The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6677Visninger
AA

13. Kapitel

Den kolde luft blæser mit hår op i øjnene og suser lige ind i øjnene på mig. Jeg får tårer i øjnene, men lukker dem ikke.

Jeg ser fortovet komme tættere og tættere på. I en højde, jeg bedømmer til at være 4-5 meter høj, falder jeg længere ned- 

Men der kommer en gnist lige under mig, og det ser ud som om fortovet kommer længere og længere væk. Hvad sker der? Menneskerne under mig, bliver til myrere igen. Jeg forstår det ikke, før jeg min føder rammer halvmuren, og jeg falder baglæns ned på taget. Jeg døde ikke. Den fornøjelse fik jeg ikke.

Jeg lander på noget hårdt, tyndt og skøbeligt. Ikke før hun kæmper efter vejret, opdager jeg at genstanden under mig er pigesoneren fra 12. Jeg ruller væk fra hende, tager en dyb indånding, før jeg tager mig sammen til at tale.

"Hvad helvede var det?!" spørger jeg, forskrækket.

"Et kraftfelt, der beskytter sonere som dig, der prøver at springe," siger hun genert. "Hvorfor sprang du overhovedet? Du kan vinde det her, at du ved det. Du har den højeste karakter, sponsere der vil ofre sølv og guld, for bare at hjælpe dig med dit mindste problem, som at din hånd er beskidt!" Hun kigger væk. Hun er nok misundelig. Hendes sorte, lange hår dækker over hendes skuldre. "Det er kompliceret," svarer jeg. Hun møder mit blik. Hendes øjne er røde. Hun har grædt. 

"Det er vel det samme om du dør i arenaen, som hvis du dør her," svarer hun. Hun forstår det ikke.

"Hvis jeg dør i arenaen, viser jeg hvor meget magt Capitol har over mig," svarer jeg.

"Hvis jeg dør her og nu af egen vilje, viser jeg at de ikke bare skal tro de kan gøre hvad de vil. Og jeg vil blive husket."

"Det er rigtigt," siger hun og nikker. "Du virker anderledes, end da jeg så dig til interviewet. Er du virkelig Midas Bafflair?"

"Det var bare en overflade," svarer jeg. "En strategi, der kan sikre mig sponsere."

Hun nikker. Hun synes sikkert jeg er en tåbe, men samtidig genialt.

"Og du snakker om ikke at lade Capitol styre dig?" svarer hun. Den gjorde ondt.

Hun er vidst ikke helt dum.Snarere, ireterende. Men det er dejligt at have nogen at snakke med.

Fredia og jeg er jo alierede, men jeg har stort set ikke hørt hende sige et eneste ord.

"jeg ved det," siger jeg og kigger væk. "Jeg hader mig selv for det interview."

Hun trækker på skuldrene. "Nå men, jeg vil sove. Det går jo ikke jeg falder i søvn med det samme."

Det er utroligt, hun tager det så pænt. Tænk at hun kan gøre grin med det.

Jeg sætter mig op på halvmuren igen, og ser hende gå ned. Jeg burde egentligt også sove noget mere, men jeg rejser mig ikke.

Jeg gaber, og ligepludselig kigger jeg ind i Finnicks øjne. "Vågn op! Vi skal skynde os," siger han.

Jeg fryser forfærdeligt meget, og opdager jeg ligger i en forkrøblet stilling, på taget.

Det er blevet lyst, og et tyndt lag sne har lagt sig over mig. "Hvorfor ligger du her?" spørger Finnick, undrende.

"Jeg kunne ikke sove, og gik herop. Jeg tror jeg faldt i søvn."

"Det har taget mig en halv time at finde dig," siger han. "Du kunne være frosset ihjel!"

"Og? Så ville jeg da slippe for en blodig død," svarer jeg. Han sukker.

