The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6708Visninger
AA

15. Kapitel

Jeg falder 2 meter ned, men når at tage fat i en af grenene under mig. Jeg hænger med benene, kun mine arme har fat om grenen. Ambisonerens brede smil gør mig sindsyg. Hvad helvede har han gang i? Kan han ikke bare få det overstået og dræbe mig? Nej, han ernærer sig af min angst. Fryder sig mens han kraftigt snuser ind med hans kæmpe næse.

Langsomt tager han en pil ud af det pillekogger, han har om skulderen og sætter den på buen, der er rettet mod jorden under mig. Han retter den mod mig og hiver buestrengen endnu mere langsomt tilbage. Han behøver kun at slippe den med sine

tykke fingre, og jeg er død Jeg lukker øjnene. Jeg vil ikke se det. Men jeg kan ikke lade vær med at åbne øjnene igen.

Han griner en med en høj stemme, der knækker et par gange. Han er mindst 16.

Han sender sit sidste blik, før en kniv bliver kastet langt inde fra skoven, der i advarsel rammer træet ved siden af Ambisoneren.

 Han slipper pilen i forskrækkelse, som rammer grenen under mig og flygter ud i gennem skovbrynet, hurtigere end noget andet, jeg nogensinde har set. Jeg søger efter knivens ejer, men ser kun træerne. Men så rører end skygge på sig, få meter væk herfra. Skyggen er ret utydelig, på grund af det manglende lys i skoven. Bag ved et træ, hopper pigen fra 12 af frem. Jeg svinger benene op over grenen, jeg holder fast i.

Håber hun ikke har set mig. For mig ligner hun en morderisk pige, som vi ikke har overvejet kunne have evner.

Evner som morder. Hun går meget hurtigt, med få hop ind i mellem skridtende, og står liger under mig.

Hun smiler. Jeg takker nej til endnu en sadist der vil smile til mig, til jeg bliver sindsyg og tager spydet ud af min mund og retter mod hende. "Forhelvede," bander hun. "Lad være med at dræbe mig!"

"Skulle jeg bare lade dig dræbe mig?" spørger jeg. "Eller er det ikke hvad du havde forestillet dig...?"

"Våbenhvile," svarer hun. "Alliance, våbenhvile... NOGET! Bare ikke dræb mig..." siger hun desperat.

"Du mangler en allieret." Hun har ret. Jeg overvejer mine muligheder grundigt.

Jeg vil jo helst undgå at dræbe nogen, men det er jo ret svært, hvis jeg vil overleve.

Og jeg har jo lige set hendes evner med knive. Hun er jo fantastisk.

"Okay," siger jeg. "Jeg vil være din alierede, hvis du hjælper mig med at overleve. Til vi er 5 tilbage, ikke?"

"Det lyder fair," svarer hun og nikker. "Hvad skete der med din anden allierede?"

"Hun havde travlt," svarer jeg. "Med at dræbe mig, mener jeg. Hun så ikke engang ambisonerens sværd, før det havde gennemboret hendes hjerte." Hun røster og har tydeligvis kuldegysninger.

"Ville hun virkelig dræbe dig?" Spørger hun. Jeg nikker. "Er du så ikke sur på hende?"

"Lidt, selvfølgelig," svarer jeg. "Men det er ikke hende jeg rigtigt er sur på."

Hun ser lidt undrende på mig, før hun regner ud hvad jeg mener. "Du mener...?"

"Ja," svarer jeg. Jeg tør ikke sige mere, for ellers vil spilmestrende sikkert slippe en dræbermutant efter mig, så jeg kan blive spist.Det er strengt ulovligt at snakke om Capitol på den måde. Og især på landsdækkene tv.

Jeg kravler ned fra træet. Vi sværger, at vi vil hjælpe hinanden til vi dør, eller kun er 5 tilbage i arenaen.

