The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6379Visninger
AA

1. Kapitel

Jeg børster sneen på isen væk med mine støvler. Jeg ser intet andet end mit eget spejlbillede.

Så tyk er isen. Jeg trækker Morfars gamle, men dyre fiskeudstyr frem. Jeg tager et udstyr, vi kalder for 'isbryder' frem, der er en stang, der ender i en rund metalplade med fem store bor.

Hvis man drejer på et håndtag på stangen, borer man med alle borene. Det perfekte redskab til at bore sig igennem isen.

Hvis altså ikke den var så tyk. Her i distrikt fire er vinteren måneder forlænget. Her i septemper har vi stadig en frygtelig vinter.

Jeg hørte nogen kalde det "Klimaforandringerne", hvad end det så skal betyde. Det er sikkert noget af det, jeg har overhørt i skolen.

Fiskene fryser fast på indersiden af isen og dør. Så her i Distrikt 4, hvor vi lever af fiskeri, sulter vi. Børn, gamle og andre svage mennesker dør. Der ligger altid lig på gaderne. Det er utroligt, at så mange stadig lever. Vores lager af spegede og syltede sild, vi altid spiser på den tid af året, hvor isen er for hård til at bryde igennem, er for længst sluppet op. Jeg drejer på håndtaget. Mine hænder er kolde. Vi har ikke haft råd til vanter i år, så jeg har bare salt i lommerne, jeg putter på hænderne, når det bliver for koldt. Det svider, men det er bedre end kulden. Alt er bedre end kulden. Mine hænder gør ondt af at have drejet så længe, men jeg skal igennem. Jeg kan ikke bare tage hjem med tomme hænder.

"Jeg ve' hjem, Midas!" råber Marco, min femårige lillebror.

Han ligner mig, bare otte år yngre: krøllet, lyst hår og smukke brune øjne. Han er også udhungret og overlever nok ikke "vinteren", eller hvad man nu skal kalde den.

"Vi er nødt til at blive, til vi fanger noget," svarer jeg. "Medmindre du vil sulte ihjel!"

Han sætter sig på den kolde is, ret vred.

Her er ret kedeligt for en femårig. Men nogen skal jo hjælpe mig med at fiske.

Far kan knap nok gå og Farbror Harbre sælger de få grønsager, der er tilbage.

Og Mor... Mor døde her for tre måneder siden. Ikke det største tab, hun har ligget i syg i sin seng, så længe jeg kan huske.

Men hun var jo trods alt min mor. Hun havde ventet på at dø, længe.

Selvom hun blev svagere og svagere, grinte hun helt fantastisk meget. Det var forfærdeligt.

Latteren rungede i hele huset. Marco forstod det ikke. Jeg græd. Far så passivt til med et mørkt blik af sorg i øjnene. Harbre prøvede at muntre os alle op, uden større held. Hun døde med et stort smil på læberne. Hun kunne ikke begraves, da jorden var for hård, så hun blev brændt på bålet. Asken blev spredt ud over havet. Jeg bider mig i læben, for bare at tænke på hende, kan få mig til at græde. Men jeg vil ikke græde foran Marco. Jeg bliver træt i håndledene og giver op. Vi kan ikke komme igennem isen. Jeg går op af stigen, på broen ved den havn, jeg står i. Gennem havnebyen, på vejen hjem, ser jeg en dreng, højst et par år ældre end Marco, død. Han sidder op, af væggen på en bygning i denne snævre gade, men med hovedet hænger nedad. Jeg gør , hvad jeg kan, for at Marco ikke ser drengen. "Marco, kender du vejen herfra?" spørger jeg ham. Han nikker. "Så går du selv resten af vejen." Han går videre, og da han er ude af syne, svinger jeg liget op på skulderen og banker på døren. "Hallo, er her nogen?" spørger jeg. Ingen svarer.

Efter et stykke tid går jeg ind og lægger drengen på et langt spisebord. Her er mørkt, og her lugter af mug. Et typisk hus i havnebyen. De eneste møbler, der er, er fire senge, et ildsted og bordet, jeg lagde drengen på. Jeg ville gerne blive og fortælle forældrene den tragiske nyhed, men jeg er nødt til at gå. Jeg ruller hans øjne ned og beder en bøn. "Herre, hvorfor gør du dette? Hvorfor dræber du uskyldige børn? Hvad har vi gjort?" , mumler jeg. Intet svar. Aldrig svar. Alle tvivler på deres religion nu. Men det næste, der sker, er, at jeg får et slag i siden af ansigtet og falder om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...