"Hvis du vil nå i bad inden vi skal afsted, skal du skynde dig. Du skal være heldig, hvis du får et bad i de næste par uger, ved"

Jeg går så hurtigt, som min dårlige fod tillader mig, og skynder mig ind på mit værelse.

Jeg tager et brusebad, får mindst 10 forskellige shampoer i hovedet, før jeg er færdig, og tager mit tøj på.

Jeg kommer i tanke om det lommeur, jeg fik i høstgave. Hver soner må nemmelig have en genstand fra derhjemme fra med, så længe det ikke er et våben. Det ligger på sengebordet, og i farten snupper jeg det.

Udenfor får alle distrikterne tildelt hver sin limosine der skal køre os ud til arenaen.

Jeg sætter mig i bilen med et stort 4-tal på siden, på et lædersæde ved siden af Fredia.

Igen står en masse fans, der ser os køre væk. Mine øjne har vænnet sig til de mange blitzer.

Bilen starter, og jeg vender mit hoved mod Fredia, for at snakke taktik.

"Okay," starter jeg. "Vi går imod overflødighedshornet, samler hvad vi kan af våben og overlevelsesudstyr.

Og så skal vi finde et skjulested." Hun nikker. "Et sted, hvor vi kan gemme os," fortsætter jeg.

"Med mad, vand og andet vigtigt." Hun nikker igen. Hun er meget tavs.

"Og hvad gør vi så?" spørger jeg. "Overlever," svarer hun kort og kigger væk.

Det lyder let nok. Vi begge skal nok overleve indtil... "Hvad så, når vi kun er os to tilbage?" Spørger hun, som om hun har læst mine tanker. Jeg synker en klump. Den var svær. Når jeg skal dræbe hende. Eller omvendt.

"Vores alliance varer indtil vi er fem tilbage," svarer jeg. "Så må vi være heldige, at en af os bliver dræbt før vi kun er to tilbage."

Hun nikker. Jeg sukker.  Det er absurt at snakke om held, efter vi begge er havnet i den her situation. Om under en time starter det hele. Jeg kan ikke tro det.

Ingen af os har været så heldige på det seneste.

Jeg sætter hænderne op mod tindingerne. Vinduerne blive formørknede, hvilket betyder vi er der snart.

Da vi stiger ud ad limosinen, er vi i et kæmperum, med alle limosinerne samlet.

Væggen er af kæmpe, hvide fliser. I den anden side af rummet, står 24 døre, ligesom dem til forberedelserne til åbningscermonien.

Jeg går ind af min, og bliver næsten overfaldet af mit forberedelseshold. "Glæder du dig ikke?" spørger den unge pige.

"Det må være en stor ære!" siger en af mændene. Før jeg når at svare, sludre de løs om spillet. Snakker om hvem de vil sponsorere.

"Hvis ikke ambisonerdrengen fra 1 havde så forfædeligt dumt tøj til åbningscermonien, ville jeg sponsorere på ham," siger den unge pige. "Men så vil jeg sponsorere Midas eller Fredia." Jeg kan ikke lade være med at smile.

"Jeg glæder mig vildt meget!" siger manden der hedder Grimm, eller Griim eller noget, næsten råbende.

De er så spændte at de ryster, mens de rengører mine negle, plukker mine øjenbryn og klipper mit hår helt kort.

Da de er færdige går de ud, og Massi kommer ind med et sæt tøj, jeg skal have på i arenaen.

Det er skiundertøj, en tyk termojakke og matchende overtæksbukser. Jeg afgør at det er et vinterlandskab, ligesom jeg gættede.

Jeg klæder om, og kigger mig i spejlet. Tøjet er hvidt, og har en masse lommer, både normale og inderlommer.

Det bliver let at camoflere sig i sneen, med det hvide tøj. Altså, hvis det er sne. Men hvad skulle det ellers være?

