The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6623Visninger
AA

11. Kapitel

Jeg sætter mig i stolen, d er står over for Cæsar. Rummet er kæmpe, og foran scenen, er der intet mindre end 500 pladser, hvor de allerrigeste Capitolere sidder. Øverst står balkonnen, hvor Snow, Crane og en livvagt sidder.

Sidevæggene er beklædt med gigantiske fladskærme, hvor de viser interviewet.

Jeg kigger ind i Cæsars sorte kontaktlinser. Hvert år har han ny sminke og hår. I år er det vist sort og hvid.

Hans hår er snehvidt og hans hud er blevet farvet grå. Han åbner munden, og skal til at sige det første spørgsmål.

"Hvorfor meldte du dig frivilligt - selvmord, ære eller andet?"

Jeg synker en klump, før jeg svarer. Det er svært at lyve om det, for måske er det nogle af de sidste ord,  min familie hører komme ud fra min mund. "Jeg har evner, guder drømmer om," siger jeg, og fortsætter. "Jeg vidste jeg ville vinde."

Jeg får kvalme over mig selv. Tænk at jeg virkelig gør det.

"Du er ikke så beskeden, hva?" spørger Cæsar. "Hvis jeg var det, ville jeg jo ikke melde mig," svarer jeg koldt.

"Næste spørgsmål," siger han så. "Er du bange for døden?"

"Var du bange, da din kat var ved at miste livet?" spørger jeg ham. "Jeg har aldrig haft en," svarer han så.

"Præcist," siger jeg, med den klammeste Capitol-stemme, jeg kan komme frem med.

"Er der noget du vil sige til din familie?" spørger han så. Jeg tænker mig grundigt om.

Jeg vil sige til Marco at jeg savner ham. At jeg er bekymret for ham.

Jeg vil sige til far, at lige meget hvad han ser de næste uger skal han ikke give livet op, som han næsten gjorde, da mor døde.

Jeg vil fortælle Harbre at han ved, hvordan de skal overleve. Men det kan alt sammen  få mig til at se svag ud.

Både i sonernes og sponsorernes øjne. "Næh," svarer jeg så, og fortryder det alt sammen.

At jeg ikke sagde noget til min familie, da jeg stadig havde chancen.

At jeg er sådan her. Jeg vil ikke dø som den klamme person, der sidder i stolen over for Cæsar.

Jeg vil dø som mig. Men det kan jeg ikke. Jeg kan bare ikke.

Det som Capitol gør... hvordan kan man det? Og hvordan kan Snow og resten af Capitol have ren samvittighed?

Og endda betragte det som en sportsbegivenhed? Sidde og råhygge, måske endda girne til hvor sjovt, det ser ud når en ryggrad bliver hivet ud? Og mene det er retfærdigt? Det her... det er ikke retfærdigt.

En dag vil nogen sige fra, tænker jeg, men min anden tanke afbryder mig: Hvor mange gange er det ikke blevet sagt?

Hvornår er den dag? Og vigtigst: Hvem er de nogen, der er modige nok til at sige Capitol imod?

Måske vil det blive ved sådan for evigt. Flere milliarder vil dø. For retfærdigheden?

Jeg får lyst til at råbe til Snow og alle de andre i salen, hvad min mening er.

Men jeg knytter hænderne, og prøver at sidde stille.

"Jeg glæder mig til at se dine evner, Hr. Bafflair," siger Cæsar. "Vi får at se dem imorgen. Du er faktisk den første 13-årige med et 12-tal i Dødsspillets historie, vidste du det? Lige meget, ses i morgen. Eller, jeg ser dig."

Du får at se alt imellem hud og indvolde, tænker jeg.

Jeg går ned ad scenen, og bliver mødt af den gladeste Finnick man kunne forestille mig.

Han åbner munden, men intet kommer ud. Han mumler noget om hvor godt jeg spillede ambisoner, og man skal være gud til at se, det var løgn. Og det gør det bare værre. At min familie ikke kan gennemskue mig.

At hvis jeg dør, vil de aldrig få forklaringen. "Jeg vil ikke tale om det," siger jeg tungt, og går med tunge skridt og en klump af dårlig samvittighed i halsen. Finnick ser undrende på mig, men inden han svarer, ligger jeg i min seng.

Jeg længes efter 4. Lige fra den rådne fiskelugt, til nettet der nu er erstattet af min seng.

Farverne, fra den afskillede malling på husene, til Marcos øjne.

Maden, der smagte af råd, men i det mindste ikke kunstigt, som maden her.

Og imorgen skal jeg dø. Måske først i overmorgen. Hvis jeg er heldig, om en uge.

Og kan jeg stole på Fredia? Kan jeg sove, mens hun er vågen?

Jeg ved det ikke. Det er næsten også lige meget.

Jeg har kun et stærkt begrænset antal dage på jorden, det er næsten sikkert.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...