The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6685Visninger
AA

9. Kapitel

De næste tre dage er næsten ens. Træning, strategiplanlægning og mad.

Vi bliver hele tiden påmindet om de fire vigtigste ting af Finnick: Mad, vand, samarbejde og våben.

I dag er det så den femte træningsdag. Opvisningen for spilmestrene.

Jeg gør mig klar til opvisningen. Vælger hvilke spring og kast jeg skal lave.

Og da klokken bliver lidt i 13:00, hvor opvisningerne starter, går vi op til rummet ved den sal, hvor det skal foregå.

Vi står i kø til at komme ind. Ingen af de andre sonere må vide hvad de andre sonere viser spilmestrene, så døren er låst og vinduerne ind i lokalet er tildækket. Rækkefølgen er 1-12, drengen først, så pigen, så næste dreng og så videre...

Da Ambisoneren fra 1 kommer ud, smiler han blæret til resten.

Reaktionen fra pigen fra 1 er til gengæld sørgelig. Hun er omkring 15 år, vil jeg tro.

Da hun kommer ud, græder hun som pisket og slår sin knytnæve lige ind i døren.

Drengen fra 2, den dreng jeg prøvede at snakke med i kantinen, bider sig i læben.

Jeg kan ikke afgøre, om han holder et glædesråb inde eller er på nippet til at tude.

Pigen fra 2 kommer hurtigt ud igen, tilfreds.

De to sonere fra 3, som jeg gætter begge er 17, er skuffede begge to.

Så er det min tur. Jeg går ind og ser rummet, der er højt til loftet og masser af måldukker og ting, man kan klatre i.

For enden sidder de tretten spilmestre, i midten overspilmesteren Seneca Crane,  ved et bord og spiser.

Jeg hopper fra den ene klatrevæg til den anden, kaster spyd igennem måldukker.

Jeg laver sådan et spring, jeg lavede i træningsrummet her den anden dag.

Glas bliver tabt i ren iver blandt spilmestrene. Nogle klapper.

Men et spring går helt galt. Jeg skal til at springe ned fra en klatremur på halvanden meter, da Cranes stemmer lyder:

"Så er din tid ovre."

Jeg bliver forskrækket og glider ned. Faldet gør, at jeg lander lige på foden. Knæk, siger den.

Den er forstuvet. Jeg halter ud, og nogle læger tilser min fod.

Perfekt timing. To dage før spillet og min fod er forstuvet. Hvilke chancer har jeg?

Jeg får forbinding på, og en masse medicinglas. Jeg håber, foden når at blive rask inden spillet.

Men da jeg spørger lægerne, om den kan nå det, siger de kun måske.

Pis! Finnick sukker. Han er nok den der bedst ved, hvad chancer sonerne har.

Britti smiler fortsat. Han/hun glæder sig som sædvanligt.

"Var det før eller efter tiden var ovre, det skete?" spørger Finnick.

"Lige da Crane sagde at tiden var ovre," svarer jeg. "Jeg gled og landede på foden."

Han tænker sig om, før han siger, at det  i det mindste var én god ting. At det ikke trækker ned i karakter.

Finnick, Fredia og jeg sider i sofaen og skal til at se offentliggørelsen af karaktererne i fjernsynet.

De bliver vist i den samme rækkefølge, som køen til opvisningen.

Først lyser et billede af soneren op, og derefter lyser karakteren op, skrevet tværs over billedet.

Ambisoneren fra 1 får et 10-tal. Han har været bedre end de fleste.

Den næste er pigen fra 1, der får et 4-tal. Helt forfærdeligt dårligt.

Drengen fra 2 får et 6-tal. Helt dårligt er det ikke.Men man kan heller ikke kalde det godt.

Pigen fra 2 får et 9-tal. Det er normalt for en pige i hendes alder.

Begge fra 3 får 6. Da mit billede lyser op, krydser jeg fingre.

Lad det blive højt, lad det blive højt, lad det blive højt.

Og det er det. Meget højt.

12.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...