Sidelinien - The Hunger Games

Da Malik og Dalias forældre døde, var Dalia 6 år og Malik var 12. Nu var det Malik der måtte tage ansvaret for deres tilværelse, hvilket viser sig er en stor opgve, da Dalia mistede evnen til at gå, ved samme lejlighed som deres forældre døde. Allerede som 12-årig begyndte han at arbejde i Distrikt 12's miner. Han have intet andet valg. Dødsspillene gav ham mulighed for at tage lodder, så han kunne få mad, og han tog rigeligt af dem. Nu er det, det sidste år hvor han har mulighed for at blive trukket. Hvis han bliver det, betyder det den visse død for Dalia, og måske også ham.

3Likes
6Kommentarer
1050Visninger

1. Dagen - Malik

Jeg vågner badet i sved. Mareridt. Selvfølgelig. Igen. 

Der går lidt tid før det går op for mig. Idag er dagen. Dagen hvor alt kan ske. Dagen hvor min fremtid bliver afgjort. Jeg vender mig om på siden. Der ligger hun, min egen lille Dalia. Min lillesøster. Mit et og alt. Min guldklump. Hun er smuk som hun ligger der. Hendes lange, krøllede, naturligt mørkerøde hår omkranser smukt hendes marmorhvide hud. Jeg rækker en finger frem og kærtegner hendes kindben. For en stund glemmer jeg, at det er dagen.

"Godmorgen Dalia", hvisker jeg. Hun slår øjnene op og gaber. 

"Godmorgen Malik", hvisker hun tilbage. Jeg ved egentlig ikke hvorfor vi hvisker. Vi bor i vores eget lille hus, der er ingen andre mennesker. Det er sølle, men det er vores eget.

"Det er idag", kommer det svagt fra hende. Hendes mandelfarvede øjne bliver fyldt med tårer. Jeg nikker og tører tårene væk fra hendes ansigt. Jeg aer hendes hovede blidt. 

"Vi må hellere komme op", mumler jeg og sætter mig op. En dyb indånding. Jeg rejser mig op og går så hen for at hjælpe Dalia op. Jeg trækker dynen væk fra hendes krop og rækker hende en hånd. Langsomt får hun svunget sig op. Jeg henter hendes lille kørestol og sætter den foran hendes seng. Med lidt besvær får jeg hjulpet hende i tøjet. Den stakkels lille pige. Hendes ben ligger livløse foran hende. De er lamme. Det skete samme dag vores forældre døde. Jeg slap som den eneste uden mén. Jeg har egentlig ikke lyst til at tænke på ulykken men alligevel dukker den op i mit hovede hver dag, hver eneste gang jeg kigger på hende. 

Til morgenmad har jeg ikke andet at tilbyde end fire hvedekiks jeg fik foræret af bageren igår, han havde medlidenhed med mig. Jeg spiser en og giver de tre andre til hende. Jeg vil nødigt vise hende det, men jeg er bange. Beroligende ord flyder let ud af min mund, men jeg er rædselslagen. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...