Jeg tager afsked med Kassi. Han siger stille farvel til mig, mens jeg træder op på metalpladen, der skal transportere mig op i arenaen. Vi venter i nogle minuter, til at Capitol giver signal til at sende mig op. Massi trykker på en rød knap ved væggen.

"Farvel," siger han. "Held og lykke." Et glasrør rejser sig fra gulvet, og omringer mig.  

Panikken stiger i mig, mens matalpladen stiger meget langsomt op i det klaustrofobiske lille rør. Jeg banker på indersiden, panisk, selvom jeg godt ved det ikke nytter noget. Massi går hen mod mig, der kun er steget få centimeter op fra gulvet, og beroliger mig.

"Det skal nok gå!" siger han, udenfor røret. "Du fik jo ikke det 12-tal for ingenting, vel?"

Og går det værste op for mig: hvis de gav mig sådan et højt tal, for opmærksomhedens skyld?

Og ambisoner-personligheden er jo kun en overflade. Hvis jeg nu kun er god terioretisk set, men når det virkelig gælder er jeg ikke andet end en raffineret skydeskive? For selvom jeg har sponsere, nytter det jo ikke rigtig noget, når 24 bevæbnede teenagere alle er efter mig? Jeg vil hurtigt blive dræb Altså, bortset fra Fredia og mig selvfølgelig. 

Hun er en af mine eneste chancer for overlevelse. Massi sætter hånden på røret, og siger farvel en sidste gang.

Men da jeg skal til at sætte hånden op mod Massis, stiger jeg højere op.

Jeg kigger op mod den overskyede, mælkehvide himmel og snefnug sætter sig på mine kinder.

De smelter til vand, og løber ned ad kinderne på mig. Jeg hiver efter vejret.

Det er ufatteligt at jeg stå her. At jeg står her. Det er ikke noget der sker hver dag.

Og om lidt mere end et minut er jeg i stor livsfare. Større end jeg nogensinde har været.

Jeg kigger rundt i rundkredsen af alle os sonere, der står rundt om det fem meter høje overflødighedshorn af massivt guld.

Rundt om er der telte, soveposer og inderst våben. Jeg får øjne på et spyd, med et halvt meter langt skaft af ibenholt,

og en tund spids af sølv. Ikke nog med det, er spidsen dækket af små knivblade, der gør den perfekt.

Hvis den bare snitter en soner, vil han eller hun være garanteret på et stort blodtab.

Og hvis ejeren er så heldig, at det er i benet den snitter, kan soneren nok ikke gå efter det.

Jeg kigger efter, om det er de 

Så flytter jeg blikket over med horisonten, der er halvt dækket af en rund, ligetilpasset linie af træer og de kunstigt lavede bjerge med sne på toppen.

Claudius Templesmith, Dødsspillets speaker, taler og overdøver gråden og sukkende, blandt sonerne.

"Velkommen til det 71. Dødsspil!" hans stemme er så høj, at der starter en lavine oppe i bjergene, et par hunrede meter fra rundkredsen.  Pigesoneren fra 2 slipper et skrig ud, men holder sig straks for munden.

Der tabte hun halvdelen af sine sponsere. Og hun havde vidst ikke så mange.

Der bliver talt ned fra 60 sekunder, og når den siger 0 starter vi. Hvis vi prøver at snydestarte, er der miner under os, der vil sprænge os i småstykker. Minerne bliver detoneret, præcist når nedtællingen står på 0.

60, siger den mekaniske stemme. Det løber koldt ned ad ryggen og jeg får kuldegysninger.

50. Jeg tager dybe indåndinger. Hiver efter vejret.

40. Jeg krydser fingrene. 

30. Jeg håber på det bedste. Frygter det værste.

20. Jeg lukker øjnene. Jeg vil ikke se de drab, der sker inden længe.

10. Jeg holder mig for ørene, og isolere mig for omverden. Jeg sætter mig på knæ.

Kort tid efter hører jeg et svagt 0, bag mine hænder.

Og så bryder helvede løs...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...