The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6708Visninger
AA

6. Kapitel

Jeg vågner op med et skrig. Mareridt.

Fredia banker på væggen. Hun vil have mig til at dæmpe mig. Mit mareridt var noget med et spyd.

Jeg prøver at huske det, men jo mere jeg prøver, jo mere glemmer jeg det. Jeg står op og kigger ud ad vinduet. Det er stadig nat.

Jeg ligger i sengen og ryster over hele kroppen. Jeg tænker på, hvad der sker derhjemme.

Familien sulter nok, da der ikke er nogen til at fiske. Og Harbre er klog nok til kun at bruge kuponerne, hvis det er i nødstilfælde.

Ved tanken sult tænker jeg over, at jeg for første gang har været så mæt. Faktisk kvalmende.

Jeg kan se fra sengen, at solens stråler rejser sig i horisonten. Jeg kigger på uret. Klokken er halv seks, hvilket er det normale tidspunkt at stå op i distriktet. Altså bortset fra helligdage som Høsten. Hellig er den nu ikke.

Morfar fortalte, hvad hans morfar havde fortalt om høsten før i tiden. Dengang var det ikke engang en helligdag.

Normalt, i år 71 EDMD (Efter De Mørke Dage) kan vi være heldige, at vi højst er mætte og ikke sulter i sengen 4-8 dage på året. For det meste ved høsten.

Jeg går i brusebad og opdager til min store forskrækkelse, at bruseren har flere hundreder af knapper og haner. Jeg trykker på en grårød knap, og en masse damp kommer ud fra et hul i væggen. Jeg trykker på den igen for at slukke.

Så trykker jeg på en sølvknap, der får det til at vælte ud med lyserødt skum, der klistrer sig fast til mit hår.

Jeg fortsætter i flere minutter og finder endelig det varme vand. Imidlertid er jeg dækket af mindst 17 forskellige farver skum.

Jeg vaker skummet, der viser sig at være en slags shampoo, af mig. Og da jeg er færdig, har jeg endelig lært knap-systemet at kende. Jeg trykker på "tør" og "deodorant". Først begynder rummet at blive varmereog varmere, til jeg bliver helt tør. Derefter sprøjter det med deodorant i siderne, og jeg skynder mig at løfte armene, da jeg mærker det på min skulder.

Jeg går ind i mit walk-in-closet. Jeg stikker mine fødder ned i et par kondisko,tager en brun sweater på og sorte jeans.

Jeg løber ned mod kantinen på første etage. Der sidder et par stykker, fordelt ved de ti borde.

Jeg tager en bakke med mad. Finnick har sagt, at det ville være en fordel med alliancer, så jeg sætter mig ved siden af en dreng omtrent på min alder. "Vores situation er slem, hva?", spørger jeg ham. Han vender hovedet væk, ligeglad. Han har sikkert set genudsendelsen af høsten og set mig melde mig frivilligt. Det var jo ikke med vilje, men det ved han ikke.

Han mener ikke, at jeg kan sige, at vi er i samme situation. At jeg har valgt det, og det har han ikke.

Jeg går op til stuen på vores etage og snakker med Finnick og Fredia om taktik.

"I dag er den næstvigtigste dag, hvis man går efter sponsorer. Åbningsceremonien," fortæller han mig.

Åbningsceremonien. Den havde jeg helt glemt. Før vi må træne, skal spillet åbnes med en parade af 12 kareter med sonerne, en karet per distrikt. Hver soner skal have et kostume på, der har noget med distiktets handelsvarer at gøre.

Fredia og jeg skal have et kostume, der har noget at gøre med fisk. Disse kostumer skal gøre indtryk på de velhavende Capitolere, der normalt udgør størstedelen af sponsorerne. Normalt er det 1, der har det flotteste kostume, da de står for luksusvarerne som diamanter. 12 har tit de værste, da de står for kullet.

Der har været flere år, hvor de har haft kedelige kedeldragter på. Det er også en af grundene til, de aldrig vinder.

Den eneste nulevende vinder er den kendte fulderik, Haymich Anybarthy.

På grund af sin druk har han også ledt masser af sonere i døden.

"Så jeg og jeres designere, Kathlyn og Hassi, har besluttet os for noget , der viser jeres mod over for sponsorerne, men som også viser, I er svage og ligegyldige over for de andre sonere. Så er det ikke jer, de går efter til at starte med"

Jeg tænker, hvordan man nu kan det. Det må være svært, og det skal der en virkelig god designer til.

