The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6705Visninger
AA

21. Kapitel

Jeg dræber en vædder. Vi steger kødet og spiser det. Vores alliance burde være ophævet, men jeg fortæller det ikke til Tørv.

Jeg vil ikke forlade hende. Eller have hende til at gå.

Ingen ord om hændelserne i nat. Vores tavshed varer længe. Indtil Tørv bryder den.

"Skal vi ikke snakke om Jersey?" spørger hun. "Altså, mindes ham. Som den han var."

Jeg nikker. "Skal jeg starte?" spørger jeg hende. Hun nikker.

"Jeg kunne ikke lide ham," siger jeg. Tørv spærrer øjnene op og kigger forarget på mig.

"Til at starte med. Jeg syntes, han var træls og irriterende. Jeg vidste ikke hvorfor, indtil igår."

"Hvorfor?" spørger hun. "Det... er ligemeget."

Hun trækker på skulderne. Hun ved selvfølgelig ikke hvorfor. Fordi jeg er forelsket i hende.

Vi var helt alene sammen, men så kom Jersey. Han var her hele tiden. Og Tørv gav ham meget opmærksomhed.

Jeg blev jaloux, før jeg overhovedet vidste hvorfor.

"Men vi snakkede sammen," fortsætter jeg. "Og det viste sig at han var et af de rareste mennesker på jorden."

Tørv nikker. "Han ville dræbe mig, som du nok har hørt. Men han kunne ikke. Han hævede morgenstjernen, men han kiggede mig dybt i øjnene og sænkede den. Vi besluttede os for at blive allierede."

Vi løber tør for ting at sige om ham og spiser videre. Vi varmer teen fra i forgårs over bålet.

Vi begynder at snakke om, hvad vores familie mon har sagt da de blev interviewet.

Om hvordan, der er i de forskelige distrikter. Jeg har hørt at 12 er det fattigste af dem alle.

De har kun elektricitet, når dødsspillet bliver vist. Mange sulter ihjel hver dag, og vinteren gør det ikke lettere.

Jeg fortæller hende om Marco. Om hvor bekymret jeg er for ham, og hvorfor jeg meldte mig frivilligt.

Tørv læner sig op ad indgangen, og før Tørv og jeg kan registrere det, tager en hånd fast i hendes hår bagfra, og den anden skærer hendes hals over. "Nej!" råber jeg og jeg kaster mit spyd lige over skulderen på hende, der snitter Ambisoneren fra 1's øre. Han løber væk.Jeg løber hen mod Tørv. "Midas..." hvisker hun. Gudskelov, hun er i live! Men blodet vælter udfra halsen, ned over mig.Min tid sammen med hende er begrænset. Jeg krammer hende tæt ind til kroppen.

Nej, nej, nej! Hun må ikke dø! "Du må ikke gå, Midas..." siger hun.

"Jeg bliver her," siger jeg, mens tårerne triller ned ad kinderne på mig og mødes med hendes. "Det lover jeg!"

Hun kigger mig i øjnene. "Midas..." siger hun igen og presser sine læber mod mine.

Det er mit første kys nogensinde. Altså, rigtige kys. Jeg har fået af min familie før. Men aldrig sådan et her.

Hun bliver mere og mere slap i kroppen mens min jakke bliver helt gennemblødt af hendes blod.

Men jeg slipper hende ikke. Hun slipper med læberne, og kigger mig en sidste gang i øjnene.

"Midas," former hun med læberne, uden lyd. "Vind..."

Jeg knuger hende ind til min brystkasse, og kigger på hendes smukke hår. Hun bliver helt slap. Kanonen lyder. 

Hun er død.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...