Og vi ikke vil forråde hinanden. Ved den del, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Fredia. Det er svært at bryde disse aftaler, hvis man vil vise sig i offentligheden uden at blive råbt af, nogensinde.

Jeg har svært ved at finde rundt i alt, hvad der er sket i dag. Jeg prøver flere gange at remse dem op, men jeg bliver ved med at rette mig selv. Jeg er blevet sendt ind i en arena, hvor 23 andre vil dræbe mig. Fredia, ville dræbe mig - nej, prøvede endda på det. Jeg var få sekunder fra at dø. Intet mindre end 10 er alerede i dag døde.

Kun 14 tilbage, inklusiv min nye allierede og jeg. "Hvad er dit navn?" spørger jeg hende.

"Tørv," svarer hun. "Et kedeligt, unormalt navn, fra de forældre der hellere ville have en søn."

Jeg kan ikke forestille mig hvordan det må være.Mine forældre var meget glade for at få mig og det har jeg altid vidst.

De var bekymrede for at alt det her ville ske. At jeg kom med i Dødsspillet.

Alt den beskyttelse, de har ydet, for at der ikke skulle ske mig noget og så melder jeg mig frivilligt.

Jeg får ondt i maven af bar samvittighed. Jeg prøver at skifte samtaleemne, og siger at vi skal finde et gemmested.

"Vi kunne lede efter en grotte, eller hule i bjergene," svarer hun. "Der ser vidst heller ikke ud til at være noget mad her i skoven. Måske er der væddere i bjergene?"

"God ide," svarer jeg. Vi sniger os forsigtigt ud ad skovbrynet og hen mod bjergene en halv kilometer væk.

Vi ser at aerofartøjerne er i gang med at fjerne ligene med store metalhænder, henne ved Overflødighedshornet.

Blandt dem ser jeg pigen fra 1's øjne er stadig åbne og hendes mund er formet som et O.

Skrækken er svær at overse. Jeg standser op og stirer på hende, mens hun langsomt bliver bæret op.

"Kom," siger Tørv. "Det vil være smart at have fundet et sted, inden solen går ned."

Jeg nikker, og vi går videre hen mod de høje bjerge. Jeg lægger mærke til hendes sorte rygsæk og spørger hende om hvad der er deri. "Et par bandager," svarer hun. "Og nogle nødder, en drikkedunk, tændstikker og tørt brænde."

"Super," svarer jeg. "Jeg fik kun fat i et spyd."

"Nogle fik intet," svarer hun. "Vi klarer den nok. I hvertfald indtil videre."

Hun virker lidt som om, hun ikke mener det. Prøver at være optimistisk, men inden i er hun pessimistisk.

Jeg kigger mod horisonten, hvor solen står lavt og skyerne er begyndt at blive lyserøde.

Inden længe står vi ved foden af det første af bjergene. Det er meget højt, og sneen dækker halvdelen af det.

Vi kan umuligt bestige det. "Kan vi gå udenom?" foreslår jeg.

"Vi kan prøve," svarer hun. Vi gør som sagt. Bagved er der en ikke så høj, ujævn, stenvæg der er 2½ meter høj, der fører fra det ene bjerg over til det andet. Det er glat, men nemt at klatre opad. Og bagved er der masser af stenforhøjninger,

"stier" og små huler. Der er et par stenvæddere, hvor vi dræber fem af dem. Vi får nok kun spist den ene af dem idag,

men vi bliver enige om at dræbe dem, før andre sonere kommer og gør det.

Og så kan vi lægge dem i sneen, som så fryser det ned, så det kan holde i lang tid.

Vi finder en snæver indgang, man kun lige kan kravli indad til en stor fugtig hule i en af bjergende. 

Tørv skærer kødet frit fra sener. indvolde, pels og knogler. Min første generøse sponsorgave kommer i en lille sølvfaldskærm fra himmelen. Jeg undersøger hvad det er, og opdager det er nål og tråd. "Tak," siger jeg ud mod de usynlige kameraer.