Men jeg har kun hørt godt om Kathlyn og Hassi.De lavede en havmand og havfrue, der var perfekte.

"Forberedelserne starter ca. klokken 14, når 12 kommer," fortsætter han.

Og da klokken slår tolv, kommer det sidste distrikt. Jeg tager ned til forberedelsesholdene, der ligger ved siden af kantinen.

En masse døre med tal og tegn, der står for "dreng" og "pige".

Jeg tager 4 dreng, hvor mit forberedelseshold står og venter. De kigger op og ned af mig og beder mig om at tage skjorten og bukserne af. Jeg står kun i underbukser og har det pinligt, da en i forberedelsesholdet er en ung pige.

De kigger op og ned ad min krop igen og går straks igang med at barbere mine arm og ben. Da jeg ikke er så gammel, er det ikke så meget. De dækker mine ar og sår rundt omkring med sminke, så man ikke kan se dem. Mit lange, filtrede blonde hår, klipper de til. De klipper bakkenbarterne af.

De snakker sladder med affekterede stemmer. "Ej, jeg så gamle Madson her i går, hun havde et gråt hår! Jeg var så'n lidt 'ej, farver hun ikke sit hår?' Folk, der ikke farver hår, er det Klammeste! Ikke for noget, Midas," siger den ene af dem, mens han renser mine negle. Jeg trækker på skulderen, og en anden, jeg tror hedder Griim, råber "Stå stille!". De sladrer straks videre.

Da jeg er færdig med barberingen, klipningen og rensningen, går Forberedelsesholdet sin vej, og jeg får en brun slåbrok.

Den ene af designerne - Hassi, som jeg får tildelt -  træder ind. Vi sætter os i en blød sofa, og han begynder at tale.

"I år skal I have disse kostumer på," siger Hassi og peger på en skitse af mig og Fredia i et slags fiskerkostume.

Fredia har krøllet hår med lyse striber og konkylier. Hun har en blå bikini med et bølgemønster på.

Jeg har en ærmeløs t-shirt i en havgrøn farve, nogle røde badebukser og et net som en kappe på.

Mit hår sidder der også konkylier og myslinger i, og over mit højre øjenbryn er der en malet søstjerne.

Jeg holder en guldtrefork, der virker bekendt. "Er det der Finn..." jeg, men bliver afbrudt af Massi.

"Finnicks guldtrefork? Ja, vi fandt den i materialerne, og vi tænkte, at den måtte vi bare have!"

Jeg smiler. "Hvis du vinder, kan du få den."

"Seriøst?!" spørger jeg. Det er jo trods alt en af de kendteste vinderes våben. Massi nikker.

"Wow," siger jeg overrasket. Det havde jeg aldrig troet.

"Og hvis du ikke gør, får du dit navn indgraveret iden. Det har vi tænkt os at gøre med de sonere der har haft den. Så når Finnick dør, bliver den sat fast i hans gravsten."

Det ville være en kæmpe ære at have mit navn indgraveret Finnick Oddairs gravsten!

"Wow," siger jeg igen. Jeg lægger mærke til en detalje, jeg ikke så før, på skitsen.

Få pletter af grønne skæl er malet rundt omkring på min og Fredias hud.

"Lad os komme videre," siger Massi, kalder forberedelsesholdet ind og viser dem tegningen.

De går straks igang med sminken og kopierer hver eneste lille detalje.

"Kassi siger,  at vi skal få ham til at se krigerisk ud, men samtidig uden at få ham til at se ældre ud," siger Griim, eller Grimm, eller hvad han nu hedder. Jeg undrer mig over, hvem Kassi er, men regner så ud, at det er designernes navne, Kathlyn og Hassi. "Faktisk må han godt se yngre ud." Så begynder de at lægge en tynd, sort maling ud i skyggen af mit hår. De justerer min hudfarve med små pensler, fra snebleg til let solbrændt. Det lægger en lys make-up under mine øjne, der skal fremhæve dem. Mine kinder bliver også fremhævet, så de ser større ud. Men øjenbrynene og skyggerne bliver lavet mørkere.

Da jeg er færdig, ligner jeg en 8-årig dreng, der er klar til at kæmpe. Jeg kigger lidt nervøst på forbereddelsesholdet.

Jeg synes, jeg ser åndssvag ud. Kunstig, er det rette ord. Jeg hader det, men det er så kunstigt, at  sponsorerne i Capitol vil elske det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...