Kærlighed gør også ondt

Forandring sker, men forandringer har det med at komme stille og roligt. Den sniger sig ind på en, uden man er bevidst om den, selv om den står lige foran en. Og så går den til angreb den kvæler en, hvisker ting man ikke vil høre og vender hele din verden på hovedet. Sådan en forandring skete for mig, men i stedet for at komme stille og roligt. Angreb den med det samme, i form af en blåøjet dreng.

2Likes
1Kommentarer
521Visninger

1. Forandringen.

Forandring sker, men forandringer har det med at komme stille og roligt. Den sniger sig ind på en, uden man er bevidst om den, selv om den står lige foran en. Og så går den til angreb den kvæler en, hvisker ting man ikke vil høre og vender hele din verden på hovedet. Sådan en forandring skete for mig, men i stedet for at komme stille og roligt. Angreb den med det samme, i form af en blåøjet dreng.

 

Dagen viste sig som en af sine sjældne solskinsdage. Mit humør var i top. Jeg rejste mig langsomt fra sengen, og strækte min glade dovne krop. Og kiggede mig forventnings fuld i spejlet. Mine hænder var lange og smidige, mine ben var muskuløse efter mange timers trænning på den grønne fodboldbane. Mine læber var store og dejlige bløde, mit hår var lyst og med bløde krøller. Mine øjne var grøn grå og  næsten altid opmærksomme. Men lige nu var de fulde af liv, spændning og glæde. Det var min første skole dag efter sommerferien. Jeg tog med lynrekord tøj på og spiste min morgenmad. Jeg løb ud til min cykel uden af sige farvel.

Jeg elskede at cykle, den måde man nærmest fløj på er fantastisk. Solen bagte på mine nøgne hud mit hår fløj bagud. Den friske vind fjernede sveden fra mit ansigt. Jeg bremsede med besvær min cykel og var ved at køre ind i nogen ninde klasser der stod og spillede smart ved cykelstativende. "Hvad har du gang i, hva´ din snotunge." Jeg svarede dem ikke, jeg gik bare forbi dem som var de grus på vejen, ost i køleskabet, en for gammel mascara. Gruppens øjne borrede sig ind i min ryg. To sekunder inde på skolen og jeg havde fået problemer. Sådan var jeg, en magnet. Ikke en almindelig magnet, nej men en magnet der tiltræk problemer.

Mit hjerte galopperede med 100 km/t der jeg åbnede den hvide, alt for gamle dør. Døren var tung og larmede. Alles øjne vendte sig på samme tid, som var de betalt for at gøre mig forlegen. Rødmende fandt jeg min plads. Inden læren nåede at skælde mig ud, åbnede døren sig langsomt. Jeg kiggede rundt i klassen, ingen manglede. Døren åbnede sig ydligere, der gik panik i mig, jeg hadede ikke at vide besked. Døren var helt åben og der stod. Min mund ramte gulvet min øjenbryn sad et sted oppe på loftet det var et held jeg ikke begyndte at savle. Han kiggede på mig. Jeg blev suget ud af klassen, og ind i hans øjne. Hans øjne var et vildt hav, der flåede i mig, fik mig til at sluge vand. Jeg gispede efter vejret, da han gav mig lov til at komme op af vandet,  og ind i klassen igen. Han kiggede ikke længere på mig. jeg fulgte ham med øjne, hele den lange vej fra døren til katederet. Han talte, fortalte hvem han var. Hans stemme var som en brise, der strøg dit hår væk fra øjne, og gav dit svedig ansigt et kærligt pust.

Sådan startede forandringen i form af en blåøjet dreng. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...