexet, en er snu, en er sjov. Du ved falske personeligheder. Hvad har dig og Oliver fundet ud af?"

Jeg lader lige spørgsmålet synke ind mens jeg rømmer mig.

"Ja, altså..."

Mere når jeg ikke at sige før døren bliver sparket op og mit forberedelseshold flyver 2 meter op i luften af forskrækkelse. Ind træder to mænd i hvide uniformer. Fredsvogtere.

"To minutter - så skal han være klar," brummer den største af de to med en meget mørk og dyster stemme.

Zephia rejser sig med et smil.

"Jamen så er det jo godt at jeg kun mangler at give Thorlind hans sko på," stråler Zephia med et snert af træthed i hendes øjne. Hun blev også presset til det yderste da situationen med det forsvunde tøj bød på. Man må sige at hun virkelig gjorde det godt. Jeg er næsten sikker på at hun til næste år bliver forfremmet til et mere velhavende distrikt.

Næste år. Der lever jeg måske ikke mere. Tanken strejfer mig. Smerten er uudholdelig og jeg synker sammen på gulvet. De sidste par dage har været så spændende at jeg helt har glemt at arenaen, nu, er lige om hjørnet.

"Er du okay, Thorlind?" Det er Meredith, en ung, sky pige, der er en del af mit forberedelseshold, der forsigtigt kigger på mig. Hun ligner ikke en fra Capitol. Hun har langt, brunt, krøllet hår, der går hende til taljen. Hun er nougatbrun med de smukkeste grønne øjne. Hun bruger ikke makeup, men ligner en engel.

Jeg nikker og sukker dybt. Det er mest min hjemve, der tynger mig ud af balance og gør mig lille og svag.

"Her, drik noget vand. Det hjælper hvis man er nervøs," siger hun og rækker mig en vanddunk. Jeg tager i mod den men drikker ikke noget. Meredith kigger uforstående på mig. Men hun ved selvfølgelig heller ikke at det er arenaen der skræmmer mig og ikke interviewet.

Meredith kigger afventende på mig. Hun vil tydeligvis snakke og er klar til at lytte. Men jeg siger ikke noget.

Jeg bliver en smule irriteret, mest på mig selv, fordi jeg er så uhøflig.

"Hør, undskyld. Jeg... går bare igennem en ret hård tid. Du ved dødsspillet er i morgen og sådan. Jeg er ikke just i det bedste snakkehumør for tiden," siger jeg så blidt jeg kan. Hun kigger bare skuffet på mig, nikker hvorefter hun rejser sig og forlader rummet. 

Jeg rejser mig klodset op fra gulvet med en hjælpende hånd fra Zephia. Da jeg står retter hun lige på min jakke og strøjer en hånd hen over min skulder.

"Det skal nok gå. Bare vær dig selv. Du har en skøn personelighed!" siger hun og smiler halvhjertet til mig. Jeg ved at det ikke er muligt men hendes ord for mig til at føle at hun virkelig holder af mig. At nogle Capitolfolk faktisk har hjertet i behold i forehold for distrikterne. Følelsen smuldre da hun hidser sig op om min makeup og farer efter mit forerebedelseshold. 

Jeg vakler ud på gangen og bliver mødt af Oliver, der i dagens anledning er klædt i en flot sort smoking.  

"Du ser godt," mumler jeg smilende - og irriterende - og han fnyser surmulende.

"Du er nu heller ikke helt værst," siger han inden vi vandrer videre mod venteværelset til interviewlokalet. Da jeg på vejen spørger ind til Keila svarer han kort og kontant.

"Dernede. Hun sidder og venter på dig. Der var vidst noget hun ville snakke med dig om."

Da vi når døren til venteværelset står to irriterede fredsvogtere.

"Det var sat'me også på tide," vræsser den ene og gender os ind. Døren bliver lukket hårdt bag os. Alle øjne vendes mod Oliver og jeg men det ænser jeg knapt nok. Jeg ser kun Keila der iagttager mig fra en lille bænk i hjørnet. Jeg har så inderligt ville snakke med hende i alene rum siden i morges. Jeg har besluttet med mig selv at jeg fortæller Keila om episoden med Andy. Hun er den jeg stoler mest på i denne forfærdelige by og jeg ville med glæde alliere mig med hende i spillet. 

Da jeg sætter mig ved siden af hende begynder folk at snakke igen. Mest små bange stemmer men også højrystede latter og god nervøsitet. Det er ambisonerne der sidder ved et bord for sig og holder deres egen lille fest. De bliver tit trænet op til dødsspillet og mener at det er en ære at deltage. 

Det er først da jeg sætter mig at jeg lægger mærke til Keilas outfit. Hun har en lang tætsiddende grøn kjole med skulderen dækket af en bred strop med en stor smuk blomst der er blevet pyntet med glimmer. Hendes mørke hår falder ned i lange bløde krøller og hun har store sølvsmykker på. Hun har høje stiletter med et snert af grå i sig. Hun er vidunderlig. Men jeg er ikke tiltrukket af hende. Mærkeligt nok for mange af de ældre drenges øjne hviler på hende.

Der går et par minutter, så buldrer højtaleren:

"Ally Hamlin om 2." Den muskuløse pige fra 1 rejser sig og går med lange selvsikre skridt frem mod de fredsvogtere der hjælper med at fragte os til og fra scenen.

"Så går det løs," mumler Keila. 

"Knæk og bræk," råber Keila efter Ally der lige når at høre det inden hun forsvinder op på scenen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...