The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6681Visninger
AA

8. Kapitel

Dagen efter Åbningscermonien skal vi til at træne. Øve os til spillet.

Finnick har sagt at jeg skal øve mig i at flette net, så jeg går over til en træningspost der hedder Fælder.

Jeg finder straks nogle tynde pilegrene, og går i gang. Normalt i 4 bruger jeg fiskergarn, så at gøre det med pil gør det sværere.

Resultatet er ikke særlig godt. Pilen er ikke særlig elastisk, og nettet går op her og der.

Drengen, jeg mødte i kantinen i går, sidder og er igang med en løkke, der hiver en op i et træ, hvis man træder i den.

Den er meget let at gemme. Hvis det bliver det terræn, vi har gættet os til, spillet bliver i, altså sne, er den jo let nok at skjule.

Jeg vil prøve at minde mig selv om at være forsigtig med, hvor jeg træder. Men det bliver svært.

Ét trin ved siden af, og man er så godt som død. Ligesom med miner.

Jeg piller mit net fra hinanden og kigger i en kasse efter siv. Jeg finder et par stykker og går i gang med net nr. 2.

Desværre er det ikke holdbart nok. Det tager milisekunder at bryde igennem det.

Der er også normalt garn, men jeg vil prøve, om jeg kan lave det med naturlige materialer. Der er ikke altid garn.

Da der ikke er flere naturlige materialer jeg kan bruge, giver jeg op og går igang med at øve mig i garnet.

De første par gange er knuderne ikke særlig holdbare. Jeg finder en brugsvejledning til en knude, der bliver strammere, jo mere man hiver. Og det er perfekt, da den mest normale reaktion ved at få kastet et net over sig,  nok er at vride sig og hive i nettet.

Jeg håber på at kunne dræbe dem kort tid efter nettet er kastet over dem. Så frygten kun varer et kort øjeblik.

Og selvfølgelig at gøre det så smertefrit som mulligt. Selv om jeg selvfølgelig ikke kan gøre det helt uden smerte,

men forhåbentlig hurtigt. Jeg vil ikke have nogen til at lide.

Jeg får kuldegysninger. Tænk at jeg vi dræbe de andre. Børn, som er blevet tvunget ind i en arena.

Men jeg er nødt til det. Før de dræber mig.

Vreden til Capitol stiger i mig. En dag må nogen sige fra. Starte et oprør. 

Før krigen satte man pris på menneskerettigheder. Men i Capitols øjne er vi jo ikke mennesker.

Da jeg har lavet tre perfekte net, går jeg op til stuen og snakker igen taktik med Finnick.

"Din enste taktik er at bruge spyd og net," siger Finnick til mig. "Er der overhovedet ikke mere du er god til?"

"Jo jeg kan lidt parkour, men mest i smale gyd..." siger jeg, men bliver afbrudt af Finnick.

"Var du ham drengen der for cirka to måneder siden faldt ned fra mit tag, og var milisekunder fra at brække nakken?" spørger han.

Det kan jeg godt huske. Der sker ikke så meget i 4, så drengene hopper op på, ned fra og imellem hutagene.

Her for to måneder siden tog vi ind til vinderbyen, den by hvor spilvinderne i 4 bor, og lavede lidt parkour.

Jeg var oppe på et tag og skulle til at lave en saldo ned fra et af husenes tag, da en stemme gav mig et chok og fik mig til at glide. "Hvem er det, der klatrer på mit tag? Kan I skrubbe væk med jer!" sagde stemmen.

Jeg faldt 2 meter ned, før jeg fik fat i nedløbsrøret. Derfra kunne jeg sagtens hoppe ned.

Vi vidste ikke om personen havde set os, og vi nåede ikke at checke efter, før vi flygtede.

Personen have måttet være Finnick. Han havde set os.

"Var det dit hus?" spørger jeg nervøst og bange for, at Finnick skal blive vred på mig.

"Det er jo fantastisk!" siger han i stedet, smilende. "Det var månedens underholdning. Du var virkelig god til det."

Jeg smiler. "Det skal du vise spilmestrene, når du skal lave din private opvisning for dem," fortsætter Finnick.

Jeg havde slet ikke tænkt på hvad jeg skulle vise dem. Det er meningen vi skal lave en privat opvisning for dem, hvor vi får karakter. Det eneste fra opvisningen der bliver offentliggjort er karakteren, der kan være afgørende med hensyn til sponsorerne.

 Det er meget risikabelt at have høj karakter. Hvis ens karakter er for høj, vil sonerne gå efter at dræbe en med det samme.

Men til gengæld får man ikke mange sponsorer med en lav karakter.

"Prøv at øve dig i at kaste spyd på samme tid med at du kaster spyd."

Fredia smiler til mig. Jeg får uventede kuldegysninger. Min intuitation prøver at fortælle mig noget.

Jeg kan ikke tyde hvad den siger, så jeg glemmer det.

Finnick sidder med et papir, og tegner overflødighedshornet i midten, og de 24 metalskiver omkring den hvor vi sonere skal stå, når spillet begynder.

"De første minutter vil blive forfærdelige," siger Finnick. "Blod og død over det hele."

Jeg kan godt huske de spil vi har set. Der var et år hvor 19 døde den første dag.

Det er på grund af de våben, man kæmper om og hvor hurtige folk er til at reagere på,  at spillet er igang.

Nogen går i panik, men andre spurter hen for at få et våben først.

"Jeg vil foreslå, at du starter med at gå direkte til kamp, Fredia," siger Finnick. "Du vil nok kunne klare det."

Fredia nikker. "Jeg er født til dette," siger Fredia. Så stor en ære er det for mange at vinde Dødsspillet.

"Du, Finnick vil måske kunne snige dig igennem de kæmpende," siger han. "Du er jo ikke særlig høj, og hvis du dukker dig og passer på flyvende pile og knive. Hvis du har det dårligt med det, så gør du det ikke."

Det burde sådan set ikke være svært. At liste forbi hinanden og tage et våben og noget overlevelsesgrej. Piece of cake.

"Da I to er allierede, regner jeg med at  I finder et sted at tage hen til, hvis I overlever starten," siger han. "Et sted med mad og vand. Tænk jer godt om."

Den næste dag træner jeg i parkour. Jeg tager fast i en stang der går vandret over salen, svinger mig i den, laver en saldo i luften før jeg griber fast i et stativ med spyd. Jeg holder fast i toppen og tager et spyd.

Så slipper jeg, og sigter efter en målskive. Jeg kaster og rammer lidt under midten.

Jeg lander på fødderne med en hånd ned mod gulvet. Det kunne være værre.

Det var faktisk ret godt. En flok på 13 mennesker, dem som ikke er ambisonere, har samlet sig om mig.

De klapper af mig. Jeg smiler til dem. En af ambisonerne, en dreng fra 1 sender mig et dræberblik.

Efter at have trænet i fire timer er jeg så træt, at jeg går i seng uden aftensmad. Jeg falder i søvn på sengen med det samme.

 

   

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...