Aldrig den samme

Som om det ikke var nok at Clarie nu skulle flytte, men hele hendes verden bliver også vendt på hoved. Hun skal skifte skole, mister sine gamle venner, støder ind i den mystiske Jack og bliver kastet ind i en magisk verden, som hun kun havde drømt om før. Historien følger den Danske, stille og gernerte Clarie Johnson som ikke har styr på sit liv og ikke tror på at der er mere end det man kan se. Men det hun ikke ved er at en drømmeverden venter på hende i det fjerne.

0Likes
1Kommentarer
460Visninger

1. Farvel.

Fortiden vækker minder og man kan ikke føle sig sikker på at de ting der er sket vil ske igen, slet ikke når dem der har bygget disse minder op med dig bliver taget fra dig, fordi at dine forældre synes de skal ødelægge dit liv ved at flytte. Flytte langt væk fra det du har nu. Det du har og du nu skal af med. Miste. De andre havde sagt at vi selvfølgelig skulle holde kontakten og ses, men hvem tror på den slags? Vi ved jo godt alle sammen at det her gør at vi glider fra hinanden og aldrig kommer til at se hinanden igen. Jeg klaskede en hånd op mod den kolde bilrude og håbede på at alt det her ville følge med mig, men hvor dum kan man være? Selvfølgelig ville dette sted, disse mennesker, denne del af mit liv forblive her. Jeg ville aldrig komme til at se nogen af delene på min vej igen. Alt var forbi. Dette minde var og ville altid være udvisket af den kolde regn der nu gled ned over ruden. Gled ned af ruden, som tårene på min kind. Jeg trak de sorte ærmer ud over min hånd og tørrede tåren væk og efterlod kun sorte rander fra min eyeliner. Jeg lod mit blodrøde pandehår glide ned for mine øjne i det øjeblik min far kiggede bagud. Han skulle ikke begynde på alt sit pis nu, det havde jeg slet ikke krafter til og jeg sidder ikke og tuder foran ham. Det ville være for ynkeligt, og de ved godt hvor svært jeg har ved at få venner fordi at jeg er som jeg er. Mange synes ikke jeg er god nok. Ikke er som dem, men jeg har aldrig brudt mig om at være som alle andre. Være endnu en kopi af deres samfund. Jeg lænede mig op af siden og lod min kind klistre til det fugtige vindue og lukkede mine øjne i. Så kunne jeg i det mindste undgå at se det forsvinde. Drømme mig langt væk. Væk til en planet som kun var min. Være den jeg var uden at nogen skulle blande sig. Bare mig og mine håb og drømme samlet på et sted. Jeg åbnede øjnene igen og så ud på den mørke himmel. Hvis dette forsvinder, forsvinder jeg også. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...