Forelsket i min bror <3 *Pause*

12'årig Katrine bor sammen med sin mor, far og halvbror. 1 år før Katrine bliver født, føder hendes mor Magnus. 1 år efter, gifter hun sig igen og så får hun Katrine med sin nye mand. Magnus er kun Katrines halvbror, men han bor fast hos sin mor. Katrine faldt for ham, lige fra starten, og hun har ikke været forelsket i andre drenge. Katrine ved ikke hvad hun skal gøre. Det er jo ikke normalt at være vild med sin halvbror! Men Katrines følelser er for store til at droppe ham. Hvad er det helt præcist hun har gang i?
I må rigtig gerne skrive en kommentar:)

11Likes
38Kommentarer
3313Visninger
AA

8. Et forfærdeligt øjeblik..

"Skal vi også spise rotter til morgenmad?" Spurgte jeg træt, og lagde mig ned på det røde, bløde tæppe. "Det er altså firben, Katrine! Og nej, til morgenmad, skal vi have ristet brød. Vi tog noget med, hjemme fra. Men det blive med uden noget pålæg." Svarede far. Jeg kunne da ikke spise toastbrød, uden pålæg?

"Jeg går mig en tur, så slipper jeg for alt jeres bøvl og overlevelses-pjat! Ses!" Sagde jeg irriteret, og begyndte at gå. Jeg drejede om hjørnet, og fik et kæmpe chok:

"Hej Susanne. Jeg vil gerne gå med dig," Det var Kaspers stemme. Jeg var ved at springe i luften. Ikke Kasper, ikke Kasper! Bare alle andre end ham. Bare at Den Gode Fe, lige pludselig fløj ind, midt i det hele, og tryllede Kasper væk.

"Hør her, Susanne.. Der er noget jeg godt vil fortælle dig," han tøvede lidt, og jeg håbede på, at det ikke var noget med, at han var vild med mig.

"Jeg er vild med dig," jeg sukkede opgivende. Det var lige det jeg frygtede. Jeg skulle til at sige noget, da min mund blev presset sammen, af noget klamt, vådt og ækelt. Det var Kasper der var igang med at røvsnave mig. Jeg prøvede at hive min mund til mig, men han holdt den fast.

"Slip mig," fik jeg mumlet frem, men han gav stadig ikke slip. Han havde lukket øjne, og det så virkelig ud som om, at han nød det.

Jeg kiggede væk, og fik øje på en skikkelse, der drejede om hjørnet. Den var ikke speciel høj, så det var ikke en voksen. Det kunne kun være én. Magnus.

Jeg kæmpede for at komme fri, fra hans favn, men han blev ved og ved, med at holde fast.

Nu så jeg Magnus' ansigt. Han gispede, og skulle til at vende om, da jeg tog fat i hans arm. Først nu slap Kasper mig..

"Åh, hej Magnus," Kasper rødmede, og kiggede ned i jorden. "Magnus, det er altså ikke som du tror," tiggede jeg, og blev ved med at holde fast i hans arm.

"Men det er fint. Jeg skal nok lade vær med at forstyrre jer. Sorry." Jeg kunne se at han småfnisede, da han drejede om hjørnet igen, og gik. Jeg blev rasende inden i, men det opdagede Kasper helt sikkert ikke, så han skulle til at kysse mig igen. Men jeg stak min hånd frem, og løb. Shit!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...