Hvordan er det at dø?

Da Mille bliver tvunget til at deltage i dødsspillet er hun sønderknust. Hun må forlade alt hvad han elsker og gå direkte i mod sin død. Hvordan ved hun det? Jo fordi hun er blind.

2Likes
3Kommentarer
1072Visninger
AA

1. Deltager

 

Jeg gik op mod byens plads. Min mor holdt om mig og hun blev ved med at sige, at jeg ikke ville blive valgt. Hun var mere bange end jeg var. Hendes greb blev hårdere og hårdere jo tætter vi kom på pladsen. Selvom jeg ingenting kunne se, vidste jeg, at pladsen var fyldt med mennesker. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at slappe af, men min krop ville ikke holde op med at ryste. Da jeg var født blind havde jeg aldrig set dødsspillende, men jeg havde hørt de dødendes skrig og de var ætset ind i min hjerne. Og de fyldte mine mareridt hver aften. Min mor krammede mig og hviskede at hun elskede mig, så forlod hun mig. Jeg stod helt alene tilbage. Jeg kunne høre de nervøse indåndinger fra pigerne omkring mig. Nervøst pillede jeg ved en tot af mit gyldne hår. Det var blevet langt, det nåede nu ned til mine skuldre. Med tunge skridt gik Irva Gergerson op på podiet. Jeg kunne høre at hun greb mikrofonen og rømmede sig selvom der var helt stille. "Ja så står vi her igen og sikke en dejlig dag det er" sagde hun. Jeg kunne høre at der var sørgmodighed i hendes stemme selvom hun prøvede at skjule det. "Ja jeg vil ikke stå her og snakke hele dagen væk, lad os nu komme til sagen." Jeg kunne høre at hun gik hen til den store beholder og stak hånden ned og fiskede en seddel op. "Vores første deltager er... Mille Summers" Hvad? Jeg gik helt i sort, havde hun lige sagt mit navn. Nej det kunne ikke være rigtigt. Jeg kunne hører min mor råbe og skrige og hvis jeg kendte hende ret, var hun i færd med at kæmpe sig vej ind til mig. "Mille Summers, vil du komme her op?" Spurgte Irva med nervøsitet i stemmen, hun havde aldrig brudt sig om at trække navnene på deltagerne. Jeg gik et skridt til siden og stødte ind i pigen ved siden af mig, som så trådte mig over foden. Og som om det ikke var nok snublede jeg, lige så lang jeg var, over mine egne ben. Nogle greb mig i armen og hæv mig op. Personen havde meget store og grove hænder. Det var sikkert en af fredsvogterne . Da han slap mig stod jeg på podiet og lyttede til min mors evindelige skrig. "Lewis Bold..." sagde Irva ved siden af mig. Jeg hørte en gå med lange skridt op af trapperne til podiet. Lidt efter var der end der greb min hånd og gav den et klem. "Lewis" hviskede stemmen som var en blanding af en drengs og en mands. Jeg smilte, usikker på om han så på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...