"Hvad skal vi bruge det til?" spørger jeg Tørv, undrende. Normalt giver sponserne kun det mest nødvendige.

Men de få sonere som Finnick var, får tit gaver der er unødvendige, bare for at vise dem, at der er nogen der sponsorere dem. Finnick fik et kærestebrev fra en 14-årig capitoler. Det koster meget, bare at sende den mindste ting.

Jeg undrer mig over, om jeg mon er en af de sonere. De lidt forkælede.

"Jeg ved ikke hvad der er tænkt," svarer hun. "Men vi kunne bruge det til at sy pelsene sammen til soveposer?"

"Selvfølgelig," siger jeg. Så var det ikke bare en unødvendig gave. Jeg har aldrig før prøvet af sy før, kun set Mor gør det et par gange. Jeg syr skævt og stikker mig i fingeren utalige gange. Tørv ser ud til at være meget bedre end mig.

Men endnu en sølvfaldskærm kommer, fra mine gavmilde sponsere med et fingerbøl og en manual til syning.

"Wow," siger Tørv. "Jeg tror ikke der har været nogen, der har haft så gavmilde sponsere på så kort tid, siden Finnick."

Jeg nikker. Det går mig lidt på, at Tørv ikke har fået nogen gaver endnu.

Jeg læser manualen og tager fingerbølet på. Det er af koldt metal, der får min tommelfinger til at fryse.

Men jeg er vandt til kulden. Den er ikke engang så slem, som i 4.

Da vi er færdige, har vi hver en pelssovepose. Den er lun og varm og skal nok forhindre os i at fryse ihjel i nat.

Min er lidt skævtsyet mens Tørvs er perfekt. Det er ved at blive mørkt og min mave rumler.

Jeg får gang i et lille bål, mens Tørv udtænker en måde, vi kan stege kødet på.

"Vi kunne sætte et par store sten lidt udenfor bålet," siger Tørv. "Og så når de er varmet, kan vi putte kødet på."

Det er en super ide, så vi gør som sagt. Kødet smager lidt anderledes, når man mest er vandt til fisk.

Men det smager ikke dårligt. Især ikke efter de få gange, hvor man så har fået kød og det er råddent.

Vi har spist en god kødluns hver, og resten dækker vi med sne udefra.

Jeg bliver tørstig så jeg fylder drikkedunken med sne og stiller den opad en af de varme sten, så sneen i den smelter til vand.

Det er isende koldt og får mine tænder til at klapre. Så jeg lader den stå op ad stenen i længere tid.

Det bliver midnat og Panems nationalsang lyder. Det er nu, vi får at se hvem af de ti sonere der er døde.

Vi får ikke at se hvordan sonerne døde, for det vil måske afsløre morderens hemmelige taktik, hvis de altså har en.

Kun billeder af sonerne kommer frem sammen med distriktets våbenskjold, på himmelen.

Men allerførst lyser Capitols våbenskjold frem. Derefter pigen fra 1, der ville tage det samme spyd som mig.

Så drengen fra 2, Tvillingepigen fra 3, Fredia, både Pigen og drengen fra 6, Drengen fra 7 og 9, pigen fra 11 og drengen fra 12.  Det var det. Capitols våbenskjold toner frem og nationalsangen lyder igen.

Himmelen bliver normal igen. Jeg lægger mærke til at Tørv sover og jeg bliver også mere og mere træt.

To gange i nat bliver vi vækket af kanonbrag. "Det er nok bare nogle der er frosset ihjel," forsikrer jeg Tørv,

der er hunderæd for at en af sonerne skulle snige sig ind om natten, mens vi sov. "Vi har jo vores soveposer, så vi fryser ikke ihjel." Hun er stadig ikke overbevidst. "Men hvis nu..." fortsætter hun. "De frøs ihjel. Punktum."

Hun vender sig om i iritation. Jeg sukker. Det er ikke så smart at begynde at skændes, så jeg lægger mig til at sove igen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...