Begravelsen

Isabella mister sin tvilingesøster i en bilulykke. Hun fortæller hvor smertefuldt der er, hun føler at halvdelen af hende mangler.

7Likes
5Kommentarer
1391Visninger
AA

3. Del 2.

Jeg havde måtte tigge og bede om, at få sangen spillet. Det lykkedes også, men af en eller anden grund blev det bare mere hårdt. Det gjorde det endnu sværere, at sige farvel til hende. Der var gået omkring en halv time, da jeg arrigt sparkede mine laksko af, for at gå i bare tær resten af vejen hjem. Jeg hadede de åndsvage sko. Mor havde tvunget mig til, at tage dem på. Emma ville med glæde have taget dem på, for hun var ikke en drenge-pige ligesom mig. Hun var altid pæn i tøjet. Ikke at jeg ikke var det, men jeg var feminin på en rå måde, mens Emma var feminin på en.. nåh ja feminin måde. Mere som en prinsesse. Selvom vi var tvilinger, var vi alligevel som yin og yang. Sort og hvid. Sol og regn. Drenge-pige og pige-pige. Det begyndte selvfølgelig at regne, før jeg nåede hjem. På ti sekunder var jeg drivvåd. Mit hår klæbede til mit ansigt, og min mascarra løb ned af mine kinder, så jeg lignede en vaskebjørn i en svømmehal. Jeg kom hjem, tog et dejligt varmt bad, fik noget tørt tøj på og gik ned i stuen. Mine forældre sad henne ved pejsen og snakkede. Min mor så mig og fik tårer i øjnene. Da hun bredte armene ud mod mig, løb jeg over til hende, og kastede mig i dem.                                                            Jeg græd hele natten uden, at få noget søvn overhovedet. Jeg tænkte på Emma hele tiden. Det var som om jeg havde, fået amputeret halvdelen af mig. Som om halvdelen af mig manglede. Jeg tror aldrig mine forældre ville kunne forstå, hvordan jeg følte. Nu var jeg kun en halv af en hel. Uden Emma kunne jeg aldrig blive hel. Jeg lukkede psykisk ned. Ingen kunne trænge ind til mig. Ikke engang min mor. I skolen var det ligesådan. Jeg talte ikke til nogen, heller ikke mine venner. De ringede mange gange, men da de indså, at jeg ikke ville svare, stoppede de. Jeg lavede mine lektier. Jeg fik top karakterer, for jeg havde ikke andet at lave, nu da Emma ikke længere levede iblandt os. Det var som om, at hele verden omkring mig var et fjernsyn, og jeg var tilskuer. Hele verden lå foran mig, men jeg var ikke en del af den. Jeg så bare på. Jeg levede ikke i den. Jeg levede alene i min egen verden uden, at lukke nogen ind. Emma ville aldrig komme tilbage. Hun ville aldrig nogensinde kunne være hos mig igen. ,, Vi vil aldtid være passe på hinanden ikke?” sagde Emma. Hun kiggede på mig med store øjne. ,, Altid. For evigt og altid.” sagde jeg, lænede mig frem og gav hende et knus. Jeg vidste, at vi følte det samme. Hun ville passe lige så meget på mig, som jeg ville passe på hende. For evigt og altid. For evigt og altid. ,, For evigt og altid.” jeg satte mig op i min seng med ordene på læberne. For evigt og altid. Jeg havde drømt om en dag Emma og jeg havde været alene hjemme. Vi sad inde i stuen ved pejsen, med sodavand og popcorn og sterinlys. Vi ville altid passe på hinaden, havde vi sagt. Solen tittede ind af vinduet, og dens stråler strejfede mit anstigt. Jeg tror ikke at det var et tilfælde, at jeg drømte lige præcis denne drøm. Jeg tror det var Emma, der fik mig mig til at drømme det for, at fortælle mig noget. Fortælle mig at jeg aldrig ville være alene. At hun altid ville være sammen med mig. Hun ville altid passe på mig. For evigt og altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...