The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6684Visninger
AA

7. Kapitel

Jeg bliver iført mit kostume, og Massi står og vurderer mig. "Han er perfekt," siger han med en feminin stemme.

Som prikken over i'et giver han mig treforken. Den er varm. Henad skaftet ser jeg, at der er blevet lavet en fisk på den, og under den er der indgraveret med store bogstaver: Finnick Oddair, 65. dødsspil.

Den er let og går mig cirka til skulderen.

Jeg svinger med den i hånden.Ud fra de tre spidser i toppen kommer der vand sprøjtende ud.

"Du har opdaget, hvad du skal bruge den til, hva'?" spørger Massi. "Jeg skal sprøjte vand ud over publikum?" spørger jeg.

"Det er ikke rigtigt vand, men stråler , der får hjernen til at tro, det er vand. Det , du skal gøre, er at holde den imellem dig og Fredia og skubbe den op og ned. Så ligner I et springvand." Ikke engang vand er ægte. Alt er kunstigt.

Jeg går ud ad forberedelsesrummet og møder Fredia. "Skal vi gå ned til vognene?" spørger jeg.

Hun nikker. Vi går ned i en underjordisk stald med 12 hestevogne uden tag. Hver vogn har 2 sorte heste spændt fast.

Vi finder den med "4" skrevet på. Vi sætter os ned og stiller treforken mellem os.

Jeg kigger rundt på de andre sonere. 12 er i år klædt ud som to hakker. Klodsede, grimme og smagløse kostumer.

De får højest fem sponsorer. De er nok ikke nogen af dem, der lever særlig længe.

Den store fejl gør, at de heller ikke får så mange sponsorer. Måske er det os, der er de flotteste?

Jeg kigger rundt. Ingen kostumer slår vores. Jeg er taknemmelig over for Massi, selvom jeg tvivlede til at starte med.

Lidt efter kan jeg høre, at publikum er ved at finde pladserne udenfor.

"Velkommen til det 71. dødsspils åbningsceremoni!" skråler Claudius Templesmith, speakeren til dødsspillene.

Så går det løs, tænker jeg. Køen af vognene begynder ligeså stille at bevæge sig ud ad guldporten og ud imod tusinde blitze.

Da 3 kører ud, får jeg et glimt af byen. Der er mørkt, men bliver oplyst af fladskærme og blitze.

Capitolerne står i altaner, på toppen af tagene og i siden af vejen. Da vi ruller ud, bliver jeg helt svimmel.

Alle blitz, lysglimt og fladskærme gør mig forvirret. Fredia giver mig en albue i siden, og jeg tager mig sammen.

Jeg smiler til publikum og hiver treforken op og ned. Mange begynder at pege på os.

De skriger. Jeg kigger på fladskærmen og ser os. Fredia er gudeskøn, som en gudinde.

Det brune net fremhæver mine smukke øjne og får hele mit hoved til at se pænt ud.

Og treforken med det kunstige vand gør det bedste arbejde. Vi ligner en moderne udgave af et gammelt springvand.

Et af dem, der ikke findes mange af tilbage af, der blev lavet tusinde år før krigen. I noget, der engang blev kaldt 'Remerriget' eller 'Rimerriget' eller noget i den stil. Jeg kigger efter 1, der normalt har det bedste kostume.

De er helt stive og kan ikke bevæge sig. Det skyldes nok det kostume ud af massivt guld, de har på.

Designerne har klodset sig. Men vi, til gengæld får vi luftkys og roser.

Jeg kigger op mod en af fladskærmene og ser, at de andre kun får et kort tidspunkt på skærmen, mens de zoomer ind på os i lang tid. Da vi er kørt igennem hovedgaden, skal vi køre igennem byringen, hvor selveste Panems præsident, Snow, sidder sammen med spilmestrene for dette år. Spilmestrene er dem, der bestemmer, hvad der sker i spillene.

De er nemlig ikke altid ens. Arenaen ser forskellig ud fra år til år. Det er altid et kæmpeudendørsområde, der kan være alt i mellem ørken og polar. Det eneste, de har til fælles, er det store overflødighedshorn i midten.

Rundt om det ligger de våben og overlevelsesudstyr, som spilmestrene også bestemmer.

Præsident Snow er en lav mand med gråt hår og slangelignende øjne. Han har altid en rose i skjorten. I dag er det en hvid rose med sorte pletter.

Selvom han er på en balkon, to meter over mig, kan jeg lugte rosen. Det er nok ikke en rigtig rose, men en plastikrose med parfume. Han har sit normale,  neutrale blik i øjnene og klapper en smule.

Han hvisker noget til bodyguarden ved siden af ham og fletter igen sine fingre og lægger hovedet på dem.

Det ser ud, som om han keder sig. Men det er ikke nok til at ødelægge den her dag.

Det er en af de bedste dage af mit liv. Altså, indtil tanken om, at dette er præsentationen af alle de teenagere, hvis blod, Capitolerne skal se med glæde. Den tanke giver mig kuldegysninger, men da jeg ser, at alle holder øje med vores karet, tager jeg mig sammen og ser glad ud igen. Men under masken stiger fortvivlelsen. Panikken. Kun få dage,  til min død måske vil indtræffe. Jeg får lyst til at skrige.

 Heldigvis kører vi ind i stalden igen. Finnick kommer os i møde med stort smil på læberne.

Han er også meget overrasket. "I var jo fantastiske!" råber han.

"Ved I godt hvor mange, jeg hørte sige noget med at ville sponsorere jer? Det er jo... fantastisk!"

Jeg smiler. Det var fantastisk. Den verden af frygt i mørkeblåt og sort, jeg fik et glimt af derude, er væk.

Jeg har sponsorer. Det næste,  jeg mangler, er allierede.

"Skal vi være allierede, Fredia?" spørger jeg. Hun nikker uden at sige noget.

Heldet er med mig. Hvis det fortsætter, kan jeg vinde det her.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...